Die deutsche skruptudse, SS-unionen

– 28. april 1995

Af KLAVS BIRKHOLM – essay offentliggjort i Dagbladet Information 28.april 1995

Lad os ikke forflygtige den kendsgerning, at lutheranismen er en prøjsisk religion med fyrsten i centrum. (Peter P. Rohde, 1962)

Jeg har en barndomsven i Tyskland. Han er landmand, har en temmelig stor bedrift på den fede jord ved Hildesheim, stemmer CDU og er efterhånden lige så omfangsrig som der grosse Helmut. Vore familier lærte hinanden at kende i 1958. Min far havde fået nattelogi på deres gård under en rejse til en af disse evindelige, tyske forretningsmesser.

Bernard blev mit første møde med det såkaldt tyske problem. Vi var begge ti år og kom til at tilbringe mange ferier sammen. Han var altid glad og indladende, med smilende øjne. I dag har jeg fornemmelsen af, at både han og hans to yngre søskende så op til vores danske livsform, hygge og frigjorthed. Jeg opbevarer i mine fotoalbums hans små 6×6 snapshots af vore sommerglæder: Bernard springende i strandkanten ved Vesterhavet. Bernard stolt poserende sammen med min spejderpatrulje på vandretur langs hærvejen. Bernard arm i arm med min mor foran vores Opel på en søndagsudflugt.

Over mine besøg på gården ved Hildesheim hvilede der en anden stemning. Bernards far havde et frastødende ydre, skaldet, knoklet og med stikkende øjne. Han havde været ved østfronten. Efter nederlaget havde han sneget sig hjem til fods, over Finland, Norge og Danmark. Han talte altid råbende; den sætning, jeg oftest hørte, var: »aber das hatten wir ja gar nicht gewusst«. Han sigtede naturligvis til naziregimets rædsler, kz-lejrene osv.

Ved disse lejligheder blev Bernard altid stille og fraværende. Jeg var sikker på, at hans far havde støttet Hitler, og lige så sikker på, at Bernard skammede sig over det. Men når det blev for pinligt kunne vi altid tage hen at besigtige Jerntæppet, der kun lå en snes kilometer fra gården.

Politik diskuterede vi aldrig i disse drengeår, alligevel havde vi stiltiende den samme oplevelse af verdens gang. Den samme frygt under Cuba-krisen og ved mordet på præsident Kennedy. Den samme optimisme ved iagttagelse af væksten i velfærdsgoder og uddannelsesmuligheder. Det var først bruddet i 68, der også satte skel mellem os.

Få år efter skulle jeg stemme om dansk tilslutning til EF. Både som dansker og som 68’er nærede jeg en næsten instinktiv modvilje mod den overdimensionerede superstat og mod vanepolitikernes messende bekendelser til de danske smørindtægter. På den anden side gjorde antikampagnen det vanskeligt for mig at stemme nej. Jeg husker endnu Folkebevægelsens plakat, hvor man ser en dansk familie, hyggeligt samlet om frokostbordet i kolonihaven, der pludselig trampes ned af en gigantisk EF-støvle med hagekors under sålen.

Skulle det være Bernard? Han, som elskede den danske hygge? Eller skulle det være hans jævnaldrende, de tyske 68’ere, som jeg nu havde lært at kende? Eller bare de ganske almindelige, unge tyskere, der strømmede i biograferne for at se amerikanske film, valfartede til Danmark og Frankrig i den nye strøm af masseturisme og inderst inde kun længtes efter ét – »Normalisierung«?

At det ikke var en østtysk militær ekspansionisme, Folkebevægelsens plakat ville advare mod, forstod man jo nok. Men det nye Vesttyskland var udstyret med Europas mest demokratiske forfatning, centralstaten var tæmmet i en magtbalance med delstaterne, pressen var fri og af høj kvalitet, og ungdomskulturen var fuldstændig som i det øvrige Europa. Hvordan kunne EF-modstanderne da nå frem til en sådan forvrængning?

Måske var der tale om en generationskløft – ikke bare i Tyskland, men også i Danmark? Lad os kaste et blik på forhistorien. 

2.

Den debat om Danmarks tilslutning til det Europæiske Fællesmarked, der så lidenskabeligt engagerede det meste af nationen pro et contra i tiden op til den 2. oktober 1972 og slog så traumatiske, endnu ulægte sår overalt – i partier, på arbejdspladser, i vennekredse, selv i familier; denne debat tog i virkeligheden sin første begyndelse i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig.

Dengang var spørgsmålet: Hvordan (ny)organisere Europa på en måde, som definitivt forebygger alle fremtidige krigskatastrofer? Hvordan undgå at gentage fejlene fra afslutningen på 1.verdenskrig (Versailles-traktaten), som måske ved sin ydmygelse af Tyskland havde bidraget til at gøde den folkelige jordbund for nazisternes revanchisme? Hvordan sikre politisk harmoni og fredeligt samarbejde mellem Vesteuropas klassiske stormagter, Storbritannien, Frankrig og Tyskland?

En af de første frugter af denne overvejelse var Europarådet, som blev oprettet i 1949, efter at fremtrædende politikere i Europabevægelsen (Winston Churchill, Alcide de Gasperi, Robert Schuman, Frode Jakobsen, Paul Henri Spaak) havde argumenteret for nødvendigheden af at danne et samarbejdsorgan, der kunne varetage det demokratiske Vesteuropas interesser mellem de to nye gigantmagter, USA og USSR.

I Europarådet, hvor Vesttyskland straks blev optaget som ligeberettiget medlem, stod striden fra begyndelsen mellem føderalisterne og funktionalisterne. De første ønskede hurtigt at gå videre til dannelsen af Europas Forenede Stater, med vedtagelse af en fælles grundlov, oprettelse af en fælles regering og et overstatsligt parlament. De sidste ønskede derimod at lade det allerede etablerede samarbejde udvikle sig praktisk og organisk, indtil videre uden tanke på afgivelse af statslig suverænitet.

Det, der adskiller den tids debat fra 70’ernes og 90’ernes, er ikke temaet, ­som i store træk stadig er det samme. Den store forskel er, at debatten i 40’erne og 50’erne endnu ikke delte de enkelte nationer. Holmgangen mellem føderalister og funktionalister var en strid mellem landegrupper i Europarådet. På den ene side de central- og sydeuropæiske lande, ideologisk anført af katolske centrum/højrepartier: Frankrig, Italien, Tyskland og Benelux-landene. På den anden side de klassiske søfartsnationer på Vesteuropas periferi, anført af liberale og socialdemokratiske partier: Storbritannien, Irland, Grækenland og de nordiske lande.

Forsvindende få danskere stillede sig dengang på føderalisternes parti. Den konservative Arne Lund karakteriserede i 1955 (i DR’s grundbog Europa) føderalisterne som de »politisk og økonomisk svagtstillede lande«; de ser »i Europas enhed en mulighed for at fjerne den indre politiske ustabilitet, der er konsekvensen af en vis økonomisk og social stagnation«. Og så tilføjede Arne Lund, vedrørende vor sydlige nabo: »For Vesttyskland har tilslutningen til de føderalistiske strømninger vel i første række været motiveret ud fra ønsket om ad denne vej på ny at opnå politisk ligeberettigelse med det øvrige Europa«. 

Som bekendt førte stridighederne til etablering af to nye og helt forskellige samarbejdsorganisationer uden for Europarådet. De seks føderalistiske lande oprettede i 1952 Kul- og Stålunionen, som fem år senere (med Romtraktaten) blev til det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Her skabtes både den organisatoriske grundstruktur og den politiske målsætning i det nuværende EU – også præamblen om en »stadig snævrere sammenslutning« henimod en overstatslig union. Som modtræk dannede Storbritannien, Danmark, Sverige og Norge sammen med Schweiz, Østrig og Portugal frihandelsorganisationen EFTA, der ikke havde nogen som helst politisk, militær endsige føderal ambition.

3.

Hvad der i 1961 foranledigede premierminister MacMillan til at svinge om og søge britisk optagelse i EF, er stadig et omstridt spørgsmål. Men der er ingen tvivl om, at skridtet betød et vendepunkt i den danske Europa-debat. Regeringen Krag søgte meget hurtigt ­– og med tilslutning fra alle Folketingets borgerlige partier – om at komme med i samme optagelsesforhandling. Dermed udløstes i offentligheden den første store debat om Danmarks stilling til de europæiske unionsbestræbelser.

Modstanden var fra starten meget bred. Og inden jeg går nærmere ind på de anti-tyske elementer, bør det retfærdigvis fastslås, at de langtfra indtog en dominerende plads. Stærkest var advarslerne mod dannelsen af et nyt (og nymilitariseret) stormagts-imperium; advarslerne mod Rom-unionens mangel på demokratiske institutioner og demokratisk kultur; forsvaret for den nationale selvråderet; frygten for at miste de skandinaviske velfærdsgoder, ikke mindst kvindernes ligestilling; frygten for ikke at kunne bevare dansk jord på danske hænder; og forargelsen over politikernes hastværk og manglende vilje til at lytte til befolkningen.

Men det tyske argument var også en del af koret. Den 24. marts 1962 holdt professor, dr.theol. P.G.Lindhardt et foredrag i Studenterforeningen i København, hvor han bl.a. sagde:

»Hvem skal det nytte? … Hvem skal det gavne, at der opstår et stærkt Vesteuropa med front mod øst? At det er en aflastning – økonomisk, politisk og militært – for Amerika kan enhver begribe, og det er i orden, at Amerika arbejder for sine interesser. At det er en vesttysk interesse siger også sig selv, for i et sådant Europa vil Vesttyskland af mange grunde blive dominerende. … Uanset traktatens forfatningsbestemmelser vil jeg mene at sund fornuft kan sige sig selv, at ikke de små Benelux-lande, ikke det til bunds spaltede og halvt forblødte Frankrig eller det fattige Italien kommer til at dominere, men det Vesttyskland som USA i de sidste 17 år i sin egen velforståede interesse har bragt på fode og udrettet økonomiske mirakler i. Naturligvis kan man vurdere forskelligt, men mon ikke Tyskland også herefter vil eje ‘der feste Wille’ til ‘Zusammenschluss’ af Europa, under tysk ægide og med front mod Øst, foreløbig vel med en forening af de to Tysklande for øje, en forening der efter manges, også mit, skøn ville være den størst tænkelige europæiske ulykke. Meget beror på om man anser Hitler for en tilfældig eller en typisk epoke i tysk historie. Vist er det nu – i modsætning til trediverne – yderst behageligt at rejse i Vesttyskland, vist høres der i alle kredse meget om demokrati og verdensfællesskab, men drømmen om det tyske rige som Europas centralmagt, den Hohenstauferne, Bismarck og Hitler på hver deres vis udformede, er næppe død. Og nok skal man ‘ støtte de demokratiske kræfter i Tyskland’, men det vil være klogt at bevare sin skepsis.«

P.G.Lindhardt gav altid rene ord for pengene. Andre debattører fremførte det tyske argument mere skamfuldt eller undskyldende. Som Sven Møller Kristensen, der efterlyste anti-tyskheden hos sine politiske modstandere:

»Det er forbløffende og beskæmmende, at det herhjemme er partiet Venstre, der optræder ivrigst for at få os ind i Rom-unionen. Det parti, som hører nærmest sammen med hele højskolebevægelsen i Danmark, burde i stedet være det første til at advare mod forbindelsen med Tyskland og autoritære kulturer.« (1962)

Eller som Poul Overgaard Nielsen, der først slap skruptudsen ud og derefter kneb munden sammen:

»Det vil (…) være realistisk at se på, hvad Rom-traktatens fædre selv har tænkt sig at udfylde den med. De får sikkert deres vilje i det stykke og har udtalt sig ganske klart. Forbundskansler Adenauer sagde ved en audiens hos paven i januar sidste år: ‘Gud har tildelt det tyske folk den særlige opgave at forsvare Vesten mod den østlige verdens indflydelse.’ Men det er vel bare en gammel mand, der ikke nåede at knibe munden sammen, før skruptudsen sprang ud. Lad os derfor se bort fra denne proklamation….« (1962)

 Andre lod det tyske argument få en modereret, økonomisk form. Som Jørgen S. Dich, der advarede mod »opkøb af ejendomme nord for grænsen som led i tysk national ekspansionspolitik. Virkningerne af, at vi på denne måde får tyskerne ind på livet, vil ikke blive en udligning af af forholdet mellem danskere og tyskere, men vil betyde en skærpelse af modsætningerne, som snarere vil skade end gavne det europæiske samarbejde. Det samme kan blive følgen af etableringsretten, hvor tyskerne har ret til at lede virksomheder her i landet og derved kan bringe danskere i afhængighedsforhold.«

Naturligt nok spillede grænselandets historie en særlig rolle i debatten. Her havde advarslerne mod tysk ekspansion en overordentlig direkte form. Ved en debat i 1961 på Mercur-teatret i København udtrykte formanden for Sønderjyske Danske Samfund, amtskontorchef J.P. Caspersen, frygt for en EF-fortsættelse af den germaniseringsproces, »der blev afbrudt i 1920 ved genforeningen«.

Caspersen pegede på, »at der i Nordslesvig er et tysk mindretal, hvis ledere har det klart udtalte politiske mål at styrke tyskheden politisk og kulturelt. Det vil være fuldkommen urealistisk ikke at regne med den styrkelse af tyskheden i Nordslesvig, som en åbning af vore grænse vil betyde. Og for at sige det stærkt – det er min opfattelse, at der overhovedet ikke er nogen som helst dansk interesse i at have et tysk mindretal indenfor vor grænse, langt mindre i at det vokser.«

Mærkeligt idag at iagttage det ideologiske forbund mellem P.G. Lindhardt, Poul Overgaard Nielsen, Sønderjyske Danske Samfund, Jørgen S. Dich – og digteren Ivan Malinovski, der skrev i en Hymne til Adenauer og de Gaulle:

Alt hvad Hitler ikke nåde
Gør de nu på bedste måde
….
Bag dem skimter man måske
En og anden styg bankier
SS-skygger, blodkarteller
Og et tvivlsomt enten-eller

Wirtschaftswunder, fangekælder
Tavshed købt med frikadeller
Luksustog på menskesveller
Bunkeralder, geigertæller

Visse mangler, visse hager
Kedelige ting og sager
Præstemagt og romerret
Folk fra østfront og KZ

Antydningen af, at EF (EU) er en moderne og »civiliseret« virkeliggørelse af Det Tredje Rige, er nok en diskussion værd. Men, som man fornemmer, går Malinovski skridtet videre og tillægger denne plan en særlig tysk ekspansionsstrategi:

En beskeden plads i solen
Og en lille stump af Polen
Er alt Adenauer vil
Skal vi ikke hjælpe til?

  

4.

De britisk-danske optagelsesforhandlinger endte brat, da de Gaulle i 1963 smækkede veto-døren i. Måske fordi han ikke ville hjælpe Adenauer til en lille stump af Polen. Måske fordi han frygtede en britisk modvægt mod Frankrigs politiske førerstilling i Fællesskabet. Under alle omstændigheder lagde det den hjemlige debat død i næsten ti år. Selv om regeringen Baunsgaard allerede i 1967 havde indgivet en ny optagelsesansøgning, var det først efter folketingsvalget i september 1971, at debatten for alvor kom igang. Ikke mindst fordi det stod klart, at der ville blive afholdt en afgørende folkeafstemning i slutningen af 1972.

Henrik S. Nissen skriver i Dansk Identitetshistorie, at man »i løbet af 1972 oplevede et opsigtsvækkende skifte i dansk politik«. De borgerlige partier betonede hensynet til flæskeeksporten og husholdningspungen, men solgte deres traditionelle forsvar for det nationale. Venstrefløjen trodsede derimod sin internationalistiske tradition og ideologi, og kastede sig ud i en kampagne for dansk folkestyre og national suverænitet. »Fædrelandskærligheden som politisk kraft flyttede på få måneder fra den ene side til den anden i dansk politik«. 

Beskrivelsen er ikke helt nøjagtig. På den ene side havde partiet Venstre allerede i slutningen af 50’erne tilkendegivet skepsis mod det rene frihandelssamarbejde i EFTA. Venstre ønskede Danmark med i den føderale klub. På den anden side blev den borgerlige modstand mod EF-medlemskab, der havde manifesteret sig så stærkt i 1961-63, videreført i 70’erne – af mange konservative EF-modstandere, Dansk Samling, Frit Norden og en række fremtrædende debattører.

Det omslag, der fandt sted i 1972, skyldtes først og fremmest oprettelsen af Folkebevægelsen mod EF, som trods sin tværpolitiske karakter blev klart domineret af DKP’s kampagneapparat. Det kunne – rigtignok uden modstand fra Dansk Samling og Frit Norden – forbinde kampen mod EF med de kommunistiske frihedskæmperes kapital fra modstandsbevægelsen. Og den syntese blev udpræget anti-tysk. I Folkebevægelsens propaganda var Rom-unionen virkeliggørelsen af 30’ernes tyske drøm – EF var Neuropa

At Vesttyskland i mellemtiden havde gennemlevet et politisk systemskifte, der havde bragt socialdemokraten Willy Brandt i kanslerstolen, ændrede åbenbart intet. Brandts nye Ostpolitik, der bragte afspændingen ind i europæisk udenrigspolitik og i sidste instans bidrog afgørende til Berlin-murens fald, mødte kommunisterne med et skuldertræk.

Herluf Bidstrups karikatur Fra Fællesmarked til Fællesgrav tegner i forgrunden Willy Brandt i Napoleon-positur, deklamerende: »Fællesmarkedet har vi, snart får vi en Fælleshær, og så er den fælles fremtid sikret«. I baggrunden fremstilles EF-hæren som en nazistisk bataljon, der ender sin strækmarch i en massegrav; er det Auschwitz eller Katyn, der skal illustrere den fælles fremtid?

Karikaturen gør Brandt til en ny Hitler, alene fordi han er tilhænger af et føderalt EF. En mindre krigerisk, tilsyneladende mere tilforladelig, men i realiteten lige så nationalistisk betændt variant af det antityske EF-argument finder vi hos Bo Bojesen. Tyskeren som bayersk pølseæder i Lederhosen-antræk, mappen fuld af D-Mark: »Freunde, ser på Danmarks kort, hvis I denken jord zu kaufen«.

I kommunistisk hardcore-version har Bojesens »satire« form af en advarsel mod de industrielle monopoler. Adskillige organisationer på venstrefløjen (bl.a. VS og Demos) begrundede i 1972 deres EF-modstand med frygten for »monopolernes Europa«. Hos DKP – og i vid udstrækning hos Folkebevægelsen – blev dette tema indkorporeret og omtolket til en frygt for de tyske storkoncerner, der havde stået bag det nazistiske regime. Således fremstiller en anden Bidstrup-karikatur EF-monopolerne med de velkendte høje hatte – og alle de tyske navne: IG-Farben, Bayer AG, Krupp, Höchst, AEG, Klöchner osv. Ikke én eneste fransk, italiensk eller hollandsk storkoncern nævnes.

I virkeligheden var heller ikke denne argumentation ny. F.eks. havde Kaj Moltke allerede i 1962 peget på, at »Europa-tanken« opstod i 30’erne hos det tyske finansoligarki, der ville sikre sig markeder »fra Bordeaux til Odessa« for sin nye masseproduktion.

»Da dette glippede under 30’ernes kriser, slog Centraleuropas økonomiske fåmandsvælde over i kursen mod den krigeriske ekspansion – erobringen – og i Hitlerismens voldelige Neuropa-program med den dobbelte front: med ‘genoptagelsen’ af den vesteuropæiske ‘borgerkrig’ ledsaget af erobringstogterne mod øst under slagordet Fra Atlanten til Ural! Et løsen, der idag gentages både af Romunionens præsident, tyskeren Walter Hallstein og af den franske præsident de Gaulle, som den europæiske ‘integrations’ egentlige perspektiv! Under nazismen slog et økonomisk fåmandsvælde over i diktaturets politik, og denne omformedes igen til militarisme og en verdenskrigs katastrofe i ‘Neuropas’ navn!«

Hvorefter Aksel Larsen kunne opstille EF-valget som: »Norden eller Neuropa«! Og Hans Scherfig kunne tilføje: »Adolf Hitler er død. (Men…det) neuropæiske fællesskab er nu som dengang en overstatslig monopol-kapitalistisk koncentration til ejendomsrettens bevarelse og standsning af historien.« Og Carl Madsen kunne sætte trumf på: »Om vinduesskiltet er Brandt eller Strauss, om England er med eller ikke med, så er Fællesmarkedet, og det skulle ingen tvivle om, en væsentlig bestanddel af de fremskredne forberedelser til den tredje verdenskrig. Det er en virkeliggørelse af Hitlers Neuropaplaner.«

5.

Som nævnt stod kommunisterne ikke alene. En af 1972-debattens mest fremtrædende debattører var Palle Lauring, som f.eks. kunne skrive: »I 1840’erne pegede enkelte tyske lærde på, at det ville være en stor fordel for Tyskland at få Danmark som ‘Admiral-Staat’, det vil sige som god adgang til havet og til kontrollen med Østersøens port. Den geopolitiske betragtning er lige så logisk idag. Hitler kaldte os ‘Gau Dänemark‘. (…) Danskerne har altid været sene til at vågne. Men til dato er det altid endt med, at vi kom på benene. Dette her må ikke ske. Hitler fik os ikke. Det kan ikke være meningen, at vi nu, kun 25 år efter, skal acceptere en langsom niende april

Og formanden for Dansk Samling, Harald Høgsbro, sammenlignede Frankrigs og senest også Storbritanniens Europa-politik med den nordiske myte om Fenrisulven: »For at kunne binde den, må man først stikke hånden i gabet på den. Det er det, Frankrig har gjort. Og det er til syvende og sidst også det, England har i tankerne med sit særdeles lunkne andragende om optagelse.« (1971)

Høgsbro er ikke i tvivl om, at der bag Danmarks indlemmelse i EF ligger en tysk geostrategisk Meisterplan: »Stort set må det fastslås, at efterkrigstidens tyske politik med stor dygtighed har videreført den linje, som har været den klassisk tysk-prøjsiske siden Frederik den Stores tid. Tysk økonomi er dominerende i Europa, et vestligt alliance-system sikrer rygdækning, Tysklands militære styrke er langt den største i Vesteuropa, og modparten er strategisk og politisk fikseret uden vaklen eller diskussion. Brændpunktet for alle anstrengelserne er Moskva.«

Særlig Nordjylland har betydning i dette tyske magtspil, forklarer Høgsbro. Som citerer storadmiral Dönitz’ udtalelse fra 1944 om halvøens militære placering: »Er sperrt Norwegen ab, hat Einfluss auf Schweden und sperrt die Ostseeeingänge«.

Nu kan planen om at besætte Nordjylland som en vigtig flanke for fronten mod øst omsider »på den smukkeste og mest effektive måde opfyldes af hans (Hitlers) efterfølgere«. Jylland er spækket med militære forsyningsdepoter, en olie-pipeline, motorveje med forbindelse til det tyske autobahn-net, osv. »Nordjylland oppumpes militært og i øvrigt også folkeligt. Tysk er ved at blive det mest udbredte sprog i Vendsyssel. Mange forretninger skilter på tysk, og står man på toppen af klitterne ved Klitmøller, ser man på forstranden en ubrudt række af tyske fæstninger. Disse er dog – Gud være lovet – bygget af sand og skylles bort ved første pålandsstorm.«

Selv om Høgsbros retorik er militær, genfindes hans argumentation på besynderlig vis i 80’erne og 90’erne hos en række unionstilhængere. Er Ritt Bjerregaards påstand om de føderale strukturers nødvendighed for at inddæmme det stærke Tyskland væsensforskellig fra Høgsbros lignelse om Fenrisulven?

Senest er tråden taget op af Ritt Bjerregaards kabinetschef, John Iversen, som i bogen Den europæiske udfordring hævder, at hvis ikke det lykkes at skabe stærkere overnationale samarbejdsstrukturer i Unionen, vil hele Europa blive tysk. Vi kan aldrig komme til at elske den tyske Ilse, men er alligevel nødt til at indgå et fornuftsægteskab med hende, mener Iversen. I et sådant ægteskab kan vi nemlig benytte vore patriarkalske prærogativer til en nyttig omgang s/m. »Bind mig, elsk mig?« – lyder Iversens overskrift, og i brødteksten fantaserer han om at give hende håndjern på!

At tysk finans- og industrikapital fylder tungt i Centraleuropa og at tysk forretningsforetagsomhed støt ekspanderer østover, er en ubestridelig kendsgerning. Men hvorfor skal dette forhold stadig associeres til nazismen, 50 år efter dens nederlag?

Måske for at slippe for den ubehagelige bearbejdelse af 2. verdenskrigs erfaringer. Som den polske sociolog Zygmunt Bauman skriver i sin opsigtsvækkende bog om Modernitet og Holocaust: »Når man fokuserer på forbrydelsens tyskhed som det aspekt, der rummer forklaringen på forbrydelsen, frikender man samtidig alle andre og specielt alt andet. Den konklusion, at Holocausts gerningsmænd var en byld eller en sygdom på vores civilisation – snarere end dens forfærdende, men legitime konsekvens – resulterer ikke blot i den moralske selvretfærdiggørelses trøst, men udgør samtidig en alvorlig trussel mod vort moralske og politiske forsvarsberedskab. Det skete altsammen ‘derude’ – på en anden tid, i et andet land.«

Det gjorde det ikke. Modstanden mod dynastiske stormagtsdrømme, militariserede imperiedannelser og bureaukratisk rationalitet hører op, i samme øjeblik den gøres til et nationalistisk opgør – folk mod folk, stat mod stat. Som den sidste overlevende fra Frihedsrådet, Frode Jakobsen skrev allerede for 35 år siden:

»I modstandsbevægelsens kamp var der forskellige motiver. Der var nogle, der kæmpede tappert som russiske partisaner her i Danmark – for at støtte det sovjetiske fædreland, som dengang var i nød. Der var nogle, der kæmpede som snævre danske nationalister – måske oven i købet i håbet om på den måde at vinde Sydslesvig tilbage. Vi måtte samlet lægge kræfterne i. Vi havde ikke råd til andet. Der var heller ikke megen tid til diskussion. Men for mig er der ikke tvivl om – og var der heller ikke dengang tvivl om – at den sandeste frihedskamp, det var den, der kæmpedes mod det europæiske tyranni, legemliggjort i Hitler – sammen med modstandsbevægelserne i Frankrig, Holland, Belgien, Polen, Tjekkoslovakiet – ja i Tyskland med. Ja, at kampen så lidt var rettet mod tyskerne, at et af frihedsbevægelsens motiver var Tysklands befrielse.«

 P.S. Jeg har netop ringet til Bernard. Han ved ikke rigtigt, hvordan han ville stille sig ved en tysk folkeafstemning om fælles mønt og fælles forsvar – »nok nærmest imod«.