Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 27.juni 1996
Old Trafford var hverken fyldt eller i stemning, som når hjemmepublikums franske yndling Eric Cantona gør sin entré på arenaen. Denne eftermiddag måtte Manchester-folket nøjes med Røde Erics gamle klubkammerat, Laurent Blanc. Og det blev aldrig det samme.
Efter en mildt sagt skuffende indsats blev de franske semifinale-favoritter elimineret af Tjekkiet, der vandt den afsluttende straffesparkskonkurrence 6-5. Selve semifinalematchen var da endt 0-0 i ordinær spilletid. Og endnu engang havde den nye golden goal regel blot forlænget lidelserne med 30 resultatløse minutter.
Først derefter kom der gang i begivenhederne. Til at tage straffesparkene valgte det franske hold de samme fem spillere, som havde eksekveret sikkert mod Holland: Zidane, Djorkaeff, Lizarazu, Guérin og Laurent Blanc. Ingen af dem svigtede (selvom målmand Kouba måske burde have holdt et svagt skud fra Guérin). Men de tjekkiske straffesparkskytter udlignede hver gang ligeså sikkert: 1-1 ved Kublik, 2-2 ved Nedved, 3-3 ved Berger, 4-4 ved Poborsky og 5-5 ved Rada.
Herefter skulle de to mandskaber til at grave nye skytter frem – en situation, ingen af dem tilsyneladende havde forberedt sig på. For Frankrig blev det Pedros, der var blevet indskiftet i det 61. minut og faktisk havde været én af holdets bedste. Han valgte at skyde fladt i midten, og selvom Kouba kastede sig til venstre, fik han pareret med benene.
Nu hvilede det alene på tjekkiske fødder at afgøre kampen om finalepladsen. Kubik gik frem mod 11-meter pletten. Men hov! Han havde jo allerede taget det første forsøg – og det må man altså ikke, før alle holdets spillere eventuelt har været turen igennem. Altså tilbage til midterfeltet, hvor de tjekkiske spillere gerådede i nogen diskussion, inden forsvarsdirigenten Kadlec begav sig ned mod målmand Lada. Et naturligt valg, for Kadlec er veteranen med overblik på det tjekkiske hold. Der var da heller ingen som helst tvivl over hans scoring.
En spændende afslutning. Nok var der tristesse i Manchester igår aftes, men på Prags ølstuer har glæden utvivlsomt været overstadig.
Og det med god grund, hvis Informations EM-udsending ellers skal give sit besyv. Frankrig nåede i denne EM-turnering at spille 360 kampminutter, og i denne lange tid formåede holdet blot at score fire regulære mål – heraf ikke ét eneste i knockout-matcherne efter de indledende puljekampe. Og selv om Bernard Lama i den samme periode kun har lukket to mål ind i den anden ende, så fortjener man altså ikke at vinde en EM-turnering på den måde.
Hvilket bringer os tilbage til Eric Cantona og Laurent Blanc. Siden de to spillere for seks år siden vandt den franske cupfinale med Montpellier, er deres veje skiltes i mere end én forstand. Cantona er her i Manchester blevet manden, hvis mål afgør de vigtigste kampe. Blanc er til gengæld rykket fra midtbanen tilbage i den klassiske sweeper-position.
Som Desailly sagde før semifinalen: “Førhen var vi et hold af individuelle talenter, der skabte underholdende kampe; undertiden vandt vi 5-0, men vi tabte også tit. Nu lægger vi ikke så megen vægt på fantasien. Vi spiller mekanisk, en slags robocop-fodbold – men vi vinder, og det er det afgørende. Vi arbejder for hinanden, og vi udnytter vore potentialer, selv om det måske ikke ser så spændende ud.”
Det er i en nøddeskal landstræner Aimé Jacquets filosofi. Det er grunden til, at han ikke bragte Cantona med i truppen til England. Og det er hans erklærede program for at gøre Frankrig til verdensmestre på hjemmebanen i 1998.
Efter at have overværet den triste semifinale, er der nok ikke mange Manchester United tilhængere og Cantona-fans, der vil give Jacquet medhold. Og efter at have fordøjet Frankrigs uventede nederlag i en kamp, hvor det virkelig gjaldt, bør Desailly og hans træner måske også give sig tid til en del eftertanke.
Tjekkiet gjorde nemlig det fornuftige. Holdet beviste så at sige, at mennesket stadig er klogere end robocop.
Fra begyndelsen var det tydeligt, at savnet af fire nøglespillere svækkede det tjekkiske mandskabs potentialer betragteligt. Som frontløber virkede Drulak tung og klodset, helt uden den suspenderede Kukas formidable boldkontrol og hurtige ryk. Og som højre wingback vikarierede Poborsky ganske vist udmærket for (den ligeledes suspenderede) Latal, men til gengæld var han savnet på den centrale midtbane, hvor netop Latals ryk i højre side har skaffet ham så meget spillerum i de tidligere kampe.
Derfor blev Tjekkiets angreb mindre farlige end ellers. Ingen af de to målmænd blev sat på egentlige prøver, men det var tjekkerne der havde den bedste kampkontrol midt på banen, bl.a. fordi de var bedre til at beholde bolden i de fysiske mand-mod-mand konfrontationer. Det franske spil løb i blindgyder under det tjekkiske pres, og i pausen begyndte fornemmelsen af den kommende overraskelse at melde sig.
Men fra 2. halvlegs begyndelse, rykkede tjekkerne gradvist længere tilbage, efterhånden med tydeligt mærkede ben efter søndagens hårde kvartfinale mod Portugal. Franskmændene fik mulighed for at tilspille sig flere åbne chancer. Djorkaeff brillerede med adskillige tætte pasningsfrispilninger helt inde foran mål, og Pedros begyndte at gå til baglinjen i venstre angrebsside. Bortset fra en ren aftrækker på overliggeren blev det imidlertid aldrig rigtigt faretruende.
Og i den anden ende skabte det franske pres flere åbninger for de kontraangreb som tjekkerne er mestre i. Men dels spillede den indskiftede Patrik Berger alt for selvisk i de mest oplagte situationer. Dels var Nedveds og Porborskys og Novotnis ben efterhånden for trætte til den afgørende kraftpræstation.
Til sidst – og tydeligt i den forlængede spilletid – havde tjekkerne ikke anden mulighed end at spille for uafgjort. Det gjorde de klogt. Og i finalen vil de fleste hjul i den centraleuropæiske kontraekspres forhåbentlig være klar til at rulle igen. Det vil i så fald være mere underholdende end det såkaldte Blå Tog, som vist ingen andre end bookmakerne nogensinde er steget på.
Resultatet af onsdagens anden seminifinalematch England-Tyskland forelå ikke ved redaktionens slutning.