Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 22.juni 1996
MANDEN foran mig er omsider nået igennem køen; nu står han og fumler med en masse køreplaner og håndskrevne småsedler. Den uniformerede medarbejder ved informationslugen på Sheffield Midland Station besvarer tålmodigt hans spørgsmål, skriver flere små sedler, sender dem ud gennem lugen, bøjer sig ned mod taleapparatet og forklarer en gang til.
Bag mig står en dame, der er knap så tålmodig, hører jeg. Hun mumler stadig mere højlydt, puffer lidt og forsøger at komme i kontakt med lugen. Sikkert endnu en af disse effektivitetsjagere, der altid bilder sig ind at have mere travlt end alle andre.
Are You busy? spørger jeg høfligt, men bestemt, idet jeg vender mig omkring.
Kvinden rødmer. Hun er ung – midt i tyverne – og omkring 170 cm høj. Hendes lysblonde hår er krøllet på en meget charmerende måde. Den regelmæssige næse er dækket af fregner, der breder sig ud over hele ansigtet. Et par klare, blågrønne øjne ser direkte ind i mine; ikke udfordrende, bare mildt spørgende.
Hun er iført en småblomstret, let sommerkjole. Hvis jeg ellers kunne frigøre mit blik fra de usædvanlige øjne og se nedad, er jeg overbevist om, at hendes bare tæer i sandalerne ville vise sig ligeså blussende som hele ansigtet.
Jeg indser min fejl og siger øjeblikkeligt: “Undskyld. Jeg er dansk og har aldrig haft lejlighed til at lære Deres talesprog ordentligt. Hvad jeg ville have sagt er: Are You in a hurry? Men nu ser jeg, at det var rigtigt af mig at sige det forkerte. Det ville have været forkert at sige det rigtige.”
You’ve got a lot of nerve, siger hun.
Nej, svarer jeg og forklarer, hvordan den ene fodboldkamp efter den anden i dén grad går mig på nerverne, så jeg må skifte skjorte bagefter. At sidde på pressetribunen og skrive, mens hænderne ryster, er næsten mere end jeg kan klare.
Hendes smil er ligeså indtrængende som øjnene. Jeg lader hende komme foran til lugen. Hun vil vide, hvornår det næste tog afgår til Wakefield?
Om tre minutter fra yderste perron.
Jeg bliver i Sheffield. Min sommernatsdrøm, mit vintereventyr, mine børns mor læser jo også avis.
I EN AF EM-hysteriets kulisser udspiller der sig også en kamp mellem kønnene. Befinder man sig helt derude, altså i det hysteriske, kan man vel også omskrive denne lille episode i fodboldens billede: Som en dribling. Som når Stoichkov står over for Desailly, begge lurende, bulgareren med bolden vippende på foden – så foretager han et fingeret hoftevrid til højre, og netop i det øjeblik, hvor han fornemmer at franskmanden lægger kropstyngden over i samme side, sætter han afsted mod venstre.
Der er bare den afgørende forskel, at i fodbold handler det om at komme fri af modspilleren, mens det i flirt og kærlighed handler om at finde sammen.
Jeg går op ad High Street og finder en pub. Herredysten mellem Tjekkiet og Rusland kører på replay, mens jeg fisker en fax frem, som hjemmeholdet i St. Kongensgade forlængst har sendt herover. “Fodbold, maskulinitet og krop giver mig ulyst”, skriver Lone Friis Larsen i avisen den 7. juni. Oppe på skærmen er Ruslands jernmand Gorlukovitj i færd med at knuse knoglerne på de tjekkiske angrebsspillere. Den mand må kunne gøre tjeneste hos general Lebed.
“Sport er for mænd, og sport ses af mænd”, skriver Lone Friis Larsen sarkastisk. Hun mener det ikke, men hun mener, at medierne mener det. Det fremgik af en dum EM-optakt på TV-2, hvor Morten Stig havde Tor Nørretranders i studiet for at fortælle, at “fodbold ses med kroppen, og det kan mærkes helt ned i nosserne.”
“Som kvinde og sportsnyder måtte jeg endnu engang se mit køn henvist til den ikke-sportslige sfære”, kommenterer Lone Friis Larsen, der har spillet fodbold siden sin pigetid.
ENGANG SAD kvinderne i huler eller løvhytter og puslede med småbørnene, mens mændene stod vagt udenfor eller jagede vilde dyr. Skulle én af dem ret gøre indtryk, malede han en vellignende mammut på klippevæggen.
Senere – i fodboldens barndom – puklede kvinderne hjemme i lejekasernerne med grukedler og madgryder. Altså i fritiden. Mens mændene, når de ikke var i krig, tumlede rundt på fælleden med en bold.
I dag er rollefordelingen mellem på den ene side kriger og skaffedyr, på den anden side yngelplejer og familieanker, gået mere eller mindre i opløsning. Derfor er det kun naturligt, at kvindeidrætten vokser, og at kvinder også finder fornøjelse i de store fodboldturneringer. Man skal være avis (eller TV-station) i tabloidformat for stædigt at bilde sig ind, at den kvindelige befolkningshalvdel kun interesserer sig for Paolo Maldinis hårpragt og Rui Kostas lår, men ikke for deres begavede boldspil.
Alligevel kan man ikke komme uden om, at fodbold er noget drengeri. Det er legen, drilleriet, styrkeprøven og kappestriden, der er grundlaget for det gamle spil. Der skal fightes med viljestyrke, der skal dribles med opfindsomhed, der skal afleveres med overblik. Det er de mandlige karakterdyder, der står i centrum. Omsorg, indføling, hengivelse og kæleri har ikke megen berettigelse her.
Men hverken mænd eller kvinder bliver nogensinde hele mennesker, hvis ikke den modsatte kønskarakter også er mærkbart tilstede i dem. Som ren omsorg uden målbevidsthed er en kvinde kun halvt menneske. Som ren fighter uden indfølingsevne er en mand kun ligeså halv.
Derfor er grønsværens største gladiatorer heller ikke de fysiske robotter. For at drengelegen kan blive sublim, må udøveren være i besiddelse af en veludviklet intuition. Det er netop det kvindelige ved Stoichkov! På en meters afstand kan han mærke, hvad der sker i kroppen hos den sorte mand fra AC Milan, der står overfor ham.
Men drengeleg er det. Når Steve McManaman og Brian Laudrup driver gæk med deres markører, er det en overdådig genopførelse af klasseværelsets drillerier. Når Karel Poborski og Youri Djorkaeff kanonerer bolden på stængerne, er det en forbedret version af den gamle konkurrence om at pisse længst.
Derimod er det nonsens at sidestille fodbold og erotik. Selv om man efter Gary McAllisters brændte straffespark (i Skotlands 0-2 nederlag til England) så Tony Adams kysse David Seaman – Tony Adams! David Seaman! – så er det nogle helt andre evner, der kaldes frem hos fodboldspilleren og hos tilskueren, end hos elskeren og elskerinden.
Måske kan man betragte de store idrætsturneringer som en ritualiseret genoplivelse af jægerens, krigerens og hulemalerens urgamle kappestrid. I hvert fald havde columnisten Topaz Amoore ret, da hun forleden skrev i “en kvindelig vurdering” af de engelske spillere:
“I sidste ende er succes det stærkeste af alle afrodisiaka. Hvis England ender med at vinde EM-trofæet, vil spillerne utvivlsomt opdage, at deres samlede sexappeal vil være nok til at smelte en geigertæller.”