Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 26.juni 1996
På gader og caféer vil alle pludselig vide, om jeg er tjekke! Sådan er verden fuld af nye oplevelser.
Det var også en oplevelse i søndags: at se det tjekkiske mandskab give de boldbegavede og lidt for storsnudede portugisere en lektion i, hvad det egentlig gælder om i en fodboldkamp.
“Tjekkiet har jo slet ingenting at byde på”, sagde min sidemand efter de første tyve minutter, da ‘Europas brasilianere’ anført af Rui Kosta og Joao Pinto havde henrevet Villa Park med deres synkoperede bevægelser og komplekse boldforløb. Manden var fra Prensa Presse i Lissabon, fremgik det af akkrediteringskortet.
“Jo,” svarede jeg; “tjekkerne vil vinde.” Han gloede olmt.
Før EM-turneringen lokkede bookmakerne med en formue, hvis man turde spille på Tjekkiet – kun Tyrkiet havde ringere odds. Nu er det bøhmisk-mæhriske mandskab fremme blandt de sidste fire, og i det omrejsende pressekorps fornemmes en uudtalt forhåbning om en slags genopførelse af Danmarks eventyrlige bedrift for fire år siden. Hvem ser ikke gerne Vaclav Havel i lykønskerens rolle på søndag på Wembley – hellere end Helmut Kohl eller Jacques Chirac?
Før det kommer så vidt, skal det tjekkiske mandskab dog præstere at besejre les bleus i dagens semifinale på Old Trafford. På forhånd en opgave, der synes umulig at overkomme. Dels er Frankrig ubesejret i mere end to år og 27 landskampe! Kun i 9 af dem er målmand Lama overhovedet blevet passeret! Dels gjorde den uanstændige tyske dommer Helmut Klug i søndags, hvad han kunne, for at hindre Tjekkiet i at have mere “at byde på”.
Med et orgie af gule og røde kort udelukkede han fire af holdets mest centrale spillere fra semifinalen: centerforsvareren Suchoparek, midtbanemanden Bejbl, frontløberen Kuka og wingbacken Latal. Sidstnævnte var efter min opfattelse banens bedste, især med sine lynhurtige og velkontrollerede kontrastød på højre flanke. Ikke desto mindre måtte Latal modtage to advarsler – og dermed en udvisning – for rene bagatelforseelser; den første en ganske harmløs fysisk berøring med en modspiller, den anden en utilsigtet fældning i en ligegyldig situation langs midterlinjen.
Spørgsmålet er nu, om træner Dusan Uhrin råder over tilstrækkelige resourcer på udskiftningsbænken til at kompensere for disse tab, der især forekommer fatale i bageste kæde.
Men man bør selvfølgelig ikke glemme – hvad de fleste tilsyneladende havde gjort – at Tjekkiet kvalificerede sig til denne slutrunde ved at henvise Holland til andenpladsen i den fælles kvalifikationspulje (de indbyrdes opgør endte 0-0 i Rotterdam og 3-1 i Prag).
Man skal heller ikke glemme, at Tjekkiet herovre har formået at besejre Italien og at spille uafgjort mod Rusland, endda i et par af turneringens mest medrivende matcher. Smicers sidste-øjebliks udligning mod Rusland skaffede faktisk Tjekkiet førstepladsen i Gruppe C (af de fleste iagttagere på forhånd karakteriseret som turneringens hårdeste).
Smicer er klar igen i dag. Det samme er Poborsky, som mod Portugal udførte en af de smukkeste scoringer i hele turneringen (et følt lob over målmand Baio), men som også imponerede mod Rusland ved flere gange at få træværket til at dirre med overrumplende langskud.
Sandheden er, at det hverken skyldes held eller tilfældigheder, at tjekkerne nu både har elimineret Italien, Rusland og Portugal. De har simpelthen spillet godt. Måske fordi de er et af de få mandskaber, der ikke er ramt af taktiske overlæg og professionelt overmod – hverken på egne eller på modstanderens vegne. Tjekkernes forberedelser er særdeles afslappede. De tager hver sejr som en oplevelse, og på banen og spiller de den form for fodbold, som de nu engang har ressourcer til. D.v.s. en centraleuropæisk kombination af tysk minimalisme og russisk kontraekspres. Med en lille dosis svejk’sk ironi overfor overmagten.
Kadlec, der til daglig spiller i FC Kaiserslautern, er minimalisten; han organiserer defensiven med overblik og disciplin. Kuka og Latal er til gengæld et par lynhurtige og teknisk kompetente kontraspillere; i deres fravær står både den elegante Berger og den målfarlige Nedved i dag parat til at rykke ind ved siden af Poborsky og Smicer.
Men de skal møde turneringens absolut stærkeste forsvar. For hver kamp, Frankrig spiller, bliver det tydeligere, at dette holds meriter bygger på en uforlignelig defensiv, hvor Desailly, Blanc og Deschamps er de centrale figurer. Franskmændenes pasningsspil på tværs – med Alex Fergusons udtryk “deres interaktive fodbold” – er stilrent og nydeligt at se på, men har hidtil ikke formået at producere ret mange oplagte målchancer. Nu er den mest målsøgende angrebsspiller, Dugally, ovenikøbet blevet langtidsskadet. Det skal blive interessant at se, hvordan Cantonas hjemmepublikum i aften reagerer på træner Aimé Jacquets fodboldfilosofi.
Men bortset fra det, samler nationens opmærksomhed sig nu om onsdagens anden semifinale. For England står det tyske mandskab nemlig som arvefjenden i en anderledes tung og dramatisk forstand end de tilbagevendende, broderlige opgør med skotterne.
Her er historien om de engelsk-tyske skæbneopgør i nyere tid – VM-finale 1966 på Wembley: 4-2 efter forlænget spilletid. VM-kvartfinale 1970 i Mexico: 2-3 efter forlænget spilletid. Nations Cup-kvartfinale 1972 på Wembley: 1-3 (og 0-0 i returmatchen i Berlin). VM-puljekamp 1982 i Barcelona: 0-0 (Tyskland nåede senere finalen). VM-semifinale 1990 i Torino 1-1 (3-4 efter straffesparkskonkurrence).
Man skal altså 30 år tilbage for at finde en stor turnering, hvor mødet med Tyskland ikke har været dødbringende for det engelske landshold. Her på øerne repræsenterer Tyskland inkarnationen af den kontinentale spillestil, som både spillere og publikum nærer et tilsyneladende uudslukkeligt mindreværdskompleks overfor.
Det tyske hold stiller ikke op med sådanne mentale handicap. Til gengæld har det langtfra imponeret i de hidtidige kampe. Med Klinsmann på skadeslisten råder træner Berti Vogts kun over én verdensklassespiller: Sammer. Han har til gengæld været den afgørende forskel i både 0-0 opgøret med Italien og 2-1 sejren over Kroatien. Han er manden, der i aften skal drive sit hold til at kæmpe med den selvfølgelige bevidsthed om, at Tyskland altid sejrer til sidst. Dog – mod ånden på Wembley kan selv den overmægtige møde overmagten.
Sådan er det så svært at være stormagt, både på øerne og på kontinentet. Det er meget nemmere at tage sig en latter med den menige soldat Svejk.