Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 16.august 1995
HOMUNCULUS, lille mandsling, er “et menneskelignende væsen, et Spand langt, som de gamle magere mente at kunne frembringe ved kemiske midler”, oplyser Salmonsen. Homunculus er alkymistens ypperste drøm. Hvad der havde taget Moder Jord æoner at modne fra sit dyb, det mente alkymisten at kunne frembringe på nogle få uger eller øjeblikke ved forvandling af materiens urstoffer. “Den sorte kunst” begyndte, så vidt vi ved, i de ægyptiske tempelværksteder som kultisk arbejde med metaller (chema: “det sorte jordstof”). Herfra bredte den sig, og nåede via de hellenske, byzantiske og arabiske kulturer omsider frem til den europæiske Middelalder.
Som netop derfor kaldes sort. Fordi allehånde alkymister bedrev deres kunster i samfundets udkanter. Og fordi menigmand frygtede dem; i sin indbildningskraft forestillede han sig muligheden for før eller siden at møde den forfærdelige homunculus.
En uforlignelig fremstilling har Johs. V. Jensen givet i Kongens Fald. Det er badskæreren Zacharias, der en aften i beruselse viser Mikkel Thøgersen sit orakel på loftet. “Henne ved væggen på en lav bænk lå et væsen og stirrede på dem med syge, dybe øjne. Men hovedet var af unaturlig størrelse og form, det syntes at være sunken fladt sammen på bænken. Det var hvidt som talg og lå i store valker.” Og “da han sad op, hang hovedet ham som en dejg ned over øjnene og nåede skuldrene.”
OMSTÆNDIGHEDERNE er ikke ganske middelalderlige; vi er kommet helt hen i 1500-tallet. Zacharias har ikke frembragt sin homunculus af metaller, han har købt ham som to-årig og dyrket ham i en grøn glasklokke. “Hans hoved har vist sig at være af enestående ekspansionsevne. Jeg fjerner hovedskallen, forstår du jo, og lader hinden over hjernen danne sig til en hud, og så ernærer jeg kraftigt men sørger for høj temperatur omkring hovedet. Derfor er klokken nødvendig.” Men “jeg behøver blot at vise ham jern, så begynder han straks at savle, han skelner mellem metallerne ved berøring alene”. Han klarer alle tænkeopgaver og er uden tvivl “det bedste hoved i Europa”.
Hvorfor ser han så elendig ud i ansigtet? spørger Mikkel i skræk og ynk. “Det følger med tænkerevnen”, svarer Zacharias. Mikkel troede ellers, “man blev glad af klogskab”.
I febervildelse snakker han snart efter over sig. Zacharias og hans homunculus arresteres, og retten i Lübeck dømmer dem begge til levende brænding. Mængden får et spektakel: Mandslingen “lå midt i ilden og var øjensynligt levende endnu, men hovedet lå ikke formløst, det stod fuldt ud fra brynene i to tydeligt adskilte halvdele, som hver for sig igen var delt i fyldige vindinger.” Voldsommere og voldsommere spændes det, indtil blodet som sorte orme omsider vælter ud og ned over ilden.
MONSTRO det er humanismen, der brændes eller fødes på dette kætterbål? 300 år tidligere havde en af højmiddelalderens store tænkere, Roger Bacon, begivet sig ind i alkymiens irgange og var kommet ud igen – med den moderne naturfilosofi. Bacon var den første, der moderniserede alkymien (til kemi). Og gjorde middelalderen til heksekunst. Han var ingen Zacharias, tværtimod. Bacon banede vej for den moderne verden, som begyndte med at brænde sine kættere.
Det behøver vi ikke gøre længere. Som fortalt i gårsdagens Information nøjes Castro-regimet med at holde hjernevævs-kirurgen Hilda Molina i fangenskab og under konstant overvågning. Ikke fordi hun i mere end 50 tilfælde har transplanteret hjerneceller fra aborterede menneskefostre til patienter med Parkinsons Syge. Men fordi “hendes samvittighed og hendes hjerte” har budt hende at holde op. Dr. Molina har fået etiske anfægtelser ved den teknologiske udnyttelse af fosterhjerner og ved Castro-regimets planer om at gøre hendes verdensberømte transplantationer til en indbringende dollarforretning.
Og dét samtidig med at vævsforskere i Cambridge arbejder på at pode og opdyrke foster-hjerneceller i grønne glasklokker. For hvis alle transplantationskirurger kan udstyres med deres egen hjernecelle-tank, behøver ingen af dem at suge i et foster. Og måske kan operationerne blive mere prisbillige.
Det er i hvert fald humanisme. Vil det ikke med tiden udfri dr. Molina fra alle hendes trængsler?
OPRIGTIGT talt, der er vel ikke noget galt i at formere cellekulturer? En enkelt celle er ganske vist “en hel storby” af kommunikation, som biokemikeren Jesper Hoffmeyer forklarede i lørdagsavisen. Cellen er det virkelige evolutionsmirakel. Men det gælder jo hudcellen såvel som hjernecellen. Og Hoffmeyers argument er netop, at vi “tænker med hele kroppen”, selv med immunsystemet. Så hvorfor skulle det være mere betænkeligt at dyrke hjerneceller end hudceller i grønne glastanke?
Man kan hævde, at forskerne krænker, hvad der burde være tabu, når aborter gøres til en handelsvare og fosterhjerner manipuleres som simple råstoffer. Bestemt. Men det er enten en diskussion om abort – eller om berettigelsen af organtransplantation fra døde mennesker.
Det syge ved Cambridge-forskernes hjernetanke er tydeliggørelsen af, i hvor høj grad alkymisterne er blevet vor tids establishment. Mens den fordomsfulde menigmand er blevet kætter.
Alkymistens drøm er stadig at overvinde jordens og evolutionens æoner og sætte sig selv i tidens sted. Det er blevet civilisationens etablerede mål, i Cambridge såvel som i Havana: et liv uden skæbne, uden sygdom, uden smerte, uden endeligt. Det er, hvad der gærer i tanken.
birk