KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 2. april 2013

DER ER grund til at takke dr.med. Morten Frisch og hans 37 kollegaer for at have bragt den faglige og helt nøgterne debat om omskæring af drengebørn over Atlanten. Pediatrics – det tidsskrift, hvori de mange europæiske og canadiske læger for et par uger siden fik offentliggjort deres kritiske artikel – udgives af De Amerikanske Børnelægers Akademi og dermed i et land, hvor mindst 60 procent af alle mænd er omskåret. Det burde i sig selv sikre argumenternes prøvelse. Så meget mere som pointen hos Morten Frisch og hans kollegaer er, at amerikanske børnelæger lider af kulturel forudindtagethed, når de frikender forhudsamputation fra at have alvorlige medicinske følgevirkninger.[1]

Vinduet er dermed slået op fra den lidt for indeklemte og iltfattige diskussion her i landet. Særlig to argumenter i den danske debat forekommer under lavmålet:

Det ene er, at når man betragter alle verdens mange problemer, er beskæring af tissemænd noget ret ubetydeligt. Det er vistnok Martin Krasniks argument. Og det er dårligt, fordi man kan indvende det samme om næsten alle andre debatemner. For eksempel beskæring af tissekoner.

Selvfølgelig er krig, hungersnød og klimaforstyrrelser mere alvorlige spørgsmål end dårligt sexliv, men det betyder jo ikke, at vi af den grund suspenderer debatten om omskæring af kvinder. Eller om eksempelvis den voksende ungdomsarbejdsløshed. Ja, måske forholder det sig ligefrem sådan, at fuld beskæftigelse og et godt sexliv fremmer fredeligheden.

Det andet dårlige argument er det kulturalistiske: ”de har deres værdier, og vi har vores”. Som europæere kan vi ikke gå ind på en sådan logik uden at blive selvdestruktive. Europa er bygget på det grundsyn, at alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor lige værdige, uanset køn, race og religion. Følgelig kan vi ikke være indifferente overfor hverken lemlæstelse eller tvang af mennesker noget sted i verden. Og i vores eget samfund er vi forpligtet til at forhindre det.

Omkring 80 procent af verdens befolkning praktiserer ikke mandlig omskæring. Men selv om de fleste europæere opfatter det som et religiøst ritual (indenfor jødedom og islam), er ikke-religiøs omskæring fortsat udbredt i nogle dele af verden, især i USA[2]. Fænomenet går tilbage til høj-victorianismen i anden halvdel af 1800-tallet, hvor man i de engelsktalende lande ønskede at begrænse drenges onani, der opfattedes som udmarvende og skadelig for både det fysiske og det åndelige helbred.[3] Men hvorfor omskæring af nyfødte er fortsat i USA, mens den blev opgivet de fleste andre steder, er en gåde, som lægevidenskab og medicinhistorikere fortsat debatterer heftigt.[4]

Mange af os, måske de fleste, har venner eller bekendte, der er omskårne. For dem – og dermed for os – er denne debat naturligvis smertelig, provokerende eller ligefrem politisk ukorrekt. Men skønt vi ikke ønsker at støde nogen, kan dét ønske ikke veje tungere end hensynet til de kommende generationer.

Da Det Etiske Råd i 2006 blev bedt om at forholde sig til mandlig omskæring, var der i Rådet en udtalt bekymring for, om en eventuel udtalelse kunne bidrage til yderligere at afspore en i forvejen helt forvirret og fortegnet debat. Bekymringen var ikke ubegrundet. Da Rådet fik besøg af repræsentanter for de religiøse samfund, der praktiserer omskæring af drenge, viste det sig helt umuligt at samtale om de medicinske og sexologiske sider af sagen. Gemytterne hos de religiøse repræsentanter kogte allerede på vej ind ad døren. Og da Det Etiske Råd ikke er sat i verden for at stifte ufred, endsige krænke nogen, valgte vi[5] dengang at nedtone sagen til en offentlig høring om indgreb i kroppen – piercing, tatovering og omskæring af børn og unge[6].

Men hvad så med hensynet til de kommende generationer? Medicinsk er det ubestrideligt, at omskæring reducerer mandens erogene følsomhed. Det stykke forhud, der skæres af, rummer en ekstrem tæthed af nerve-receptorer, der altså mistes, ligesom den blottede glans med årene dækkes af en slags hård hud, som nedsætter følsomheden.[7] Samlejet bliver typisk mindre nydelsesfuldt for både mand og kvinde.[8]

En webside for jødisk kultur (beingjewish.com) omskriver det således: Det handler ikke om, at den omskårne mand ”opnår nydelse færre gange. Det handler bare om, at når han har nydelse, så har han nogle få grader mindre af det. Hvor dyrisk kan nogen blive, at ville beklage sig over det?”[9]

Etisk set handler debatten akkurat om, hvad ”nogle få grader mindre” i virkeligheden betyder? Er et godt sexliv vigtigt eller mindre vigtigt for et kærlighedsforhold? Er det erotiske samvær en ”dyrisk nydelse”, der ikke tilhører det væsentlige i menneskelivet og derfor ikke kan være beskyttet som en menneskeret?

Personligt er jeg i hvert fald taknemmelig for, at jeg ikke er født i en kultur, hvor forfædrene har følt sig berettiget til at forhåndsbegrænse børnenes erotiske evner.

Alle mennesker lever i fællesskaber, og derfor er der rigtignok naturlige grænser for vores autonome selvbestemmelse. Men har fællesskabet også ret til at indskrænke nye medlemmers sexliv? Med henvisning til, at det er ”noget dyrisk”? Eller til et helligt tekststed? Eller til, at fædrene skam har haft det ”godt nok” uden forhud?

Der må også være grænser for fællesskabets ret over individet. Det vil de omskærende samfund, religiøse såvel som verdslige, gøre klogt i at indse.