Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 13.juni 1996
De kom myldrende ud af Sherwood-skovene. Mere end titusind røde djævle fyldte Nottingham By med flag, hvide halvmåner og stjerner, krydrede dufte, danseoptrin og uforståelige råbekor. Grønt blev rødt. På byens torv og langs floden Trent slog de deres egne boder op, med tyrkiske delikatesser som kebab, köfte og lokum (en sød variant af frugtflæsk).
De var kommet for at støtte deres helt og velgører, Fatih Terim, som for første gang skulle dyste i turneringen i Nottingham. Deres forventninger var store, for alle har set eller hørt om Fatih Terim og hans mandskabs utrolige bedrifter. Men myterne er ikke, hvad de har været. Det blev Kong John og hans sherif – alias Kroatiens diktatoriske præsident Franjo Tudjman og hans udsendte landstræner Miroslav Blazevic – der trak det længste strå i denne omgang.
“Vi vandt i ånden, men vi tabte på sort uheld”, sagde en af de røde djævle, 46-årige Bülent Erkan, da vi bagefter kom til hægterne og tørrede os i en af byens mange pubs. Måske kan myterne ikke udrette, hvad de før kunne, men heldigvis forgår de ikke så let.
– Havde Tyrkiet da fortjent at vinde i aften? spurgte Deres EM-udsending kættersk.
“Jamen selvfølgelig”, svarede Bülent. “Forstår du – vi kæmpede med hjertet.” På dette sted i samtalen lagde han sin højre hånd på brystet og så op mod loftet, som ville han sværge ved et eller andet. Vores blik mødte en af disse nymodens vifter, der ligner en lille skibsskrue af træ; den skar sig langsomt vej rundt i pub’ens tykke cigaretrøg. Han vendte med besvær tilbage til sin nye danske ven i bordhøjde: “Men kroaterne – de spillede jo slet ikke fodbold. De havde ikke fortjent at få det mål.”
Der bor omkring trehundredetusinde tyrkere i England, heraf halvdelen i Londons Lille Istanbul. Alle synes de ligeså overbeviste som slægt og venner hjemme i Lilleasien om, at Fatih Terim og hans mandskab er kommet til slutrunden i England for at narre de rige europæiske nationer og til sidst hjemtage EM-trofæet.
Holdets første optræden tirsdag aften på City Ground levnede ikke mange holdepunkter for det håb. Det er rigtigt, at tyrkerne “kæmpede med hjertet” – i den forstand, at de glemte at bruge hovedet. Fra første fløjt stormede de frem på banen med en boldiver og en angrebslyst, som udløste øredøvende begejstring hos de røde djævle på lægterne. Man fik en fornemmelse af, hvordan atmosfæren må være, når Fenerbahce spiller hjemmekamp mod Trabzonspor.
Piben og hujen, hver gang kroaterne var i boldbesiddelse. “That’s not cricket” (ikke fair, sportslig optræden) kommenterede den konservative del af britisk presse onsdag – ikke uden et strøg af foragt for “de tyrkiske horder” og en tilsvarende dosis politisk sympati for den kroatiske nation. Men trods alt genoplivede disse horder blot en ældgammel britisk tradition. Arrangørkomitéens slagord football comes home havde her for en gangs skyld sin berettigelse.
Og det lykkedes virkelig de tyrkiske tilskuere og spillere at stresse Kroatiens verdensstjerner. Med Tolunay som en elegant dirigent på midtbanen opfangede det tyrkiske presspil i de fleste tilfælde bolden, før kroaterne overhovedet fik sat deres angrebskombinationer igang. Især kantspilleren Ogün brillerede med dybe gennembrud på højre flanke; det må have været opmuntrende for Thomas Helveg at se, hvordan han fik de kroatiske venstreforsvarere til at ligne statister.
Enhver, der har gæstet Tyrkiet, ved, hvordan dette venlige folkefærd af hjertet elsker at traktere med overflod. En overflod af salater og forretter, en overflod af krydderier, en overflod af søde sager. Og ved denne fodboldkamp fik man tidligt en fornemmelse af, at det tyrkiske mandskab også her ville overspille deres offensiv. For meget lokum, så at sige.
De tyrkiske spillere ivrede så langt frem på banen, at deres angreb kom til at mangle dybde. Med det kroatiske hold presset tilbage som en harmonika, var det umuligt for tyrkerne at spille sig igennem til afslutninger. I stedet forsøgte de at losse høje bolde ind i målfeltet til den efter sigende målfarlige Hakan – men i luftrummet var de kroatiske centerforsvarere alt for høje og fysisk stærke til, at det nogensinde kunne blive en trussel. Heller ikke de tyrkiske langskudsforsøg satte for alvor målmand Ladic på prøve.
Man ventede kort sagt, at den hvide kroatiske harmonika pludselig skulle folde sig ud i en uimodståelig balkanrytme. Overfor spillere som Suker, Boban, Boksic og Asanovic måtte det vel før eller siden blive straffet at rykke sit forsvar så langt frem? Selv om Galatasaray-spilleren Tugay opsamlede meget på den bageste midtbane, kunne han da heller ikke forhindre, at kroaterne fik 1. halvegs bedste målchance, da Suker rykkede ud i højre side og lagde en præcis pasning ind i luftrummet foran Boksic. Lazio-spillerens hovedstød røg dog en halv meter over tværstangen. Dårlig udnyttelse, men tydelig advarsel til tyrkerne.
I 2. halveg begyndte kroaterne at markere deres modstandere en smule tættere, hvilket skabte adskillige tyrkiske fejlafleveringer. Men Boban spillede fortsat alt for uopfindsomt – og selvisk – til at kunne udfylde rollen som midtbanegeneral og chanceskaber. Alt for meget shortpass, der endte i tyrkiske blindgyder.
Først da Prosinecki – fra starten anbragt i en mere tilbagetrukket og anonym midtbanerolle – begyndte at tiltage sig den spilstyrende myndighed, kom der variation over det kroatiske spil. Det var ganske logisk, at Blazevic en halv time før tid valgte at pille Boban helt ud og sætte Soldo ind på Prosineckis plads. Med ligeså stor succes erstattede han et kvarter senere den i ét og alt uheldige Boksic med Padova-angriberen Vlaovic.
Det blev nemlig Vlaovic, der stod for kampens eneste scoring. Fire minutter før tid opfangede Asanovic en upræcis aflevering og stak intelligent bolden gennem det alt for fremtrukne tyrkiske forsvar til den fremstormende Vlaovic, der kun behøvede at afdrible målmand Rustu. 1-0 – og derved blev det.
Efter denne test ligner Kroatien en overkommelig opgave for det danske hold søndag aften på Hillsborough. Man skal dog ikke overse, at Prosinecki nu synes spillet varm, og at den danske facon vil levne langt mere plads til de tekniske raffinementer på Kroatiens midtbane. Og man skal huske på, at for Danmark er det et must at tage point fra kroaterne – ellers er alt håb ude for de regerende Europamestre.
Men Tyrkiet da? Türk takimi acaba nicin sahada ücgen gibi dizilmiyor? “Hvorfor benytter Tyrkiet ikke juletræsformationen?”
Nå, jo: Ingen har vel nogensinde set et rødt juletræ med halvmåne i toppen og Lady Marion lagt med sløjfe nedenunder.