Af KLAVS BIRKHOLM – essay offentliggjort i Dagbladet Information 8.juni 1996
FLASHBACK, 1984: Ar-ne-sen, pre-si-dent! Ar-ne-sen, pre-si-dent! lød det taktfast – på fransk – gennem Lyons fortumlede nattegader. Danmark havde netop slået Jugoslavien 5-0 i en af de smukkeste foldboldkampe, der nogensinde var blevet spillet i en EM-slutrunde, og de gode Lyon-borgere måtte for en nat se deres by forvandlet til en mellemting mellem Bakken og det københavnske karneval. Rød-hvide horder overalt, eufori på kanten af besærkergang. Les Vikings!
Således var en af flokkene blevet inspireret til at minde deres værter om Mitterands præsidentvalgkampagne for ikke så længe siden: Et bundt aktive venstresocialister – heriblandt et folketingsmedlem – der havde tilbagelagt rejsen til Frankrig i et hjemmeistandsat folkevognsrugbrød.
Enkelte forbipasserende, der havde åndsnærværelse nok til at bemærke gruppen, svarede umusikalsk: Hi-dal-go, pre-si-dent! (Hidalgo var det år træner for det franske nationalmandskab, der siden vandt trofæet.) Ved lyden af dette tåbelige svar blev en af danskerne så høj i hatten, at han spontant gav sig til at citere Hans Magnus Enzensberger, som i én eneste sætning syntes at udtrykke, hvad man denne aften havde bevidnet på Lyons Stadion: »Når jeg siger mobilisere, så mener jeg mobilisere – nemlig at gøre menneskene bevægeligere end de er; frie som dansere, åndsnærværende som fodboldspillere, overraskende som guerillos.«
I øvrigt den selvsamme dansker, som tolv år senere skulle blive udsendt af Information for at dække slutrunden i England.
SHEFFIELD: Tiderne skifter. Her mærker man ikke – i hvert fald endnu ikke – nogen overstrømmende rød-hvid invasion i gadebilledet. Bevares, dansk tale kan opfanges, i kiosker, på caféer og pubs. Men de såkaldte roligans er ikke synlige som en del af baggrundstæppet før turneringens åbningskampe her i weekend’en. Ligeså lidt som det danske hold og dets spillestil påkalder sig nogen synderlig opmærksomhed i den fodboldinteresserede offentlighed. Påfaldende, i betragtning af at holdet er regerende europamestre.
Har de danske rejsebureauer svært ved at fylde deres fly og busser, er pressen til gengæld massivt til stede. På alle hoteller får man Ekstra Bladet kastet gratis i nakken, ligesom man efter behag kan forsyne sig med avisens ‛roligancard’ (‟keep this card in a safe place”), der giver adgang til endnu flere frieksemplarer rundt omkring i byen. Og Ekstra Bladet er ikke alene. Blandt de danske presseakkrediteringer finder man bl.a. otte medarbejdere fra de 3 Stiftstidender, tre fra Lolland Falster Folketidende og to fra Horsens Folkeblad.
Tiderne skifter: EM er blevet en mediebegivenhed – og dermed en business-begivenhed – der i idrætsbranchen kun overgås af VM og de Olympiske Sommerlege. Til sammenligning ligner turneringen i 1984 i Frankrig næsten allerede en tabt uskyld. Kampene i England TV-transmitteres til 194 lande og forventes at skabe en samlet omsætning på 5,5 milliarder kr. Det er ikke alene for at fremme det ædle spil, at antallet af deltagerlande i år er blevet fordoblet fra otte til seksten, og at turneringen som følge heraf er blevet udvidet fra 15 til 31 kampe.
De mange penge er sikkert en væsentlig del af forklaringen på, at opmærksomheden for tiden forskydes bort fra selve spillet og spillets udvikling. Nutildags må en klub betale 50-100 millioner om året til en international klassespiller. Så er det vel ikke underligt, at pressens opmærksomhed mere samler sig om spillerne, deres kontrakter, deres meninger og deres privatliv. De seneste dage har det handlet om det britiske mandskabs vandalisering af et Cathay Pacific fly på hjemturen fra et træningsophold i Østen: Det var vel Gascoigne, der igen opførte sig som en forkælet vildknægt? Og Fowler har vel heller ikke set passivt til? Når skidt kommer til penge! Well, nu må drengene disciplineres, så England kan vinde.
OPTAKT: Efter 1-0 sejren over Ghana liner de danske spillere op på grønsværen; med armene over hovedet klapper de ud til publikum. Så ser jeg det. Det sker i en brøkdel af et sekund: Et par af spillerne bøjer sig halvt i knæ, drejer sig en anelse, rækker armen en smule ud mod sidemanden – kun et øjeblik, men de gør det samtidigt, som var det indstuderet. I næste øjeblik er billedet væk, armene igen tilbage i klappestillingen, og hele holdet vandrer langsomt ud mod spillertunnellen.
Hvad skete der? Jeg kan kun fortolke det på én måde: Det er holdets afskedskamp med det glorværdige danske hjemmepublikum; vi skal allesammen sende dem afsted med jublende EM-drømme og god vind i ryggen. Sådan har spillerne forestillet sig denne dag i Parken. Måske har de endda glædet sig. Men lige, da de skal til at dreje omkring og løbe samlet over mod tribunen ved P.H. Lings Allé, må det være trængt ind hos de sidste af dem, at flertallet af tilskuerne på det kun halvt fyldte stadion holder pibekoncert! Slet ingen jubel – bortset fra den, stævnespeakeren forsøger at piske frem.
Det er noget nyt. Bortset fra, at det er en gentagelse af, hvad man kunne opleve under venskabsmatchen mod Skotland den 24. april, da de danske spillere måtte stå hele 2. halveg igennem under publikums højlydte mishagsytringer.
Måske kan det tolkes som udtryk for, at nationens fodboldelskere er blevet mere kritiske og krævende. Måske kan det også tolkes som udtryk for noget dybere.
ONE-AND-ONLY: Den danske roliganbølge, der nåede et klimaks under VM i Mexico i 1986 og efter alt at dømme kulminerede under EM i Sverige for fire år siden, tog sin begyndelse engang i midten af 70’erne. Det var dengang, de danske legionærer i udenlandske storklubber blev så talrige, at en landskamp i Idrætsparken blev en ganske anderledes oplevelse end en 1. divisionskamp mellem KB og Esbjerg. Nogle af storklubberne – Ajax Amsterdam, FC Barcelona, Werder Bremen, Anderlecht – professionaliserede i de samme år spillernes tekniske og taktiske udvikling i en sådan grad, at adskillige danskere blev løftet til verdensniveau.
Det var virkelig en uskyldens tid. Det ene øjeblik skabte verdensstjerner som Henning Jensen, Allan Simonsen, Morten Olsen og Frank Arnesen drømmeforløb og pragtmål. Det næste øjeblik gav utrænede amatører som Henning Munk Jensen fra AaB og Lars Larsen fra Frem modstanderholdene gratis chancer og rene foræringsmål. Over det hele svævede ‛Nikkelaj’ – landstræner Kurt Nielsen, en slags Gustav Winkler i PUMA-outfit, der altid var god for en munter bemærkning og tilsyneladende hyggede sig ved, at kampene i det mindste var målrige. Når bare drømmene levede, gjorde det ikke så meget, at Danmark aldrig kvalificerede sig til en slutrunde. Resultatfodbold og millionkontrakter var ikke begreber i Nikkelajs univers.
Jeg tvivler på, at flertallet blandt publikum delte synspunktet. Men tælleapparaterne begyndte at gå hurtigere – og ikke mindst to spillere virkede som en ren magnet. Tilsammen skabte de the one and only Arnesen & Kristensen attacking show, som det træffende blev karakteriseret i Information af Danmarks hidtil one and only real soccer journalist, nu desværre skrivende ved Tipsbladet: Jørgen Kristensens driblekunst og Frank Arnesens eksplosive temposkift – og især de to spilleres geniale samintuition – forvandlede i de år publikum i Københavns Idrætspark.
Det er der også et stykke socialhistorie i.
HILLSBOROUGH: På fælleden nogle hundrede meter fra stadion står to 13-års knægte og skyder på mål. Den ene er høj og langhalset. Han lægger bolden omhyggeligt tilrette, ser målbevidst op mod højre trekantsammenføjning og placerer med et kort tilløb bolden fladt til venstre, næsten som Kim Christoftes sidste mål i straffesparkskonkurrencen mod Holland for fire år siden. Kammeraten er mindre og meget kraftigere bygget. Hans ansigtsudtryk røber, at han vil udligne. Han kaster bolden lidt tilfældigt og går altfor langt tilbage. Så kommer han tonsende. Skuddet ryger flere meter over overliggeren. Arrrgh!
I 1880’erne blev europæisk fodbold til en arbejderklasse-idræt. Mange storbyklubber udvikledes med rod i en bestemt industri eller et arbejderkvarter – i fodboldens hjemland f.eks. Arsenal, Liverpool, Manchester City, Sheffield Wednesday. Ovenpå overklassens gamle kostskolefodbold fik denne sociale forandring i hvert fald to konsekvenser for selve spillet: Dels udnyttede holdene den fra industrien kendte kooperative arbejdsdeling, så hver spiller fik sin særlige rolle på holdet – centrehalf, venstre fløjhalfback etc. Dels fik den fysiske styrke – i tacklinger og wingløb – en langt mere fremtrædende rolle. Hvem kender ikke de tusindtallige råb på Anfield Road den dag i dag, når hjemmeholdets Mark Wright uforfærdet tørner mod Newcastles Les Ferdinand med en manddomsgny som var det en ridderturnering: Yeah! og good lad! good lad! Det er netop det fysiske element, der gør kick-and-run fodbold så spektakulært.
Som 13-årig boede jeg i et kvarter for arbejdere og andre småkårsfolk i den mindre provinsby Holstebro. På marken overfor vores karré spillede alle drenge fodbold fra morgen til aften. I sommerferierne kunne jeg ikke komme tidligt nok op om morgenen og ikke hurtigt nok ud efter aftensmaden. Jeg sled en læderbold op om året. Men jeg var ranglet og meget spinkel. Og så havde jeg en hang til at drømme. Når jeg løb på banen og naboens kæmpestore Jens-Erik kom tonsende, foretrak jeg i reglen at overlade ham bolden. Det gav lavstatus. Ingen betroede nogensinde mig at tage et straffepark, selv om jeg kunne gøre præcis det samme som den lange dreng her på Hillsborough Fælled – hver gang.
På samme måde gik det i Holstebro Boldklub. Jens-Erik blev målmand på mesterrækkeholdet. Jeg spillede et par juniorkampe som højre innerwing, men lange diagonalafleveringer og hjørnespark direkte på mål var ikke noget, hverken træneren eller medspillerne satte pris på: Jeg kunne ikke tackle. Jeg var for ‛intellektuel’. Jeg standsede i klubben. Jeg kom på gymnasiet, på universitetet – og i de år så jeg europæisk fodbold i fjernsynet.
Det er her, Frank Arnesen kommer ind i billedet. Han repræsenterede en bro, eller rettere en overvindelse af det gamle sociale skel mellem en proletarisk møver som Heino Hansen og en aristokratisk kunstner som Günter Netzer. Jeg kan sige det med sikkerhed: Jeg var langtfra den eneste studerede fantast, der i slutningen af 70’erne fandt min faste plads på Idrætsparkens billige langside, helt oppe under lægterne, så vi kunne råbe sammen med de mange hundrede bananer fra Fremad Amager: Ar-ne-sen! Ar-ne-sen!
TOTALFODBOLD: ‟Fra klassekultur til totalfodbold” har Hans-Jørgen Nielsen engang beskrevet den udvikling. Som altså både fandt sted på banen og på tribunerne. Arnestedet var Holland – her blev totalspillet ikke mindst inkarneret af Cruiff og Neeskens. Men også Vesttyskland viste vejen for denne nye fodboldform, hvor arbejdsdelingen blev langt mindre rigoristisk, så man ind imellem kunne angribe over hele banen – som f.eks. Overath og Breitner ofte lagde op til.
Det er den skole, det danske dynamithold voksede ud af. For Sepp Piontek, der trådte til som ny landstræner i 1979 tog det sin tid at opdage. I sine mange første kampe satsede han på Hvidovres crash-stopper, Steen Ziegler på nøjagtig den samme plads og med nøjagtig den samme rolle, som Nikkelaj så ubegribeligt havde betroet Henning Munk Jensen. Først da den langt mere offensivt spillende Morten Olsen omsider overtog pladsen som libero, hvorfra han kunne styre tempoet op og ned og i de rette øjeblikke drive hele holdet fremad i totale angreb – først da blev det danske forsvar også lukket effektivt bagude.
Det lærte Piontek. Men hvad han aldrig opdagede var, hvor dynamitten på dette fantastiske hold havde sin lunte. Frank Arnesen var hverken arbejdsmand eller intellektuel. Han var noget helt nyt. Hans vilje til at bryde igennem, kombineret med et antrit der fik enhver til at tabe vejret, kunne sønderrive selv det bedste forsvar. Men kun fordi individualiteten altid blev forbundet med det kollektive: Når han svævede igennem modstanderrækkerne, skete det altid i en samfølelse med med- og modspillernes bevægelser i rummet omkring ham, så ingen kunne være i tvivl: this guy’s a dreamer. John Lennon og Mick Jagger i én og samme person. Læs Enzensberger-citatet igen.
Det var for meget for Piontek: Han tog ikke holdet med til Mexico i 1986 for at forene drøm og vilje og vinde et dansk VM. Han tog derover for at slå Vesttyskland – og rejste hjem som en tilfreds mand. På det punkt forblev han tro mod arven fra Nikkelaj.
GULDHOLDET: Mange af dem var ungdomsspillere, da Arnesen, Lerby og Elkjær huserede. Hvor meget det forbillede betød, viste sig for fire år siden, da de fik chancen efter UEFA’s politiske suspension af Jugoslavien – og der ikke havde været tid til gustne overlæg og taktiske øvelser. Guldholdet undsagde omsider den gamle danske tradition for resignation, der havde haft sine rødder i klassekulturens fodboldæra. Disse spillere havde ikke bare drømmen om at vinde EM; de havde også viljen til at virkeliggøre drømmen.
Individuelt besad de måske ikke samme tekniske klasse som de største på dynamitholdet. Men foreningen af drøm og vilje fik dem til at løfte hinanden: Nok er (var) Henrik Larsen og Henrik Andersen offensive fightertyper, men hverken før eller siden har nogen af dem spillet med det format – sidstnævnte var ligefrem i verdensklasse. Nok havde Kim Christofte ikke Morten Olsens hurtighed og autoritet, men han levede op til en tilsvarende spilstyrende rolle (omend fra en anden plads).
Nok var der ingen Arnesen, men Brian Laudrups driblinger og Flemming Povlsens fandenivoldskhed var den nye dynamit, næsten ligeså eksplosiv. Ja, selv Kim Vilforts 2-0 scoring i finalen mod Tyskland bragte mindelser om nogle af Elkjærs mest Storm P-agtige danskheder.
Det forløste nationen. Stadig på tværs af klasser og skel – fra Fremad Amagers ungdomsafdeling til Jurist- og Økonomforbundet. Ikke bare Idrætsparken, men hele Københavns Rådhusplads – og andre pladser landet over – blev fyldt til bristepunktet. Af jublende horder.
Men begivenheden skulle samtidig blive totalfodboldens sidste skvulp i Danmark.
FLEGMA OG ARBEJDSLØSHED: Den nye fodboldform var nemlig unikt underholdende. Og, som vi allerede har været inde på: der er penge i underholdning, store penge, rigtig store penge. Noget, der sjældent lader sig forene med kreativitet.
Dertil kommer, at 70’ernes og 80’ernes massepublikum idag er begyndt at blive præget af en ny social deling. Den glade tro på, at automatiseringen ville fremkalde en ny og mere selvstændig arbejdertype, præget af opfindsomt og ligeberettiget samarbejde i grupper, var totalfodboldens kulturelle matrice. Den er blevet afløst af en fatalistisk fornemmelse af, at vi i stedet er på vej ud i en stadig større polarisering mellem den nye teknologis forgyldte vindere og udstødte tabere.
De sidste er slet ikke tilstede længere. DBU’s ombygning af Idrætsparken til et mere pompøst ‛nationalstadion’ med VIP-lounge og alt hvad dermed følger, har også skruet billetpriserne i vejret. 300 kr kostede en plads til kampen mod Ghana i søndags. Det kan ingen langtidsledig og ingen kassedame betale – for at få adgang til en opvarmningskamp. Derfor de kun halvfyldte tribuner. Også i fodboldsammenhæng defineres underklassen mere og mere som medieindustriens forbrugere, mens overklassen er dens producenter og medarbejdere. Landskampbilletter er hastigt på vej til at blive frynsegoder, som sponsorer og andre firmaer beriger deres i forvejen højt betroede funktionærer med. Det mærkes på tribunerne. Og det mærkes på banen:
‟We have got to be realistic”. Denne udtalelse af Michael Laudrup – et klip på to sekunder – er det eneste, de britiske TV-kanaler har vist fra den danske træningslejr i Leeds i de tre dage, jeg foreløbig har opholdt mig herovre. Michael Laudrup har altid været en flegmatisk type. Hvem kunne forestille sig Flemming Povlsen eller Henrik Larsen fremsætte en sådan bemærkning op til en stor turnering? Desværre har den danske anførers resignerede attitude en tendens til at forplante sig til resten af holdet.
Michael Laudrup er også en stor boldbegavelse og en mand med sympatiske meninger. Jeg er ikke i tvivl om, at han oprigtigt har ondt af de udstødte – som han da også fra tid til anden hjælper med gudbenådede afleveringer. Dem kan de beklageligvis sjældent stille noget op med.
Måske er det sket i ligestillingens navn, måske er det en genoplivet veneration for gamle Nikkelaj: Siden Michael Laudrups tilbagekomst på landsholdet har landstræner Richard Møller Nielsen med omhu sørget for at placere et par teknisk meget ringe udrustede spillere i hans nærmiljø på banen. Det gælder ikke mindst OB’s Brian Steen Nielsen, som i kamp efter kamp har slidt Danmarks midtbane og forsvar op med bunkevis af chanceskabende fejlafleveringer til modstanderne. Det er forlængst begyndt at ligne en gentagelse af historierne med Henning Munk Jensen og Steen Ziegler. Så Michael Laudrups flegmatiske realisme har også sine gode grunde.
I år har landstræneren haft rigelig tid til taktiske overvejelser. Efter de seneste tre venkabskampe at dømme synes han at være nået frem til det resultat, at Danmarks bedste chance denne gang består i at outfoxe de store favoritlande: Vi skal overrumple alle modstanderholdene ved at forære dem midtbanen! Det er her, Brian Steen Nielsen passer ind. Det danske hold skal slet ikke forsøge at kontrollere eller styre spillet, endsige være kreative i lange forløb helt tilbage fra målfeltet. ‟Kontraspillet gav os EM-titlen i 1992, så hvorfor ikke igen”, udtalte landstræneren for nylig.
For halvtomme tribuner kan det vel også være lige så godt som alt andet. I business er det som bekendt kun resultaterne, der tæller. Ikke, hvordan de er opnået.
Sammen med Morten Olsen kan man håbe fromt på, at dette EM skal blive angrebsfodboldens hævn over resultatfodbolden. Holland, Kroatien, Tyrkiet og Spanien nævnes som nogle af de hold, der i så fald skal satses på.
Man kan endnu mere fromt håbe på, at Richard Møller Nielsen har luret os allesammen. At Brian Laudrup, Mikkel Beck, Claus Thomsen, Allan Nielsen & co får friheden til at vise, hvor flydende konstruktivt og målsøgende, de faktisk kan spille.
I så fald skal jeg være den første til at overgive mig – euforisk.