Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 12.august 1995
EUROPAS ENHED er en vision, der ligger den tyske forbundskansler stærkt på sinde. Gennem sine snart 13 år ved magten har Helmut Kohl næppe forsømt nogen lejlighed til at tale for stærkere politisk integration på kontinentet, først og fremmest for fredens skyld. Kohl tilbragte sin ungdom i ruinerne efter 2. verdenskrig; det er velkendt, at han drømmer om at gå over i historiebøgerne som den, der både genforenede Tyskland og skabte den føderale unionsramme for varig fred i hele Europa. Hvad det sidste angår, har hans vigtigste redskab til enhver tid været hjertelige relationer Frankrigs politiske ledere, altså EU’s såkaldte Bonn-Paris akse.
Hvor smerteligt må det da ikke have været for den store tysker, at Francois Mitterands efterfølger i Élysée-palæet ikke engang ulejligede sig med en telefonopringning til kanslerkontoret, inden han den 13. juni i år annoncerede Frankrigs program for en serie nye atomprøvesprængninger på Mururoa-atollen. Helmut Kohl er imidlertid også kendt som et høfligt menneske. Efter en længere samtale med Jacques Chirac meddelte han diplomatisk, at »selv blandt venner kan der undertiden forekomme uenigheder«, og at han »respekterede Frankrigs suveræne beslutning«.
Men det var langtfra de sidste ord i den sag. Siden er den internationale protest mod prøvesprængningsprogrammet taget til. Ikke mindst i Tyskland, hvor pressen hver dag bringer nye opfordringer til boykot af franske fødevarer og turistrejser, hvor Hamburgs barer er erklæret »cognacfri zone«, og hvor ingen i øjeblikket kan drikke et glas champagne i fuld offentlighed. Tyskerne anser sig selv for at være Europas mest miljøbevidste folk. De er stolte over, at deres massive forbrugerprotest var afgørende for Shells tilbagetog i striden om Brent Spar. Nu erklærer 95 procent af alle tyskere sig »stærkt kritiske« overfor Chiracs atompolitik. Frankrigs ambassadør i Bonn advarer ligefrem om, at der for første gang i mere end 50 år er ved at udvikle sig en regulær fransk-fjendtlig stemning i landet.
FOR CHIRAC drejer spillet sig imidlertid om noget ganske andet end ‘Europas enhed’. Siden han i maj overtog nøglerne fra Mitterand, har hovedsagen åbenlyst været at demonstrere Chirac som gaullismens sande arvtager. Det er det gamle, franske spil om suverænens insignier. Trikolorens symboler. Nationens overhovede. Frankrig først! Leve nationen!
Et eksempel er Chiracs énsidige udsættelse af Schengen-aftalen om ophævelse af al indre grænsekontrol mellem medlemsstaterne. Aftalen afstedkommer uoverskuelige problemer for statens sikkerhed, den sociale stabilitet og kriminalitetsbekæmpelsen, sagde han ligeud – til Bonns store ubehag.
Et andet eksempel er Chiracs bullterrier-reaktion på kritikken af de planlagte prøvesprængninger i Stillehavet. Præsidenten ser Atombomben som Frankrigs nationale magtsymbol, uantasteligt – på samme måde som D-marken er Tysklands nationale magtsymbol. Og forståeligt nok beroliger det ikke kritikerne, at Chirac har forklaret sig gennem Nationalforsamlingens formand, Philippe Seguin: Af hensyn til »Europas fælles forsvar«, er det »nødvendigt at modernisere den franske atomslagstyrke«, skriver Seguin. Han er kendt som en af landets skarpeste kritikere af unionsprojektet!
På dét punkt får han nu flere og flere støtter i den tyske offentlighed. Frankrigs politiske etablissement ivrer ganske vist efter en valutaunion (der vil betyde farvel til D-marken og lette rentepresset på fransk erhvervsliv), men Helmut Kohl får stadigt sværere ved at sælge så meget som én ECU på hjemmefronten. Mururoa-sprængingerne vil ikke gøre det nemmere.
På udefronten har det altid været Tysklands omkvæd, at den politiske union er forudsætningen for den økonomiske. Men hvor driver Chirac den fælles udenrigs- og forsvarspolitik hen? Påstanden om, at »EU har brug for en selvstændig, uafhængig atomar afskrækkelsesstyrke«, og at Frankrig derfor p.t. »arbejder for hele Europa«, forekommer mildt sagt utroværdig. Rent bortset fra traktatforbuddet mod spredning af atomvåben, er det vist umuligt at forestille sig Chirac overdrage sin strategiske kommando til Jacques Santer eller til en dansk general.
Således er ny-gaullismen ifærd med at spalte den føderale drøm i atomer. Det politiske nedfald kan vise sig længe før næste års regeringskonference.
birk