Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 4.januar 2016
Du mørke stald skal være
mit hjertes frydeslot [1]
En af de meget store kulturforandringer i min levetid er, at næsten enhver form for ydmyghed synes forsvundet.
Et uforglemmeligt eksempel oplevede jeg i mit første år i Det Etiske Råd. Det var i 2003, hvor Rådet var medarrangør af en høring på Christiansborg om den dengang temmelig nye metode til kunstig befrugtning, som kaldes mikroinsemination (ICSI). Metoden blev første gang anvendt i Danmark i 1993 og havde i de efterfølgende ti år udviklet sig i eksplosivt omfang [2]. Det var sket uden medfølgende lovgivning (og som sædvanlig på Sundhedsstyrelsens anbefaling).
Forskellen på de to befrugtningsmetoder er kort sagt, at ved ‘gammeldags’ kunstig befrugtning anbringes en portion raske og rørige sædceller i en slags reagensglas sammen med kvindens æg, hvorefter det lykkes en af sædcellerne at gennemtrænge æggets membran og – vups, så begynder den nye celle at dele sig og blive til et foster. Ved mikroinsemination derimod, er sædcellen ikke rørig nok til selv at trænge igennem membranen og lægerne må derfor tvinge den ind med en ultratynd nål.
Hvilke risici og følgevirkninger indebærer dette indgreb? Ved høringen på Christiansborg stillede jeg dette spørgsmål til en af Danmarks førende autoriteter på området, Søren Ziebe. Under den helt gammeldags, lyksalige form for befrugtning slipper manden op mod en halv milliard sædceller løs, som alle indleder et kapløb op mod livmoderen for at nå først frem til kvindens æg og befrugte det. Når én af cellerne “vinder”, går resten til grunde. Hvad vil mon konsekvensen være af at suspendere denne “naturens egen kappestrid” og i stedet tvinge en syg eller halvsyg sædcelle til befrugtning?
“Så vidt vi ved ingenting”, svarede chefen for Rigshospitalets fertilitetsafdeling.[3]
Så vidt vi ved! Modsætningen til ydmyghed kan være hovmod eller skråsikkerhed, men i dette tilfælde vil jeg nærmest kalde det dødsforagt på menneskehedens vegne. At bilde sig ind, at man kan overskue alle finesser i millioner af års evolution og derfor tillade sig at erstatte den med noget, forskerne lige har fundet på – det er mere end bare skråsikkerhed.
Hvor kommer den attitude fra? Jeg er bange for, at jeg må finde svaret ved at se indad. Jeg tilhører eftertidsgenerationens store årgange. Vores ungdomsoprør var anti-autoritært: der var ingen grund til at falde på næsen for noget som helst! Og den holdning har vi videregivet til vores børn. Både på godt og på ondt.
Nu anbefaler jeg selvsagt ikke, at vi genopfinder det autoritære menneske, som Heinrich Mann beskrev så fortræffeligt i sin roman fra 1914, Der Untertan [4] – med rette berømmet som en kunstnerisk forudsigelse om Det Tredje Riges lydige borger.
Undersåtlighed skal vi bestemt ikke have tilbage. Men alt bør doseres med måde. Og en smule ydmyg respekt for viden, lidt mere respekt for erfaring, og endnu mere respekt for naturens egen visdom ville ikke alene klæde samfund og kultur, det ville også være til gavn.
Jeg husker tydeligt, da jeg selv begyndte på universitetet, hvor ydmyg jeg følte mig over for al den lærdom, der rejste sig i skikkelse af bogtårnet på Nordre Ringgade i Aarhus og de store professorer ved alle fakulteter. Hold da op! Kunne man nogensinde bestige et sådant bjerg?
En masse urimelig magtudøvelse var uden tvivl forbundet med det gammeldags professorvælde, men jeg er ikke stolt over at tænke på, at studenteroprøret også hældte respekten for lærdom og erfaringsidealer ud med badevandet.
45 år efter min egen ankomst til universitetet sad jeg som eksaminator og bød velkommen til en af mine studerende, som skulle trække et eksamensspørgsmål fra pensum. Hun så på sedlen og udbrød: “Naaj, det ved jeg altzå ikke noget om. Kan jeg ikke få et andet spørgsmål?”
Det var ikke ment i spøg, og den unge kvinde blev reelt fornærmet, da censor og jeg ikke tillod hende at trække et nyt spørgsmål.
Ungdommens friske gå-på-mod er uundværlig i et godt samfund. At vove noget nyt og at fejle bør være et ungdommeligt privilegium. Men jeg er bange for, at det er noget andet, der er på færde i eksemplet her: en ny livsindstilling. Jeg er bange for, at min eksaminand er forløberen for den smilende og snorlige skråsikkerhed hos en ny tids akademikere, som nu er blevet styrelsesdirektører, spindoktorer, departementschefer, professorer og “ekspertkommentatorer”.
NOTER:
———-
[1] H.A. Brorson, “Mit hjerte altid vanker”. Den Danske Salmebog Nr. 125.
[2] Antallet af ICSI-behandlinger steg fra 243 i 1994 til 2382 i 2000, altså en stigning med 880 pct. Antallet af traditionelle kunstige befrugtninger (IVF) i Danmark steg i samme periode fra 3237 til 4389, altså en stigning med ‘kun’ 36 pct.
[3] Begivenheden refereres mere udførligt i min nye bog, Efter Mennesket, side 181-185.
[4] Dansk: Undersåtten, 1966.