Af KLAVS BIRKHOLM – anmeldelse offentliggjort i Dagbladet Information i april 1993
Christopher Lasch, jamen er han ikke skrækkelig kulturpessimistisk? – udbrød en kær og skarptunget kollega på redaktionen. Hun huskede endnu sin forstemthed under læsningen af Narcissismens kultur, Lasch’ gennembrudsværk fra 1979, der tre år senere udkom på dansk.
Det var på sin vis en dyster bog. Narcissismens kultur sporede et fremadskridende forfald i det 20.århundredes demokratier tilbage til en dybtgående transformering af selve personlighedsstrukturen: Modernitetens narcissistiske menneske er så identitetssvagt, så usikkert på grænserne mellem selvet og omverdenen, at det mister evnen til at handle selvstændigt i verden – og i stedet drømmer om at omforme verden i sit eget billede (reformideologer, fremskridtsteknokrater, programskrivere) eller tværtimod om at smelte sammen med omverdenen i en gylden harmoni (feminister, miljøflippere, landsbykollektivister).
En dybt moralsk kritik af et samfund i indre forfald. Men bogens succes vidner om, at den ramte det rette punkt på det rette tidspunkt. Præsident Carters embedsperiode randt mod enden, og det samme gjorde troen på de socialdemokratiske bevægelser i Nordeuropa. Den vestlige verden var blevet ormædt af tvivl om sit eget ”moderne projekt”.
Min kollega har ganske ret: Det indre forfald og dets historiske rødder er det gennemgående tema i hele Lasch’ forfatterskab – lige fra The American Liberals and the Russian Revolution (1962) til hans seneste, sammenfattende hovedværk, som Forlaget Hovedland idag udsender til et dansk publikum (kun to år efter den engelske udgivelse).
Lasch ser Amerika som et truet samfund. Truet af ”det oplyste fremskridts” formynderiske statsliggørelse af den sociale omsorg. Truet af massekulturens forvandling af den offentlige meningsbrydning til en orwellsk monolog. Truet af arbejdets degradering fra et stolt kald til en ondartet form for karrieremageri. Truet af en såkaldt ”børnecentreret” kulturs iskolde ligegyldighed over for alt, hvad der gør det muligt for børn at trives og vokse op til ansvarlige voksne: ”vores afhængighed af lægemidler, ’underholdning’ og tv-aviser; vores manglende overbærenhed med alt, hvad der begrænser vores suverænt frie valg, især når det gælder ægteskabets og familiens bånd; … vores hårdnakkede afvisning af at trække en grænse mellem rigtigt og forkert af frygt for at ’påtvinge’ andre vores moral og dermed opfordre andre til at ’påtvinge’ os deres; vores tilbageholdenhed med at dømme og lade os dømme; vores ligegladhed med fremtidige generationers behov, som fremgår af vores villighed til at overlade dem en enorm national gæld, et forvokset ødelæggelsesarsenal og et miljø i forfald”.
Citaterne er hentet fra Det eneste sande Paradis‘ autobiografiske introduktionskapitel. Lasch beretter her, hvorledes hans analyser af familiens og personlighedens ødelæggelse i slutningen af 70’erne bragte ham i kontrovers med den venstrefløj, som han selv havde følt sig som en del af. Det var fremskridtstroen, der skilte vandene.
”Venstrefløjen havde ingen problemer med fremtiden, opdagede jeg, kun med de bagstræberiske, uvidende eller simpelthen vildførte modstandere af fremskridtet, hvis blinde modstand kunne forhindre fremtiden i at nå frem til tiden.” Godt nok fremkalder overgangen til det ’postindustrielle’ samfund ligenu en række brud og forstyrrelser, men i sidste instans vil vor civilisation dog uomgængeligt bringe både den materielle velfærd og den moralske standard højere og højere og højere op. Og herregud, jeronimusser, fremskridtsmodstandere og dommedagsprofeter har der jo været til alle tider! I den nuværende situation kan de højst bidrage en smule til at øge den folkelige inerti imod fremskridtet, der skyldes så bizarre relikter som familiefølelse, patriotisme og etniske bånd. Før eller siden vil denne folkelige modstand mod fremskridtet dog vige for et mere altomfattende broder- og søsterskab, som civilisationen hele tiden har higet mod.
Det kan forekomme mærkværdigt, at højtuddannede liberale og radikale fastholder denne klippefaste tro på fremskridtet, trods overvældende vidnesbyrd om en mere end usikker fremtid. Endnu mere mærkværdigt er det dog, at det nye højre tydeligvis deler den samme grundforestilling.
Valget af Ronald Reagan til USA’s præsident var egentlig kulminationen på et arbejderklasse-oprør mod de liberale strømninger; et oprør der for alvor havde taget fart tolv år tidligere, med Alabamaguvernøren George Wallace’s populistiske gennembrud. Straks i 1980 viste det sig imidlertid, at den nye præsident havde ligeså lidt tilovers for ”traditionens værdier”, som venstrefløjen havde. Reagans retorik var som et ekko af Kennedyernes: denne nation lider ikke af nogensomhelst form for åndeligt forfald! Hvad det alene gælder om, erklærede den proklamerede korsridder for orden og ansvarlighed, er at fremme den økonomiske vækst og den uregulerede forretningsvirksomhed – konservatismens traditionelle fordring på grænser blev derimod fordømt som “dommedagsprofetisk”.
Fundamentalisme
Hvordan er det gået til, at fremskridtstroen har etableret sig så fundamentalistisk i den vestlige forestillingsverden, at modsætningen mellem højre og venstre er blevet betydningsløs, og enhver advarende røst isoleres som pestbefængt idioti? Hvor findes roden til dette kulturskred?
Hverken i kristendommen eller i renæssancen, hvor de fleste idéhistorikere og kulturkritikere søger. ”De historikere, der finder fremskridtsideologiens spirer i den lineære tidsoplevelse, som de kristne hævdede i modsætning til oldtidens cykliske historieopfattelse, overser hvad idéen om forsynet havde tilfælles med idéen om skæbnen”, skriver Lasch. Trods alle indbyrdes forskelle deler Augustin og Machiavelli dog den anskuelse, at civilisationer fødes og dør; at enhver civilisation gennemløber en livscyklus analog med den biologiske rytme fra fødsel over voksentilværelse og alderdom til død. Ja, dette er for både kirkefaderen og renæssancetænkeren overhovedet det mest grundlæggende vilkår for al menneskelig stræben og handlen.
I den republikanske tradition, der stammer fra Machiavelli og længere tilbage fra stoicismen, har begrebet om virtus nogenlunde samme forhold til skæbnen, som den kristne nåde har til forsynet. (Virtus er i bogen oversat ved ”dyd”, men det danske ord savner begrebets aktive betydningskomponent: den dygtige indsats, den tapre dåd, hvori dyden alene kommer tilsyne.) Fælles for virtus og nåde er, at de søger at etablere form og mening i en verden, der styres af forsynet henholdsvis skæbnen; de opfordrer mænd og kvinder til at indordne sig under en adfærdsnorm, der i begge tilfælde tager udgangspunkt i idealet om nøjsomhed og selvbegrænsning.
Det var først Rousseaus revolutionære samfundskontrakt og (især) Adam Smith’ videnskabelige nationaløkonomi, der endegyldigt brød med denne totusindårige forestilling om det gode liv. Det afgørende skel indfandt sig, da de menneskelige behov ikke længere blev anskuet isom naturgivne, men som historisk bestemte – og dermed umættelige. Tidligere var umættelige behov altid blevet vurderet negativt, som en kilde til åndelig uligevægt, frustration, ulykke, fællesskabernes opløsning. Nu indså Mandeville, Hume og Adam Smith, at virkningen tværtimod ville være et positivt incitament for den økonomiske vækst. En fortsat udvidelse af de produktive kræfter med henblik på at sikre behovenes tilfredsstillelse – på stadigt højere niveau.
Det var denne omvurdering af behovstilfredsstillelsens sociale virkninger, der gjorde det muligt for nationaløkonomien at frelse den moderne verden fra tidens dom, truslen om undergang, Romerrigets skæbne. Griskhed, forfængelighed og nydelsessyge blev det solide fundament for en evig og ubegrænset vekselvirkning mellem stadig ”højere” menneskelige behov og stadig mere avancerede økonomiske produktivkræfter.
Alternativ tradition
Alt dette er kun forspillet. Lasch’ egentlige ærinde i Det eneste sande Paradis er nemlig at skrive historien om den filosofiske og politiske opposition, som fremskridtstroen har måttet nedkæmpe på sin vej til tronen. En alternativ idétradition, som Lasch betegner ”populismen”.
Denne populistiske tradition har, siger han, sit centrum i ”selvejerdemokratiet” og i ”den småborgerlige kultur: dens moralske realisme, dens forståelse af at alt har sin pris, dens respekt for grænser, dens fremskridtsskepsis”. Det giver traditionen en overordentlig kompleks og broget karakter. Den opviser på én gang den småborgerlige horisonts vrangsider – misundelsen, serviliteten, provinsialismen, anti-intellektualismen – og dens værdsættelse af borgerdyder som personlig uafhængighed og selvstændighed, politisk engagement, arbejdsstolthed, loyalitet, lighedsfølelse og evnen til at tilgive.
Kort sagt, et galleri af anstødelige tænkere og aktivister, spændende over 150 års angloamerikansk historie. Tilsammen har de næppe meget andet tilfælles, end det for Lasch afgørende: at de kan bidrage til etableringen af et nyt sprog, et nyt begrebsapparat, hvormed vi kan vikle os fri af fremskridtsfundamentalismen. Mange af navnene er relativt ukendte i en dansk debat, og alene det gør bogen til en sand guldgrube.
Et stort kapitel er viet 1800-tallets politiske populister: Tom Paine, William Cobbet, Orestes Brownson, i denne sammenhæng hører også Henry George. Et andet kapitel omhandler de forgæves forsøg på at fastholde arbejderbevægelsen på hånderværkerstolthedens og småvirksomhedens standpunkt, bl.a. hos den franske syndikalist George Sorel og den britiske laugssocialist G.H.D.Cole. (For Lasch repræsenterer syndikalismen og laugssocialismen et modstykke til den korporativistiske satsning på forbrugsudvidelse og ansættelsestryghed, der siden sejrede i arbejderbevægelsen).
Et tredje og endnu større kapitel er viet moralfilosoffer som Thomas Carlyle, Ralph Waldo Emerson, Jonathan Edwards og William James, der i forrige århundrede advarede menneskeheden om, at den moderne verden snarere er truet af åndelig udtørring end af religiøs overtro. I dette heltegalleri repræsenterer Reinhold Niebuhr og Martin Luther King ”den åndelige disciplin imod ressentimentet”. Niebuhr hævdede, at sociale bevægelser må bygge på evnen til at tilgive modstanderne; at bekæmpe uretfærdighed og repression med mere uretfærdighed og mere repression, fører kun til videreførelse af de sociale konflikter. Niebuhrs elev, Luther King levendegjorde denne tanke i Sydens borgerretsbevægelser; de sorte var ikke drevet af ønsket om hævn for de uretfærdigheder, de havde lidt.
Men da borgerretsbevægelsen søgte at mobilisere de fattige i Nordstaternes storbyer, gik det galt, for her fandtes ikke længere fællesskaber, der forstod betydningen af ”åndelig disciplin imod ressentimentet”; her var kun hævngerrigheden tilbage.
Heroismen afsværget
Den sidste historie er et konkret eksempel på, at det tiltrækkende ved den liberalistisk-socialistiske fremskridtsideologi samtidig viser sig som dens største svaghed: dens afsværgelse af enhver heroisk livsforståelse.
Adam Smith’ og Lord Keynes’, Kennedys og Reagans, fagbevægelsens og arbejdsgivernes, Schlüters og Nyrups satsning: den uophørlige udvidelse af behovene og det stadig højere velfærdsniveaus udbredelse til at omfatte alle mennesker – stiller ingen mentale eller moralske krav, hverken til enkeltpersoner eller til folkelige bevægelser. Det drejer sig slet og ret om at give efter for egne drifter efter nydelse og endnu mere nydelse.
Men det motiv er for simpelt til at bevæge folk og nationer til at skabe historie. Mænd og kvinder er nødt til at tro på ”livet som en kritisk affære”. Vi kan ikke tilfredsstilles ved blot at vælge mellem ”attituder” og ”livsstilarter”. Vi er nødt til at tro på, at vore valg indebærer alvorlige konsekvenser.
I det kristne univers udstod det godes kræfter og det ondes kræfter en mægtig strid om menneskets sjæl; enhver handling måtte vejes på evighedens vægtskala. Selv kommunismen forlenede endnu hverdagens handlinger med en betydningsfuldhed af kosmiske dimensioner. Ja, George Orwell gjorde endog en tilsvarende observation vedrørende fascismen, da han i 1940 konstaterede, at de vestlige demokratier er nået til den antagelse, at ”menneskevæsener ikke ønsker sig andet end bekvemmelighed, sikkerhed og frihed for smerte”, mens fascismen, hvad der end kan siges om den, dog ”psykologisk er langt sundere end enhver hedonistisk livsforståelse”. Hitler vidste, at mænd og kvinder ønsker sig mere og andet end ”hygge, tryghed, kort arbejdsdag, hygiejne og fødselskontrol”, skrev Orwell. ”Mens socialismen og selv kapitalismen har sagt til befolkningen ’vi tilbyder Jer gode tider’, så har Hitler sagt ’jeg tilbyder Jer kamp, farer og død’ – og en hel nation kaster sig nu for hans fødder.”
Kort sagt viser de folkelige bevægelsers historie – indbefattet den amerikanske borgerretsbevægelse i 50’erne og 60’erne – at kun en ildnende, måske endda tragisk tilværelsesforståelse kan retfærddiggøre ofrene hos dem, der søger at udfordre status quo. Uden håb, ingen forandring. Og ”håbet forudsætter ikke fremskridtstroen. Håbet forudsætter en tro på retfærdighed: en overbevisning om, at de slette vil bukke under og uret blive ophævet, at altings grundlæggende orden ikke ustraffet krænkes. Håbet indbefatter en dybt rodfæstet tillid til livet selv, en tillid som forekommer absurd for den, der mangler den.”
Håbet bygger derfor ikke på optimistisk forvisning om fremtiden, men snarere på erindring om fortiden. (Mens fremskridtstroen har erstattet erindringen med nostalgi, ”optimismens tvillingebroder”.) Hvad fremtiden angår, kan håbet ikke afholde os fra at forvente det værste, ja ligefrem være beredt på det værste. For ”de håbefuldes tiltro til livet ville ikke være meget værd, havde den ikke været i stand til at overleve fortidens skuffelser; og indsigten i, at fremtiden vil rumme endnu flere skuffelser, understreger blot håbets fortsatte nødvendighed.”
Det budskab afleverer Lasch med en patos, der kan forekomme fremmedartet i Danmark, hvor populismen altid er god for et forsonende grin. Alligevel er det urimeligt, at oversættelsen er gjort så gumpetung og umusikalsk. For selv om The True and Only Heaven både bygger på et usædvanlig omfattende litteraturpensum og taler med høj stemmeføring, er den dog skrevet på et ukunstlet og letlæseligt engelsk – en kvalitet, der helt er fordampet i den anstrengte danske udgave. Hvilket dog ikke bør afholde nogen fra at læse den: Lasch har her ikke alene samlet trådene i hele sit forfatterskab, men også lagt grunden til en alternativ politisk og moralsk økonomi.
Christopher Lasch: Det eneste sande Paradis. Fremskridtet og dets kritikere. Oversat fra engelsk af Ole Lindegård Henriksen. 557 sider, 395 kr. Hovedland. Udkommer idag.