Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 24.juni 1996
Wembley er et pompøst stadionanlæg med en helt ekstraordinær akustik og en meget stor fodboldgrønsvær i midten. Men Wembley er også et publikum – 75.000 englændere, der løfter hinanden op til en eksalteret følelse af at tage del i noget stort og historisk. De to elementer virker sammen: Den grydeformede arkitektur, med halvlåg hele vejen rundt over tribunerne, forstærker fanskarernes brøl i et lukket kredsløb. Og den usædvanlige publikumsatmosfære driver spillerne til præstationer, der igen og igen føjer nye mindetavler til Wembleys mytologiske glory.
Land of hope and glory rungede, så knoglerne vibrerede, da flagene i lørdags blev båret ind før kvartfinaleopgøret mellem England og Spanien. Efter 126 målløse, men nervepirrende minutter i ordinær og forlænget spilletid, efterfulgt af hjemmeholdets spektakulære 4-2 sejr i straffesparkonkurrencen – da forstod man, at Wembley kan blive den udslagsgivende faktor, der i år bringer EM-trofæet ‘hjem til England’.
Havde det ikke været for Wembley, ville den franske dommer Marc Batta utvivlsomt have tilladt Spanien at afgøre kampen allerede i ordinær spilletid. Mindst to gange måtte det spanske mandskab se sig urimeligt bortdømt. Første gang, da Salinas efter en lille halv time rykkede gennem det engelske forsvar og udnyttede en halvkikset tværpasning til at passere målmand Seaman. Ligesom da Kiko havde nettet nogle minutter tidligere, viftede Batta afværgende for off side, men i dette tilfælde aldeles uberettiget.
Den anden fatale kendelse kom seks minutter efter halvtid, da Gascoigne uregulært fældede den fremstormende Alfonso i engelsk straffefelt; i stedet for at pege på 11-meter pletten valgte den frygtsomme franskmand at give Spaniens bedste angriber et gult kort for forsøg på film.
Hvor dommeren ikke hjalp, sørgede Lykkens Gudinde og Englands fremragende målmand David Seaman for resten. Kampen balancerede hele tiden på en knivsæg. Englænderne fightede for æren og fædrelandet. Men det spanske hold virkede mere velorganiseret og kløgtigt i sit kontraspil. Hele tiden voksede intensiteten under fornemmelsen af, at den første scoring ville afgøre alt. Den nye golden goal regel for forlænget spilletid var reelt gældende næsten hele kampen. Ikke underligt, at forsvarsspillerne blev dagens store profiler. Nadal og Sergi hos Spanien. Hos England Southgate og Neville.
Og altså Seaman. Først og fremmest David Seaman. I slutningen af 1. halvleg spillede Salinas en brilliant stikning frem til Manjarin, der havde frit løb mod mål; men Seaman gik ud af feltet og udførte køligt sin pligt som sweeper. Tre minutter før fuldtid måtte han til gengæld strække sig i fuld længde mellem stængerne for at parere et fladt skudforsøg fra Kiko. Og i allersidste minut måtte han igen frem og tackle.
Slutfløjtet udløste et befrielsens suk, og der kom igen en smule vædske i de indtørrede struber. Ingen på Wembley var uvidende om, at Spanien havde formået at afgøre alle sine tre indledende puljekampe i slutfasen.
Ved straffesparkskonkurrencen handlede det ikke længere om disciplin og taktik. Nu blev det den enkelte spillers nerver og engagement, der gjorde udslaget. Og her var de engelske spillere løftede – dels af at have klaret matchen, dels af at befinde sig på Wembley.
Især Stuart Pearces scoring til 3-1 utvivlsomt gå over i legenderne i dette legendernes land. Da den populære centerforsvarer gik frem mod målmand Zubizaretta, standsede 75.000 åndedræt, for i seks år havde Pearce måttet bære på erindringen om sin fatale afbrænder fra samme position i VM-semifinalen mod Tyskland i Torino. Denne gang placerede han bolden i nettet hårdt til venstre for målmanden. Det var ren exorcisme, så man straks efter: Pearces skikkelse krakelerede i en ejendommelig aggressiv, sejrsbevidst og samtidig tudbrølende attitude. For Wembley! For Dronningen og England! Ridderen af det røde kors på den hvide bund havde genoprettet sin og fædrelandets ære.
De læsere, der ikke hørte brølet henover Nordsøen få minutter senere – helt præcist kl. 18.38 – da Seaman reddede Nadals straffespark og dermed sikrede hjemmesejren, har sikkert haft rig lejlighed til at studere begivenheden på TV. “Et øjeblik, der for altid vil leve i vores erindring”, lød det højtravende på BBC.
Men der er stadig noget, der ikke kan opleves på TV – kun på kroppen. Wembley, f. eks.
You’ll never walk alone, sang Wembley stående og viftende, så jeg i tyve minutter umuligt kunne veksle et ord med min sidemand fra The Independent.
Og ordene skulle tages helt bogstaveligt! Alle sentimenter løb af med såvel de stortudende tilskuere som de stortudende spillere nede på banen: Du skal aldrig kæmpe alene! Vi er fælles om det! For England!
Det er her, de engelske tabloidaviser er ligeså ude af takt med deres publikum, som de danske: De interesserer sig hverken for selve fodboldspillet eller for, hvem der vinder turneringen. De interesserer sig kun for at sælge oppiskede stemninger, der ikke skal tages bogtaveligt.
Før åbningskampen udskreg tabloidaviserne hjemmeholdet som sikre EM-vindere – havde England måske ikke hjemtaget VM-trofæet i 1966, da man sidste gang var arrangørland. Efter den jammerlige 1-1 match mod Schweiz krævede de samme aviser Terry Venables fyret og Gascoigne sat af holdet – nu var England nul og nix, højst en samling fordrukne bøssedrenge uden chance for videre kvalifikation.
Men efter den medrivende 4-1 sejr over Holland vendte tabloidsprøjterne endnu engang 180 grader – nu hed det, at Spanien ikke har bragt verden andet end plager (syfilis bl.a.), men nu skulle Sir Francis Drake og hans flotille så let som ingenting sænke Den Spanske Armada af selvoptagne strandamigos, der slet ikke havde vist talent for fodbold.
Wembleys ængstelse i lørdagens 126 pinefulde minutter, såvel som den medrivende støtte til det engelske hold, dokumenterer ligeså klart som de efterfølgende sympatitilkendegivelser overfor de spanske tilskuere, at de fleste englændere aldrig har kørt med på petitpressens nationalchauvinistiske vogn.
De er bare et folk af fodboldinteresserede patrioter. Der også forstår at overgive sig til begejstringen. På vej hjem i S-toget fandt de andre sange frem på repertoiret. Da et par ungpiger steg ind på en mellemstation lød det unisont i hele vognen: Get your tits out for the lads! Get your tits out for the lads! Yeah!