KlavsBirkholm.dk

Uden forudgående folkelig debat eller demokratisk beslutning er videnssamfundet ved at forvandle sig til noget ganske andet, end det oprindelig var

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 21.januar 2013

VED EN stort opsat pressebegivenhed forleden lancerede Facebooks stifter og chef, Mark Zuckerberg, en ny søgefunktion til sit sociale medie – Graph Search. Modtagelsen var reserveret. Blandt journalisterne følte BBC’s teknologiredaktør, Rory Cellan-Jones sig ”undervældet”.[1] Det samme gjaldt tilsyneladende aktiemarkedet, hvor Facebook-papiret på få timer tabte 2,7 procent.[2]

Men, som Cellan-Jones forsigtigt observerer, er der mange eksempler på teknologiske fornyelser, som er blevet latterliggjort fra starten, men alligevel har vist sig at slå igennem hos brugerne.

Idéen er at håndtere ”Facebook som én stor, social database”, som Zuckerberg formulerede det. Alle Facebooks sociale informationer indekseres, så man f.eks. kan søge efter ”venner, som har venner, der er singler og bor i London”.

Derved bringer Graph Search os endnu et skridt længere ind i det, den fortræffelige tyske filosof Byung-Chul Han har betegnet transparenssamfundet.[3] Kravet om transparens – gennemsigtighed – er efterhånden allestedsnærværende. Det sker i informationsfrihedens hellige navn. Alle hemmelige aflukker og private rum elimineres, for politikere såvel som for skolebørn. Verden bliver mere og mere nøgen og skamløs.

Det leder, som Han påpeger, til en ny form for totalitarisme. Kun maskinen er nemlig fuldt ud transparent. Noget bliver først transparent, når det mister enhver fremmedhed, enhver kritisk modstand, enhver overraskende anderledeshed. Transparenssamfundet er også et positivsamfund, hvor alt skal gå i samme retning. Det er derfor, man på Facebook kan ”synes om”, men ikke tage afstand fra. Like-knappen vil aldrig blive suppleret med en Dislike-knap, for ”jeg synes ikke om” vil hæmme den gnidningsfrie kommunikation og dermed indtjeningen.

Det overordnede formål med transparensen er nemlig økonomisk, selvfølgelig: Jo mere, jeg ved om det enkelte menneskes vaner, venner og forbrugsmønstre, jo større er mine muligheder for at sælge noget til ham og hende, altså kapitalisere min viden. Det er, hvad det højt besungne begreb videnssamfundet efterhånden er kommet til at betyde. Ikke længere: vi har alle adgang til viden om superstrenge og stamceller og fransk teater i 1700-tallet. Men: Jeg ved noget om nogen. Noget ved noget om mig.

Én milliard mennesker har tilmeldt sig Facebook, og de har ifølge Zuckerberg én billion forbindelser med hinanden. Hvilket potentielt marked for reklamebranchen!

En af de mest tankeløse udtalelser, jeg har hørt i mange år, blev fremsat af netop en reklamemand, Christian Have, i et debatprogram på P1 nogle uger før jul. Jeg citerer ordret: ”I 2004 skete der noget, der var lige så storslået som i 1455 (Gutenberg, bogtrykkerkunsten): dér kom Facebook.”[4]

Nej! Nej! Dén teknologiske revolution, der af omfang kan sammenlignes med bogtrykket, er aldeles ikke Facebook, men det globale internet – www – som vi lærte at kende i 1980’erne. Facebook er derimod en privat virksomhed, hvis formål er at tjene penge, at forøge virksomhedens økonomiske værdi. Facebook er bare et driftigt forslag til, hvad nettet også kan bruges til.

Uge efter uge bombarderes vi med nye teknologier og ikke mindst nye anvendelsesmuligheder. Hver eneste af dem har forskellige perspektiver, nogle gode, nogle dårlige. Ingen andre end Pengemagten og Finansministerens Digitaliseringsstyrelse har sagt, at vi skal ”købe hele pakken”. Deres budskab er, at hvis nogen er skeptisk over for den ene eller den anden teknologi – NemID, Facebook, Spiserobot – så skyldes det utvivlsomt en forstenet teknologifjendtlighed.

Men det forholder sig jo lige modsat: Hvis ikke vi skal opleve en ny almuegørelse, er det afgørende, at vi som borgere ikke er så ubevidste som Chr. Have, men tager stilling til hver enkelt teknologi for sig. At vi ikke låner øre til erhvervschefer og reklamefolk, der vil have os til at tro, at alt nyt kommer som et skæbnebestemt vilkår.

Så videnssamfundet ikke forvandles fra et fællesskab af oplyste borgere til et spindelvæv af bevidstløse – og transparente – forbrugere. Venner, som har venner, der er singler og bor i London..