Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 31.maj 1995
DET ER EN historie, der nok kunne friste Information til at rydde hele forsiden – ikke bare én, men mange dage – hvis ikke både læsernes og vore egne forsvarsværker i forvejen var så hårdt prøvede: Forskere i bl.a. Storbritannien, Tyskland og USA arbejder nu målbevidst på at udvikle intim kommunikation mellem den næste generation af computere og den menneskelige hjerne.
Senest har professor Peter Cochrane, der står i spidsen for British Telecommunications 700 mand store forsknings- og udviklingsafdeling, offentliggjort en rapport, som forjætter nutidens børn og unge en kraftig silicium chip indopereret i hjernen fra omkring år 2015. Link’en mellem den naturlige og den kunstige intelligens etableres formodentlig med nerveceller, der er opdyrket direkte på chip’en, hedder det i rapporten.
Resultatet kaldte dagbladet The Independent i mandags “den ultimative PC”. Link’en vil forstærke den menneskelige hjernekraft enormt, fordi silicium chips om tyve år “vil være på højde med hjernens evne til at oplagre og opspore information”, skriver The Independent. Det betyder eksempelvis, at enhver vil kunne gå rundt med hele Encyclopedia Brittanica og for den sags skyld Den danske Encyklopædi inden i hovedet. Og hvem kan ikke se fordelen i det? Man slipper for besværet med at gå på biblioteket og kan efter behag score den store gevinst i jeopardy.
De har allerede rejst Deres forsvarsværker? Måske en latter? Måske et skuldertræk ad videnskabsfolks eksotiske fantasier? De bør vide, at professor Cochrane blot rapporterer fra toppen af et forskningsbjerg. På Tysklands Max Planck Institut for Biokemi er et team under ledelse af professor Peter Fromherz allerede langt fremme med at dyrke nerveceller på mikrochips. Det er lykkedes dem at få neuroner fra rottehjerner til at forgrene deres udløbere (dendritter og axoner) i de samme rette linjer og gaffelmønstre, som man finder i elektroniske kredsløb. Næste skridt bliver at få disse hverken levende eller døde, hverken organiske eller anorganiske neuroner til at kommunikere indbyrdes simultant ved hjælp af synapser.
NEJ, DET foregår ikke kun i München! I marts-nummeret af Scientific American beskrev professor Robert N. Birge fra Syracuse University, hvordan han – i lighed med en stribe andre amerikanske forskere – forestiller sig fremtidens computere baseret på biologiske chips. Efter mere end 40 års permanent revolution er computerindustrien omsider ved at støde ind i silicium-halvledernes grænser. Mega, giga, tera. DNA-proteiner bliver computerens nye grundbestanddel, forudser Birge. “Med en terabyte hukommelse i en terning bacteriorhodopsin, vil denne maskine kunne håndtere store databaser nemt og hurtigt”, skriver han. Perspektivet er “at koble associative hukommelsesprocesser med volumetrisk hukommelse”. En anden mulig link til “den ultimative PC”.
Hurtigere og større hukommelse – nej, omgående og ubegrænset hukommelse – til hver enkelt person er det ultimative mål. Efterhånden som det bliver en tekno-økonomisk mulighed, bør det vel også blive én af de fundamentale menneskerettigheder?
Men hvad er “hukommelse”, og hvor sidder den? Hamlet kan uden vanskelighed udpege, hvor Yoricks læber har siddet på det nu afgnavede kranium. Men hvor sad narrens spot, hans spilopper, hans sange, hans “gnistrende lystighed, der satte bordet i brøl”?
I hele kroppen naturligvis. Dér sidder også den erindring, som gør Shakespeares blankvers til poesi i hver enkelt af os. Erindring om vellyd f.eks. Erindring om lyst og død, om angst og omsorg. Erindringen lejrer sig som spor, ikke kun i reproducerbare nervetråde, men i hele materien.
Bevidstheden er – som biokemikeren Jesper Hoffmeyer for et par år siden viste i sin skelsættende bog En snegl på vejen – nærmest at beskrive som “kroppens guvernør i hjernen”. Hele kroppen er ét stort, kommunikativt (eller semiotisk) virvar; selv immunsystemet er en del af vores hukommelse og vores intelligens.
AT FORSKNINGEN i årtier har søgt efter hjernens ‘centrale processorer’, afspejler blot dens instintinktive hengivelse til “kommandovejs-tænkningen”, som Hoffmeyer kalder det. “Den ultimative PC” er det logiske slutprodukt af den kausal-fikserede rationalitet, som Descartes satte i system i 1600-tallet, og som nu styrer hele den globale civilisation mod – den ultimative PC.
Hjernen er ren ånd, kroppen er en maskine, naturen er kun død materie. Følgelig må den oplyste kamp for frihed forstås som den videnskabelige og tekniske rationalitets kamp for åndens kontrol & kommando (omgående og ubegrænset) over resten.
Som en karakteristisk krølle på denne udvikling proklamerede The Economist forleden, at informations-alderen allerede er overstået. Håbefulde uddannelsessøgende havde måske bildt sig ind, at kurser i databehandling og informationssøgning ville åbne dem vejen til penge og frihed. Men nej. Japanske virksomheder klarer sig i dag bedst på markedet, fordi de har ansatte, der på visitkortet kan skrive “vice-præsident, kundskab”. Og “kundskab” er netop ikke information, som “i for store doser bliver til misinformation”. De pågældende vice-præsidenter præsiderer over virksomhedens sum af erfaringer, færdigheder, erindringer og intuitioner. Det er her, konkurrenceforspringet og profitten kan hentes.
Tilsyneladende en selvmodsigelse, men blot endnu et udslag af den samme kontrol & kommando-sindssyge. Den tekno-økonomiske udvikling, som ingen djævel tilsyneladende formår at standse, fordi vi lever i en politisk kultur, hvor Højre og Venstre kappes i fremskridtsoptimisme og ingen tør stå frem med det dybt konservative ønske om grænser for friheden. Hvor borgerne følgelig ikke har anden valgmulighed end at spille sindsyge – overbevise sig selv om, at det hele nok ikke går så galt endda, måske muntre sig ved tanken om alvidenhed, le overbærende, for derefter at zappe videre til næste underholdende tilbud – eller at blive sindsyge blot ved at se realiteterne i øjnene.
birk