Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 7.juni 1995
HVAD BETYDER det for et menneske, hver morgen at vågne op til synet af en brandmur eller lyden af en motorgade? »Struktureres vort indre ikke af det vi ser på – og struktureres det mon ikke forskelligt af en brandmur og af et træ, af en færdselshelle og af en skulptur? Ved ligegyldigheden i de store byer over for andre synspunkter end rent merkantile og konstruktive forvandles menneskets indre til et nervøst sydende protoplasma.«
Sagt af Thorkild Bjørnvig i 1960 i en tale ved Kunstakademiets åbning. Men tilsyneladende uden den store virkning, for i de efterfølgende 35 år har by- og landplanlæggere, arkitekter og ingeniører, Forenede Danske Motorejere og Teledanmarks hybridnetsælgere kappedes om at befri storbymenneskets sanseapparat fra de sidste rester af oprindelig natur. Og det i en sådan grad, at forvandlingen af dette menneskes indre til et nervøst sydende protoplasma i dag synes fuldendt – i hvert fald hvis man iagttager haussen på meditations- og terapimarkedet, advarslerne fra ungdomskrimonologer og hybridnettets egne billeder af storbymennesker en deroute.
Ja, den 75-årige landskabsøkolog, Zev Nahev hævder ligefrem, at hans egen disciplin nu er blevet en nødvendighed for at redde verden! Vi får stress, vort sind splintres, vi går mentalt i stykker på at leve i fysiske omgivelser, der afskærer os totalt fra naturen, sagde han i går til Information. Restituering af landskabet som »det system, hvor menneske og natur mødes« er blevet en betingelse for menneskehedens overlevelse. For, som Nahev siger: gennem mere end tre millioner år har homo sapiens og vore beslægtede forfædre levet som en del af naturen, og dér er »vores sind stadig«, selv om vi de allerseneste år har boet adskilt fra den, i byerne.
HVOR BJØRNVIG argumenterer æstetisk, argumenterer Nahev åbenbart biologisk. Hvad der her kommer ud på ét. Det er sikkert ikke noget tilfælde, at de begge på central plads giver sig til at citere Lewis Mumford. Bjørnvig: »Åbne områder fyldt med grønt og plantninger tenderer ikke blot mod at udjævne temperaturen og opfriske luften, men dertil at berede krop og sjæl en højst fornøden vederkvægelse.« Nahev: »Hvis vi sætter den organiske mangfoldighed i vores liv over styr, så spærrer vi os selv inde i et fængsel, som ikke har nogen udgang.«
Hvis naturen bare var en omgivende kulisse for menneskets foretagsomhed, »et miljø«; hvis mennesket virkelig var, som Jacques Monod formulerer det, en zigøjner ved universets rand; hvis den menneskelige krop og det menneskelige sind ikke var indfældet i universets orden og en del af naturens stofskifte med sig selv; – så kunne biologisk og æstetisk uden videre adskilles. Så kunne vi for den sags skyld sende overlevelseskolonier til Mars, udstyret med glasbobler, iltmaskiner og videofilm – de ville være befolket med de selvsamme mennesker, som dem der vandrede rundt i Athens søjlegange, eller dem der opdyrkede Nordamerika.
Men sådan forholder det sig ikke. Følgen af Descartes og Monods mekanistiske greb – adskillelsen af menneske og natur – har siden 1600-tallet været en hartad urokkelig vrangforestilling om sansningen, skriver K.E. Løgstrup i sin store Metafysik I-IV. »Vi finder, at sansningen er receptiv, men det er den ikke, den er afstandsløs«. Kroppen er ikke bare en maskine, der registrerer fuglens skrig og gennem en elektronisk puls tillader hjernen at konstatere: en svale. »Der findes intet sansbart, der ikke har sindsejendommeligheder.« Før al refleksion er øret ét med det hørte, og »lyden spænder ikke høresansen uden at stemme sindet, som høresansen tilhører«.
Det gælder også, hvis lyden kommer fra en motorgade eller højttalerne på en technocafé.
HER DREJER det sig ikke om den romantiske modstilling mellem »natur« og »kultur«, der kræver mennesket tilbage i en oprindelig uskyldstilstand. Det drejer sig om at erkende betingelserne for det gode liv. »Landskabspleje er ikke kun noget med at bevare planter og dyr, det handler også om at håndtere vores historie og kultur«, siger Zev Hahev. Vi er, bogstaveligt talt, berørt af de fysiske rammer, vi lever i. Vores æstetiske normer påvirker afgørende vores etiske normer.
I Oldtiden og Middelalderen var byen midtpunktet i et kulturlandskab. I dag er det omvendt: landskabet er opland, mere og mere urbaniseret. Den tekno-økonomiske civilisation har, som Nahev udtrykker det »glemt at sætte grænser for sin egen ekspansion«.
Friheden i de klassiske bystater byggede økonomisk på undertvingelsen af slaver. Friheden i de moderne metropolstater bygger tilsvarende på undertvingelsen af naturen. Hamburg, Los Angeles, Mexico City, Tokyo, Hong Kong: Man behøver blot at plotte metropolerne ind på en globus og trække trafiklinjerne mellem dem, for at se, hvordan naturen, der før omsluttede menneskets magtområder, nu selv er blevet omsluttet af menneskemagt.
Den amerikanske socialhistoriker Richard Senett har i værket Flesh and Stone beskrevet, hvordan middelalderbyens forvandling til metropol har indespærret menneskekroppen og grundlæggende forvandlet seksualiteten. Eller rettere: forstyrret den. Bjørnvig taler om det samme: »En flyvende svane, dens mægtige vingedirren, udvider sindet, et ugleskrig hvælver en eventyrgrotte i det, det vævre egern modulerer en uvis glædesfølelse, blot ved at vi ser på det – børns henrykkelse ved dyr er et bestandigt vidnesbyrd om det samme, som ikke skal overhøres og overses – ja, måske smidiggør iagttagelsen af dyrenes linjer og fuldkomne bevægelser ubevidst sindet og legemet, frigør til dansen, til favntaget«.
Når mennesker berøves denne sansernes opladning, bliver kun den primitive magtudøvelse tilbage. Derfor vokser den da også eksplosivt i metropolerne. Som mørkesiden af en stadig mere ødelagt kærlighedsevne. Som naturens hævn over en unaturlig civilisation. birk