KlavsBirkholm.dk

– men mon ikke den skal begynde med at vedtage et etisk kodeks for virksomheden?

Af KLAVS BIRKHOLM

Den første på Folketingets talerstol efter afstemningen[1] om en time-out for salget af DONG-aktier til Goldman-Sachs, var Uffe Elbæk. Ingen hørte efter, hvad han sagde, for de færreste Folketingsmedlemmer har forstået betydningen af Vaclav Havels sentens om de magtesløses magt. (Hvem er Uffe Elbæk? Han er jo nobody.) Særlig bemærkede man Ole Sohn, som med ryggen til talerstolen nærmest demonstrativt fordybede sig i en anden konversation. Heri er der dog intet overraskende, for dengang Vaclav Havel kæmpede imod kommunismen – netop under oven­­nævnte motto – var Ole Sohn formand for systemets danske afdeling. Siden den russiske revolution i 1917 har kommunismen kun forstået ét sprog: magtens. I så henseende er Ole Sohn fremdeles sit gamle selv.

Lad os et øjeblik dvæle ved spørgsmålet om magt. Naturligvis kan der komme store resultater ud af en magterobring. De russiske bolsjevikker er langtfra det eneste eksempel. Margaret Thatcher, som i 1979 overtog premiermini­ster­posten i Storbri­tan­nien, satte sig eksempelvis så dybe spor både inden- og udenlands, at hun selv efter sin død øver en betydelig indflydelse på både Bjarne Corydon og Claus Hjorth Frederiksen – og på dansk økonomisk politik i det hele taget.

Ganske vist er hele Vestens kultur bygget på den evangeliske forkyndelse om magtafkald. Alligevel ved enhver, der har været bare i nærheden af Machiavelli og derfor kender magtens staldlugt, at magt betyder muligheder. Voldsomme muligheder. Men også, at magten har sin ubønhørlige pris. Måske burde Annette Vilhelmsen og Astrid Krag begynde deres nye politiske liv med en fælles studiekreds om Machiavelli. Suppleret med Vaclav Havels essay om de magtesløses magt.

Nu tilbage til Uffe Elbæk. Hvad denne latterligt magtesløse politiker sagde i sine to minutter på talerstolen var, at man i Finansudvalget havde stillet rigtig mange spørgsmål til aftalen med Goldman Sachs – både økonomiske, juridiske og etiske spørgsmål. De økonomiske og de juridiske spørgsmål var blevet så nogenlunde grundigt besvaret, oplyste Elbæk, men på de etiske spørgsmål var det aldrig lykkedes at få noget svar.

Hvorfor skulle Folketingssalen dog lytte efter den mand? Som SF’s Jonas Dahl engang sagde, da han endnu var sit partis sundheds­ordfører og skulle diskutere lovliggørelse af eutanasi (”aktiv dødshjælp”)[2]: ”Det er noget etisk, det har vi ikke en mening om som politikere.” Kort sagt: etik, det overlader Folketinget til Det Etiske Råd. Og dér har det ærede medlem, Hr. Uffe Elbæk trods alt ikke sæde.

Hvorfor dog lytte til ham? Så hellere de to ”politiske kommentatorer” Mogensen & Kristiansen, som mod slutningen af den dramatiske torsdag kunne blive rørende enige om, at frasalget af DONG-aktier kun var det sidste strå, der knækkede kamelens ryg for SF[3]. Forud var gået en række andre politiske tiltag, som alle har være vanskelige at bære for SF – lempelse af selskabsskatten, dagpengereformen og en lind strøm af andre viderværdigheder, mange tilsyneladende udtænkt af Margrethe Vestager. Nu blev det så tilfældigvis DONG-skandalen, der fik det hele til at briste, mente altså Mogensen & Kristiansen. Og mange SF’ere synes at mene det samme, at dømme efter deres udtalelser til pressen.

Alle burde de et øjeblik reflektere over, hvorfor mere end 200.000 danskere har skrevet under på protesten mod aktiehandlen med Goldman Sachs – mens for eksempel kun 7.500 skrev under på en tilsvarende protest mod fleksjob­reformen.

Underskriverne er naturligvis helt magtesløse, og måske er det derfor, Uffe Elbæk synes at forstå dem bedre end hans kollegaer i Folketinget. Underskriverne spørger nemlig med Elbæk: Er det virkelig så urimeligt at kræve etik af staten – eller bare af Finansudvalget?

Er det ikke en overvejelse værd? Midt i torsdagens drama tonede en velkendt SF-veteran frem på skærmen og meddelte fnysende, at hun ”til forskel fra jer andre” skam havde læst aktiehandelsaftalen, og ”den er god”, forsikrede hun.

Jeg går ud fra, at hun med ordet ”god” mener økonomisk fordelagtig. Altså, at aftalen er til gavn for den danske stat, til trods for de mange påstande om en for lav værdifastsættelse af DONG, til trods for køberens lukrative tilbagesalgsklausul, til trods for at det såkaldte ”incitamentsprogram” giver 250 ledende medarbejdere i virksomheden mulighed for at score en personlig gevinst på op til 1.500.000.000 kr (halvanden milliard) ved den kommende børsnotering, og til trods for at aktierne sælges til et skuffeselskab i Luxembourg for at Goldman Sachs på den måde kan undgå at betale skat af sit udbytte.

Jeg skal ikke afvise, at SF-veteranen har studeret aftalen så grundigt, at hun kan drage en sådan økonomisk konklusion. Men hvad med etikken, spørger jeg med Uffe Elbæk.

Skal Danmark (uanset den økonomiske bundlinje) overhovedet handle med et skattely-selskab under Goldman Sachs? Er det helt utænkeligt, at staten Danmark gennem sin regering kan ræsonnere: den virksomhed vil vi under ingen omstændigheder røre ved? Ganske uanset finansielle rådgivere, der betragter Goldman Sachs som first class – det vil vi ikke, virksomheden bygger på beskidte penge, dem vil vi slet ikke være i stue med?

Er det ganske utænkeligt? Skiftende danske regeringer optræder i stigende grad, som om de er koncernledelser i en stor virksomhed – Danmark A/S. Men selv af koncernledelser forlanger man i dag etiske regnskaber og Corporate Social Responsibility (CSR). Lundbeck må ikke sælge medi­cin, der anvendes til henrettelser i USA. Danske virksom­heder må hverken investere i eller bidrage til fremstilling af klynge­bomber og landminer. Eksemplerne er mange. Også forskere og professionsudøvere skal respektere etiske kodeks. Hvorfor så ikke staten?

Hvorfor skal en investeringsbank, der har optrådt umoralsk og slyngelagtigt overfor småsparere, og hvis bidrag til finanskrisen i 2008 er veldokumenteret, have adgang til en virksomhed, der bygger på de skattepenge, som vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre har betalt som bidrag til en selvstændig dansk elproduktion? Efter min opfattelse er det umoralsk overfor vores forfædre at afhænde dem på en måde der ligner oligarkernes overtagelse af statens værdier i Rusland efter kommunismens sammenbrud. Men det får være, selv om det er slemt nok. Til gengæld overstiger det både min og en masse andre danskeres fatteevne, at modtageren af disse værdier lige akkurat skal være Goldman Sachs.

Det kaldes Folke-tinget, fordi vi – endnu da – bekender os til folkestyret. Mens både politikerne og pressen synes at antage, at Goldman Sachs-skandalen handler om ”højre” mod ”venstre”, om økonomisk politik og fordelingspolitik, så ved en betydelig del af befolkningen heldigvis noget andet: Skandalen handler om folkestyret – ja om intet mindre end demokratiets fremtid. Det er derfor, der er oprør mod aftalen i alle dele af det såkaldte politiske spektrum, ikke kun på “venstrefløjen”.

En af de lejligheder, hvor sagens kerne blev lysende klar, var da Sofie Carsten Nielsen (R) den 27.december sidste år var gæst hos Martin Krasnik i deadline på DR2. ”Hvordan kan du som politiker være med til at give Goldman Sachs’ skuffeselskab en så lukrativ tilbagesalgsforsikring?” Og ”hvorfor skal aktieposten på 19% give Goldman Sachs en så betydelig indflydelse på virksomheden?” Det var disse to spørgsmål, Krasnik stillede 8-10 gange – og tilsidst, da Sofie Carsten Nielsen havde forsøgt at svare udenom og træde vande i alt for lang tid, svarede hun det afgørende: Aftalen er forhandlet på plads af Finansministeriets eksperter, og jeg har fuld tillid til eksperterne.

Sagt af en repræsentant for det parti, der blev til i kampen mod Estrups provisorier, hvor embedsstanden styrede over folket i stedet for omvendt – et parti, der i særlig grad har gjort det til en del af sin identitet, at politik handler om værdier, ikke om teknikaliteter.

Det var, i al sin fattigdom, Sofie Carsten Nielsens politiske budskab: DJØF’erne i Finansministeriet har forhandlet tæt med DJØF’erne i DONG, og så har jeg som politiker ikke mere at tilføje! (Bortset fra, at jeg for resten også er DJØF’er.)

Uden politik, intet folkestyre. Det er det, skandalen dybest set drejer sig om.