Af KLAVS BIRKHOLM – anmeldelse i Dagbladet Information i september 1993
I det meste af 70’erne og 80’erne var der her i landet tyndt befolket på de torvepladser, som debatterede Europas fælles kulturarv, nationale identiteter, mindretallenes ret og overvindelsen af kontinentets deling. Det var andre steder, andre emner, det handlede om: Fagforeninger, kønsroller, ulandshjælp var in, Europa var out.
På få uger i 1989 ændrede billedet sig totalt. Europa Plads blev pludselig et overfyldt rum, hvor hele den intellektuelle monde strømmede hen, og hvor der nu sidder TV-lyskastere og journalister på hver eneste lygtepæl. Stedet man ses, i mere end én forstand.
Her kommer nu otte solbrune strandløver, på deres T-shirts et satellitbillede af Europas bylys by night, påmalet det nye bandenavn “Føderalistklubben”. Anført af to mediesikre grimasser, Tor Nørretranders og Tøger Seidenfaden; ét skridt bag dem deres rådgivende højrehænder, Ebbe Reich og Christen Sørensen; bagest fire skikkelser, der hjælper med at få det hele til at ligne et indtog. Stilsikkert indtog: Gyldendal sponsorerer, kulturelt evenement søndag på Lousiana, garanteret dagevis omtale i Politiken.
Stort brag. “Føderalistklubben” vil aflevere et Åbent brev til regering og folk. Med det overraskende budskab: Tag Europa alvorligt!
Gal adresse
Hvis budskabet er alvorligt ment, så er adressen med forlov gal. Var der noget, den folkelige debat op til afstemningen 2.juni 1992 godtgjorde, så var det, at de fleste danskere tager Europa alvorligt. Langt mere alvorligt end landets skiftende regeringer og mediebestyrere.
På tusindvis af møder i forsamlingshuse, menighedshuse, højskoleforeninger og landboforeninger blev Maastricht-traktaten endevendt af borgere, der havde gjort sig umage med at læse teksten: Hvad betyder den formulering af subsidiaritetsprincippet? Hvad er konsekvenserne på lang sigt af den paragraf om det europæiske politisamarbejde? Hvordan står det til med den finanspolitiske suverænitet i 2. og 3.fase af det økonomisk-monetære unionsprogram? Og fremfor alt: Hvad betyder det hele for Østeuropa?
I denne af medierne fortrængte offentlighed, hvor standpunkter ikke er købte og betalte og mondæne, konkluderede flertallet af danskere, som Wall Street Journal Europe skrev på lederplads: “efter den mest omhyggelige ransagelse, som den politiske union indtil nu har været udsat for … at Maastricht ikke fortrinsvis drejer sig om det europæiske ideal, som de forstår det”, og at der nu måtte gøres “en indsats for at udjævne kløften mellem de menige vælgere og den politiske klasse.”
Tøger Seidenfaden tangerer denne indsigt. I en noget liturgisk selvkritik skriver han, at “det danske vælgerflertal den 2.juni måske gjorde den europæiske sag en stor og nødvendig tjeneste”. Men hvilken tjeneste? At tvinge eliten til at argumentere og oplyse langt mere om “det europæiske samarbejdes nødvendighed” – som om befolkningsflertallet nogensinde stemte nej til det europæiske samarbejde!
EF er i de turbulente 1990’ere blevet en mere nødvendig institution end førhen, skriver Seidenfaden – og insinuerer, at unionsmodstanderne mener anderledes. Er man imod unionen, må man være meget lidt optaget af EF. Seidenfaden har åbenbart ikke fantasi til at forestille sig, at en meget betydelig del af de vælgere, der stemte nej til Maastricht, gjorde det i ønsket om at bevare og udvikle et EF, som ikke er lammet af vidtløftige traktatskænderier og indre splid, men i stand til at handle ud i verden.
Det er den slags forenklinger, som Uffe Ellemann og Jens-Peter Bonde altid har levet højt på, fordi de så fritages fra at nuancere. Og den slags forenklinger, som medierne kører på: For eller imod? Øh – for eller imod hvad? Samarbejde, naturligvis – Europa, EF, Maastricht…
Det er det “demokratiske underskud” i den danske EF-debat.
Snæver betydning
At tage Europa alvorligt, betyder ifølge “føderalistklubben” noget meget snævert: at tage Maastricht-projektet alvorligt, at fortsætte unionsprocessen. Den altafgørende opgave er nu, mener klubben, at udstyre unionen med en overnational myndighed i form af et folkevalgt, lovgivende parlament. Det er pamflettens samlende tema, som forener de otte forfattere: EF må komme ud over det nuværende konføderale regeringssamarbejde (det er for udemokratisk), istedet må EF-parlamentet gives lovgivende beføjelser.
I Ebbe Reichs sammenfatning: “Den store, afgørende forskel på (minister)Rådet og Parlamentet er, at vi vælgere kan holde det sidstnævnte ansvarligt for, hvad det foretager sig. Dets lovgivende magt vil, ligegyldigt hvor tumbet den i øvrigt vil ytre sig, være demokratisk funderet.”
Dog er der ifølge Reich også andre, mere ydre begrundelser for nødvendigheden af overnational sammenslutning, bl.a. “overkommelsen af den økologiske krise” og “sejren over USA og Japan i den hektiske (økonomiske) konkurrence”. Men grundlæggende opfatter de otte forfattere EF’s Maastricht-krise som et spørgsmål om demokratisk legitimitet, der kan klares gennem et parlament med to kamre, hvor alle medlemslande har lige stemmevægt i andet-kammeret.
Tor Nørretranders er den, der går længst i retning af at identificere demokratiet med afstemningen: valg af lovgivende forsamling hvert femte år. I informationsteknologiens epoke går det hele ellers af sig selv. For alt er blevet så kompliceret, at kommandering og centralisme er blevet umulig, demokrati og decentralisering simpelthen en funktionel nødvendighed. Krige hører fortiden til. Lukkede systemer hører fortiden til. Politik handler ikke mere om mål og anskuelser, for udviklingen kører på skinner. Politik er bare “en form for avanceret administration”.
Nørretranders kalder sig selv “optimist” og sin tone for “søvngængeragtigt deterministisk”. Ja, det tør siges, når det danske nej begrundes med “statistiske tilfældigheder” og alt iøvrigt vil ske, som det må ske. Vi mangler kun lige det lille, tekniske problem: et lovgivende EF-parlament og en EF-udenrigsminister.
Var man ikke klar over det før, opdager man ved læsning af Nørretranders’ bidrag, hvad fin-de-siècle betyder her i 1900-tallet. Næsten det modsatte af sidste gang: alt er nu rosenrødt, som i en trance, hvor der ikke længere er skel mellem drøm og virkelighed. Ren tidsånd, helt uden slør.
Eksotisk Europa
Nørretranders hører åbenbart til dem, der mener at opsprætning af naboens hustru og børn er et eksotisk fænomen, der kun kan forekomme i fjerne og fremmede kulturer som Kroatien og Bosnien.
At “tage Europa alvorligt” betyder naturligvis noget ganske andet og mindre pjattet. Reformprocessen vakler alvorligt over store dele af Central- og Østeuropa. Det russiske rige oplever en implosion. Overalt gøres territorialkrav gældende. Den etniske chauvinisme vokser. Det samme gør Vestens arbejdsløshedskøer. Imens har EF-lederne gennem mere end tre år puslet med luftkasteller, som brød endeligt sammen med EMS-krisen i sommer – og som “føderalistklubben” nu opfordrer dem til fortsætte med, bare “mere demokratisk”.
Tre ting er afgørende, hvis EF skal “tage Europa alvorligt”, dvs arbejde for at kontinentet heles efter 40 års koldkrigsmure. De tre ting er: markedsåbning, markedsåbning og markedsåbning. Øvelsens vanskelighed skyldes, at hele EF-samarbejdet er opbygget og har fået sin legitimitet på det modsatte: protektionisme, lukkede markeder, planøkonomisk styring. Det bygger vores velstand faktisk på.
Skal EF-lederne åbne kontinentet og afvikle planreguleringerne også her i vesten, så forudsætter det, at de stiller sig i spidsen for et velstandstilbagetog hos vore befolkninger. Det er den demokratiske udfordring, hvis man vil tage Europa alvorligt. “Føderalistklubben” berører den ikke.
F-ordet
Hvad betyder egentlig ordet “føderalisme”? I Europas politiske historie er føderalismen modbevægelsen til den nationale enhedsstats centralistiske forvaltning. Føderalismen forsvarer de enkelte regioners, delstaters, republikkers selvstændighed: eget sprog, eget skolevæsen, egen skatteudskrivning, i det hele taget retten til at regere på lavest mulige niveau. Det var i Den Store Franske Revolution 1789-94, at unionismen fuldstændigt besejrede føderalismen i den lange historiske kamp om udformningen af den moderne borgerlige stat. Hvordan det skete, blev beskrevet for nylig i en kronik af Monica Papazu her i bladet.
Af snurrige veje er ordene blevet forbyttet i EF-debatten, så en unionist ofte betegnes som “føderalist”, der i grunden er det modsatte. Forbyttelsen har forplantet sig til “føderalistklubben”, som tæller seks unionister (med Christen Sørensen som den mest vidtgående) og to originale føderalister. De to er Peter Kemp og Asger Baunsbak-Jensen, og deres bidrag er pudsigt nok også de mest læsværdige.
Pamfletten er let læst. Otte dagbladskronikker, det rækker lige til en overfart med Storebæltsfærgen. Med 1 gang biksemad og 1 hof bliver det ialt 181 kr.
Føderalistklubben: Tag Europa alvorligt. 96 sider, 100 kr. Tiderne Skifter. Udkommer idag.