Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 5.september 1995
LONG JOHN Silver genkendtes af alle søfarende på sit træben. Kaptajn Klo fik sit tilnavn, efter at en krokodille havde ædt hans ene hånd. Nok er eventyrenes tid ikke forbi, men vore dages Jacques le Pirate kendes kun på en fattig grimasse. Hverken træben eller jernklo, hverken Silvers forslagenhed eller Klos grusomhed, intet legendarisk. Kun én eneste grimasse: patos. Foruden selvfølgelig statens paramilitære kommandotropper og et par atombomber.
Sørøver, dét er han lige godt. Fredag eftermiddag fransk tid – morgenbrækning lokal tid – lod han fra gummibåde og helikoptere sine kommandotropper borde og kapre de to fartøjer Rainbow Warrior II og MV Greenpeace i det sydlige Stillehav. Skibene havde henholdsvis 29 og 37 mennesker om bord. Rainbow Warrior II befandt sig inden for den 12-miles territorialzone omkring Moruroa Atollen, som Jacques’ stat for to måneder siden ved en særlov erklærede lukket for normal sejlads. MV Greenpeace befandt sig derimod i internationalt farvand, hvor Frankrig ifølge gældende havretskonventioner er ligeså lidt autoriseret til at beslaglægge fartøjer, som en hvilken som helst anden sørøverstat.
Folkeretten er, som vi allerede ved, en detalje, der ikke bekymrer Jacques le Pirate. De to kaprede skibe har han simpelthen ladet slæbe til sin egen militærbase på Hao Atollen, 600 km fra gerningsstedet. De ombordværende blev først slæbt med og senere (bortset fra journalisterne) fløjet til varetægtsfængsling i Papeete, hvor de ifølge forlydender er blevet udsat for »hårdhændet behandling«.
UMIDDELBART ser det ud, som om det egentlige formål for Frankrigs præsident er at demonstrere magtens overlegenhed i forhold til retten. I hvert fald er det tankevækkende, at han netop har valgt at bjærge sit nyeste bytte til Hao, hvor to franske agenter for nogle år siden blev idømt fængselsstraffe for at have medvirket til attentatet mod Rainbow Warrior (I). Denne skonnert blev sænket i Auckland havn i 1985, inden hun overhovedet fik mulighed for at stævne ud mod Moruroa. Ved den lejlighed dræbte de franske pirater en ombordværende fotograf. Nu synes præsidenten ligefrem tilsigtet at erindre alle miljøaktivister om, at de lever livet farligt, når de kæmper mod hans uindskrænkede magtmaskine.
Det gælder også den japanske finansminister Masayoshi Takemura, EU-parlamentarikeren Kirsten Jensen, det amerikanske kongresmedlem Ini Faleomavaega og den polynesiske selvstændighedsforkæmper Oscar Temaru – der alle opholder sig i Papeete. Og det gælder ikke mindst besætningerne på den fredsflåde af omkring 20 private fartøjer, som i øjeblikket er ved at slå en ring omkring de to prøvesprængningsområder, Moruroa og Fangafaugfa. Flere af dem truede i går med at sejle ind over 12-miles grænserne. Men sandsynligheden taler for, at det nu kun er et spørgsmål om timer, før en brådsø af skum omkring atollen bevidner, at den første detonation har fundet sted.
SOUTH PACIFIC er i sandhed ikke, hvad det var på Rodgers & Hammersteins tid. Sørøvere slet ikke, hvad de var i R.L. Stevensons dage.
Men de franske magthavere måler sig heller ikke længere med Richelieu og Talleyrand. Det er den gode nyhed, midt i den forfærdende udsigt til flere prøvesprængninger og nyt atomvåbenkapløb blandt de såkaldte tærskelstater: Frankrig er anfægtet af den internationale protest. Retorikken med la grande nation fungerer ikke helt. Chirac holder sig ikke til den klare og kyniske statsræson: så længe der findes stater i besiddelse af atomvåben, må enhver mægtig nation sørge for sin egen nationale sikkerhed, bl.a. ved at teste og modernisere det ultimative afskrækkelsesmiddel.
Nej, i stedet søger Chirac og Juppé, som Josef Joffe bemærker i Süddeutsche Zeitung, at retfærdiggøre det nationale projekt i overnationale, ja universelle kategorier. »Prøvesprængningen, som vil ende alle prøvesprængninger«. »En tjeneste for Europas fælles sikkerhed«. O.s.v.
Samme uklare bekymrethed kan aflæses i den måde, på hvilken de franske kommandoenheder forleden gennemførte deres pirateri. På mindre end et minut lykkedes det elitesoldaterne at eliminere alle fotografiapparater, at smadre skibenes satellitkommunikation, at kaste maling på alle ruder bag hvilke der kunne gemme sig optagelsesudstyr – samtidig med at de selv filmede hele aktionen med antennetransmission til omkringflyvende helikoptere. Det kan man kalde respekt for verdensopinionen.
I dag kl. 13.00 vil Jacques Chirac gå på skærmen til det første TV-interview, siden han indtog præsidentembedet. Hans ene, patetiske grimasse vil kun være ude på ét: at tildække skizofrenien mellem en gammel tids nationale kynisme og en ny tids internationale samvittighed.
birk