Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 2.juli 1996
Det var som en slutopgørelse i bogholderiet: Alle plusposter opført, alle minusposter ligeledes, ikke flere uforudsete kolonnebevægelser – tilbage kun at addere og subtrahere frem til det endelige resultat, som bogholderen nok på forhånd har gættet.
Måske netop derfor var fornemmelsen så flad, da Tysklands Oliver Bierhoff fem minutter inde i den forlængede spilletid afgjorde hele EM-finalen med turneringens første golden goal. I det øjeblik formåede UEFA’s flatterende betegnelse ikke længere at skjule, hvad selvsamme procedure benævnes i andre sportsgrene: “en pludselig død”. Intet håb tilbage for det uforudsigelige. Intet håb tilbage for Tjekkiets helte, hvis dynamiske kontraspil trods alt havde leveret matchens bedste underholdning. Ingen mulighed for, at det undertippede mandskab kunne mobilisere sine hidtil ukendte mentale og fysiske ressourcer i en sidste, alt-eller-intet indsats mod overmagten.
Med ét forstod man, hvorfor ‘plötzliches Tod’ oprindelig kunne opstå på Det Tredje Riges sportsarenaer, og hvorfor idéen så glat har kunnet adapteres af den moderne mediemagt. I en helt anden forstand end de fire målløse omkampe i kvart- og semifinalerunden, satte Tysklands definitive 2-1 scoring spot på de uheldige perspektiver i UEFA’s nye regel.
Efter denne finale oplevelse vil trænere og spillere nok vide at tage deres forholdsregler: Oliver Bierhoff stod med ryggen mod målet, da han modtog bolden en halv meter inde i boxen. Markeringsspilleren lige bag ham, Karel Rada, reagerede undvigende på Udinese-strikerens bagudskubbende kropsarbejde – og netop derved blev der plads til, at han kunne dreje på en tallerken og affyre det fatale skud, som målmand Petr Kouba kun nåede at halvklare, inden bolden trillede ind ved fjerneste stolpe.
Det var fair play af Rada, som i øvrigt havde spillet en meget stor kamp. Men også et lærestykke i, hvor meget man kan tabe ved sportslig optræden, så længe golden goal reglen hersker. Fra nu af vil trænerne exercere ind i hoved og krop på deres spillere, at i forlænget spilletid må modstanderholdet for enhver pris og med alle til rådighed stående midler forhindres i at komme til afslutninger. Dommerne vil alligevel være for frygtsomme til at fløjte straffespark i sådanne situationer – jævnfør, at Pierlugi Pairetto ikke turde annullere den tyske scoring, da han efter kendelsen opdagede at linjevogteren havde flaget oppe.
Usportsligt
UEFA har ved dette EM viftet voldsommere end nogensinde med fair play-emblemer og fair play-slogans. Men når det kommer til stykket, er de fiskale og bureaukratiske interesser i organisationen langt stærkere end ønsket om at fremme det gode fodboldspil.
Usportsligt kan det noteres, at Tjekkiets muligheder i finalematchen på forhånd var handicappet af en tysk (!) dommer, der havde udelukket holdets absolut bedste, højrekantspilleren Radek Latal. Det var Hellmut Krug, der i en skandaløst dømt kvartfinale mellem Tjekkiet og Portugal gav Latal to gule kort – det første åbenlyst urimeligt, det andet tvivlsomt. Hvorefter UEFA’s disciplinærkomité sørgede for, at suspensionen kom til at gælde både semifinalen og slutkampen.
Latal er en nøglespiller både i det tjekkiske forsvar og i kontraspillet. Bagude mærkedes blottelsen, da Poborsky ikke var så flittig i defensiven og Hornak ikke formåede at dække både centrum og højre flanke. Det gav angrebsplads til Stefan Kuntz, Mehmet Scholl og senere Oliver Bierhoff.
Tilsvarende i front, hvor Kuka blev alene om at skabe de farligste gennembrud. Selv om tjekkerne havde overtaget på midtbanen og virkelig formåede at føre deres kontrangreb frem i lynhurtige kombinationer, så manglede de Latals dybe løb til baglinjen. Nemec, Berger, Bejbl, Nedved og Porborsky bevægede sig begavet og demonstrerede stor indbyrdes spilforståelse, men i sidste ende måtte de altid søge at finde Kuka på midten eller til venstre. Det blev for nemt for de tyske forsvarere, og Bergers langskudsforsøg blev aldrig rigtigt farlige.
Omvendt spillede den tyske midtbane hele tiden uopfindsomt på tværs. Kun når Matthias Sammer rykkede med frem, lykkedes det at skabe overtalssituationer, der for alvor blev målfarlige.
Efter en målløs 1. halvleg forsøgte tyskerne at lægge deres spil højere op på banen. Det resulterede – ikke overraskende og heller ikke ufortjent – i en tjekkisk scoring, efter at både Helmer og Sammer havde trukket i nødbremsen overfor en tjekkisk lynkontra. Dommeren burde have uddelt to røde kort, men valgte i stedet at give Tjekkiet et straffespark – selv om Sammer havde fældet Kuka en meter uden for boxen. Bergers skud fra 11-meter pletten var svagt placeret, men tilstrækkelig hårdt til at passere under målmand Köpke.
Efter denne 1-0 føring var ikke bare 10 millioner tjekkere, men også de elleve mand på banen som berusede. Det forløste adskillige optimistiske frispilninger, og i medrivende ti minutter kunne Tjekkiet flere gange have afgjort matchen endegyldigt.
Men i det 69. minut viste Berti Vogts, hvorfor han nyder så stor popularitet i Tyskland. Han sendte Bierhoff på banen i stedet for Scholl, tydeligvis med en rigtig iagttagelse af, hvor det kompakte tjekkiske forsvar havde sit svage punkt: høje indlæg lige uden for målmand Koubas rækkevidde. Allerede tre minutter efter lagde Ziege et perfekt eksemplar af slagsen, som Bierhoff ligeså perfekt pandede i nettet.
1-1. Herefter var det tyskernes tur til at opleve ti gyldne minutter, og tilskuerne kunne bestemt ikke klage over en kedelig finale. I de sidste fem minutter af den ordinære spilletid og i ekstratiden forekom midtbanen helt affolket. Begge hold stræbte efter en afgørelse, og chancerne bølgede fra den ene ende til den anden. Indtil det hele altså pludselig døde.
UEFA taberen
Når alt kommer til alt, var det nok EM’s to bedste turneringsmandskaber, der nåede finalen. Finlands nye landstræner kunne lære meget af Dusan Uhrin om kontraspillets mange forskellige ingredienser; man glæder sig allerede til at gense det tjekkiske hold ved VM i 1998. Tyskland bør til gengæld roses for, at holdet fungerede som et kollektiv, der hele tiden – uden at råde over et imponerende spillermateriale – forsøgte at skabe kampene på deres egne præmisser.
EM’s store taber blev UEFA, som for pengenes skyld havde valgt en turneringsform, der fremmede det defensive og målløse spil. Men på den anden side: UEFA er jo blot en del af den globale mediemagt, som over hele kloden og på alle livsområder synes i færd med at stage vores finale oplevelse.