Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 11.januar 2016
Alle kender skolegårdens lov. Bøllebank, buksevand og mobning. Mange har som jeg selv oplevet det på egen krop (de første fem år frygtede jeg næsten hver dag at gå i skole). Andre har læst om det i romaner og set det på film.
Det er ikke noget, vi som voksensamfund er glade for at tale om. Vi siger måske, at “børn kan være brutale”, men vi accepterer det ikke hos myndige medmennesker. Af dem forventer vi, at de har forladt skolegården. Vi væmmes ved rockere og bandevæsen, som tvinger småhandlende til at betale beskyttelsespenge, og som inddriver gæld med knojern og cykelkæder. Vi væmmes ikke mindre ved voldelige mænd, der terroriserer kvinder både fysisk og psykisk. Og hvis nogen med magt maser sig foran i køen, opfatter vi det som stærkt utiltalende.
Voksensamfundet er båret oppe af, hvad K.E. Løgstrup kaldte de suveræne livsytringer. Blandt de allervigtigste er den spontane tillid (som i køkulturen) og den spontane tilbøjelighed til at tage sig af de svage og de nødstedte (som med de voldsramte kvinder). Men paradoksalt nok finder vi ovenpå disse livsytringer ikke sjældent en vis beundring for den stærke mand, som er i stand til at beherske sine omgivelser ved at sprede frygt.
Den norske filosof Harald Ofstad (1920-94), som var meget optaget af nazismen, fandt, at kernen i den fascistiske ideologi og dens statsmagt er foragten for svaghed. Om det handler Ofstads hovedværk fra 1971, Vår forakt for svakhet.[1] Ideologien er selvopfyldende, hævder Ofstad, for når den stærke kan undertrykke andre, beviser han netop sin overlegenhed, hvorimod den svage, når hun lader sig kue med magt, ikke fortjener bedre. Lyder det som noget, vi genkender i nutidens debat?
Foragten for svaghed er efter Ofstads opfattelse langt fra forsvundet med nazismen; den lurer hele tiden på os som en tilbøjelighed, advarer han.
Udviklingen i konkurrencestatens skolepolitik, socialpolitik og sundhedspolitik kunne tyde på, at han har en pointe. Er eksempelvis beretningerne fra børnelæger om, hvordan skolebørn nu rammes af stress og mismod helt ned til de laveste klassetrin ikke et vidnesbyrd om, at folkeskolereformen simpelthen har flyttet den gamle “skolegårdens lov” op i selve skolesystemet?[2] Med Peter Kemps formulering: “Skal skolen være egoisternes paradis?” Før hen var det trods alt kun skolegården, nu er det klasseværelset.
Tilsvarende: Når beskæftigelsesministeriets såkaldte ressourceforløb, der blev indført med reformen af førtidspension i 2013, gør nogle af vores allersvageste borgere endnu mere syge end de var i forvejen, er det så ikke udtryk for noget lignende?[3] Mennesker, der hverken kan stå eller gå i en hel time, skal i “arbejdsprøvning” for at reducere antallet af førtidspensioner! Så må fanden tage de sidste.
Nutidens medicinske teknologier peger i samme retning. Da Sundhedsstyrelsen i 2004 indførte nakkefoldsscanning til alle gravide, var det reelle formål at eliminere mennesker med Downs Syndrom. Disse ressourcesvage medborgere er nu stort set forsvundet fra gadebilledet. Men det er langt fra det sidste ord i den sag. En ny teknologi til fosterdiagnostik ligger for tiden på lur efter langt flere “handicap”, så vi også kan eliminere børn med disposition for fx Aspergers eller stærk overvægt.[4]
Måske husker nogle læsere den medicinstuderende kvinde, der i 2008 rejste til England og fik foretaget en meget sen abort, fordi en scanning viste, at hendes foster manglede den ene underarm.[5] Der er al mulig grund til at antage, at denne unge kvinde ikke foragtede sin egen baby, fordi den ikke var fuldkommen. Men i så fald må hun jo have ment, at andre – samfundet – ville foragte et nyt menneske med denne svaghed. Ellers havde hun nok ikke skabt offentlig furore om sin egen graviditet med kravet om, at aflivning af sådanne levedygtige fostre burde legaliseres i Danmark.
Til sidst i livet propaganderer stærke kræfter for tiden for kravet om “dødshjælp” (dvs. aflivning ), hvis “livet ikke mere er værdigt”. Det er det ultimative udtryk for den voksende foragt for svaghed; den skal fremmes ved også at slå over i selvforagt.
NOTER:
———-
[1] Harald Ofstad, Vår forakt for svakhet. Oslo 1991 (1971): Pax.
[2] Se f.eks. Karen Tilma, “Danske børn bliver syge af at gå i skole”, Politikens kronik, 5. oktober 2015.
[3] Se f.eks. DR.dk 19.oktober 2015: “Overlæger slår alarm: ressourceforløb kan være sundhedsskadelige”.
[4] Klavs Birkholm, “Skal vi tage ham alligevel?” på KlavsBirkholm.dk 22.juni 2015.
[5] Karin Dahl Hansen, “Fik afslag på abort i Danmark – men fik den i England”, Kristeligt Dagblad 23.08.2008.