Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 11.juni 1996
Efter søndagens nervepirrende 1-1 opgør mellem Danmark og Portugal var en række kommentatorer ikke sene til at udpege matchen som EM-turneringens hidtil bedste. Blandt andre Liverpool FC’s kompetente midtbanegeneral John Barnes, som erklærede, at det portugisiske hold havde vist “strålende og indtryksfuldt” fodboldspil, mens danskernes “forbløffende defensiv” måtte give alle andre deltagerlande en advarsel om, hvorfor dette mandskab havde kunnet erobre EM-trofæet for fire år siden. Ray Wilkins mente, at Portugal spillede “som kommende Europamestre”. Mens den portugisiske landstræner Antonio Oliveira omvendt karakteriserede Danmark som “et af verdens bedste hold”.
Disse smigrende vurderinger deler Deres EM-udsending ikke. Trods klassepræstationer – ikke mindst af Peter Schmeichel og Brian Laudrup på dansk side, Rui Kosta og Luis Figo på portugisisk side – gav de to holds første optræden på Hillsborough ikke anledning til forhåbninger om placeringer længere fremme end kvartfinalen.
Dertil var de portugisiske angrebskombinationer alt for ineffektive og det danske kontraspil alt for ukontrolleret.
Ganske som forventet blev det portugiserne, der stod for det positive fodboldspil, mens danskerne i lange perioder kun var synlige som forstyrrende pletter i de grøn-rødes fænomenale artisterier. Men rollefordelingen – det kan ikke gentages ofte nok – skyldtes først og fremmest landstræner Richard Møller Nielsens helt ejendommelige fortolkning af begrebet ‘kontraspil’.
Ganske vist havde nærstudier af de portugiske aktiver fået landstræneren til at foretage et par overraskende rokader i startopstilllingen. Venstreforsvareren Jens Risager var blevet rykket 15-20 meter frem, nærmest som midtbanespiller, mens den normalt offensive midtbanemand Claus Thomsen var rykket tilsvarende tilbage, tilsyneladende med besked på at dække hullet bag Risager i venstre side. Samtidig var den sædvanlige venstrekantspiller Michael Schjønberg taget ud til fordel for store Henrik Larsen på den offensive midtbaneplads, der normalt varetages af Kim Vilfort.
På papiret lignede det et smart skaktræk, hvor Danmark valgte at overbefolke sin midtbane i en slags 2-7-1 opstilling, med Mikkel Beck alene i front. Men kampen skulle vise et andet billede.
For det første er Jens Risager absolut ikke født midtbanespiller. Brøndby-forsvareren – som The Sunday Express i forgårs viste den tvivlsomme ære at nominere til en plads på turneringens kedeligste hold – kan godt lide at tackle. Men kombinationsspil op ad banen er ikke hans livret. I flere situationer blev det pinagtigt tydeligt, at han slet ikke bryder sig om at være i boldbesiddelse. Man led med Risager i den akavede rolle, som langt bedre kunne være udfyldt af Schjønberg eller af den mere kreative og pågående Allan Nielsen.
For det andet er Henrik Larsen ikke bare en tung dreng. Han er meget tung. Selv om han ydede sit bedste og oksede op og ned ad banen, bragte de rapfodede portugisere ham gang på gang i forlegenhed. Mod akkurat det hold forekom hans startplads at være et fejlgreb.
For det tredje fylder Brian Steen Nielsen altid meget lidt på en midtbane – i bedste fald triller han spillet baglæns. (Selv om det til hans ros skal protokolleres, at han skabte én af Danmarks flotteste målchancer, da han i det 75. minut vippede bolden følt over det portugiske midterforsvar lige for fødderne af en fremstormende Brian Laudrup.)
Tilsammen bevirkede disse skavanker, at den danske midtbane blev skåret over af de portugisiske diagonalpasninger og overrumplende løbemønstre. Danmarks opstilling blev presset sammen i noget, der snarere lignede en 6-3-1 formation. Det gav ganske vist kampen betydelig underholdningsværdi. Portugiserne fik plads til at demonstrere deres eminente boldkunnen. Og især et vidvinkelvue over hele banen gav et balletlignende billede af, hvor meget det kan betyde for spillets koreografi, at aktørerne har haft år til at udvikle deres indbyrdes samforståelse.
Kun et dansk centerforsvar med Jes Høegh i verdensklasse forhindrede, at Portugal allerede i 1. halveg omsatte sin overlegne boldbesiddelse (67%) til en føring på adskillige mål. I stedet gik det netop, som kontraspilsrecepten foreskriver, da en fremstormende Mikkel Beck i det 22. minut fremtvang en blottelse i Portugals bageste forsvar; Brian Laudrup opfangede returbolden i venstre side, afdriblede elegant Santos og nettede fra en spids vinkel, trods kropspres fra to portugisiske forsvarsspillere. 1-0 på et meget flot mål – og begejstring blandt de tilrejste roligans.
Scoringen formåede dog ikke at lægge en dæmper på de boldivrige og spilleglade portugisere. Især hullet bag Risager gav gang på gang problemer. Og hver eneste gang, Peter Schmeichel havde bolden – i favnen eller som dødbold – ekspederede han den straks langt op ad banen, hvor modstanderne stod parate til at iværksætte endnu en angrebsbølge. En besynderlig måde at trætte sine medspillere på, men helt i overensstemmelse med det møllernielsenske ‘kontraspilskoncept’: pak sammen i egen forsvarszone, overlad i samtlige 90 minutter det konstruktive spil til de andre, men sørg en gang imellem for at finde Beck eller Laudrup med lange, høje bolde!
Det var således fuld fortjent, at Portugal fik udlignet otte minutter inde i anden halveg, da Risager og Steen Nielsen passivt så til, mens Sa Pinto headede en pasning fra venstre fløj behersket forbi den danske målmand. Ellers må man sige, at danskerne i 2. halveg fik bedre styr på de bageste rækker, bl.a. fordi Mikkel Beck blev bundet til forsvarsopgaver på den fatale venstrekant. Claus Thomsen voksede med opgaven, og Jes Høegh begyndte med imponerende liberofremstød at vise, hvordan kontraspillet også kan udføres.
Flere scoringer blev det dog ikke til, og alt i alt har danskerne grund til at være taknemmelige over, at portugiserne i så ringe grad var i stand til at afstraffe deres henholdende, boldtabende spil.
Men tag ikke fejl. Det er ikke selve kontraspilsidéen, der er noget galt med. Det er kun den danske udførelse.
En regulær anskuelsesundervisning i kontraspillets flotte kunst kunne landstræneren have modtaget, mens den danske trup søndag eftermiddag var på vej fra sin residens i Leeds til aftenens kamparena i Sheffield. På det tidspunkt udkæmpede Bulgarien og Spanien nemlig, hvad Deres EM-udsending betragter som turneringens hidtil mest seværdige dyst.
Som især Bulgarien demonstrerede, kræver kontraspillet: (1) at 8-9 mand på banen er i stand til at fungere som angrebsspillere, samtidig med at 8-9 mand det næste øjeblik er i stand til at fungere som forsvarsspillere; (2) at holdet hele tiden – og på det mest uberegnelige – er stand til at veksle mellem pres og tilbagetrækning, mellem den offensive, boldbesiddende udfordring og den overrumplende resignerede afventen. Netop ved hele tiden at veksle mellem det boldkrævende og det resignerende stresser det ægte kontrahold sin modstander og sætter spillets præmisser.
Den kunst mestrer bulgarerne (der kun måtte nøjes med uafgjort på grund af en grov dommerfejl, som off side-annullerede et af de smukkeste mål, der længe er set). Bulgarernes bageste forsvarskæde – især ‘varulven’, Ivanov – udgør en konstant skud- og gennembrudstrussel. Oppe og nede dirigerer Letchkov tempoet – op og ned. Og med spillere som Stoichkov, Balakov og Kostadinov formår bulgarerne hele tiden at veksle overraskende mellem shortpassing og det lange spil, uden at modstanderholdet kommer gratis til bolden. Det er en spilform, der utvivlsomt har store muligheder ved dette EM.