Af KLAVS BIRKHOLM – anmeldelse offentliggjort i Dagbladet Information i december 1996
I det danske Folketing findes der vel efterhånden højst et halvt dusin politikere, der stadig opfatter idékampen som deres hovedopgave. Per Stig Møller er en af disse sidste værdige. Og hans nye bog demonstrerer, at han i hvert fald ikke forsøger at gøre sig opgaven for let.
Som mangeårig frankofil og fortaler for de globale menneskerettigheder, står P. S. Møller i naturlig gæld til Oplysningstidens filosofi. Men netop arven fra Oplysningen gøres i disse år i stigende grad ansvarlig for vor kulturs misærer: 1700-tallets Oplysningsbevægelse fostrede både liberalismen og socialismen, videnskabstroen og den teknologiske optimisme, fremskridstroen og vækstbegejstringen, rationalismen og de intellektuelle eliters statsformynderi. Og med den konservative engelske filosof John Grays ord, fostrede Oplysningen frem for alt »den forrykte idé om en universel enhedskultur«; forestillingen om, »at alle civilisationer i verden gradvist vil ‘udvikle’ sig ‘frem’ mod ét og samme mønsterbillede på frihandel, vækst, velfærd og demokrati – som tilfældigvis er identisk med Vestens«.
Det er denne kritiske udfordring, P. S. Møller nu tager på sig. »Er Oplysningstidens kilder tørret ud?« spørger han indledningsvis. Er der ikke mere at hente fra denne blomstrende gennembrudsepoke for den europæiske modernitet?
Konklusionen er opsigtsvækkende. I afslutningskapitlet fremstiller P. S. Møller nærmest sig selv som skibbruden på en tømmerflåde i oprørt hav. Alle de truende bølger er skvulp fra oplysningstraditionen, medgiver han: I den tredje verden »har vi gennem vores medmenneskelige indsats rykket befolkningerne fra idyllen til katastrofen«, bl.a. ved at kombinere »humanitarisme« med »handelshindringer og indvandrings-restriktioner«. I metropolerne vokser gruppen af fattige – »og den vil blive stadig større, hvis kapitalismens vækst i stadig stigende grad består i at skille sig af med arbejdskraften, alt mens skattesystemerne forhindrer den i at få arbejde andetsteds«.
Det er m.a.o. liberalismen, der holder vandene i oprør! Liberalismen, der dyrker »det velbjergede, velnærede individ, som skøtter sin egen karriere på næstens bekostning, overlader børnene til offentlige vuggestuer, børnehaver og skoler, slapper af ved selvudfoldelse på fitness-centrene og bruger revisoren til at slippe for skatten«.
Det er liberalismen, der har fremkaldt tomhed og atomisering i fællesskabets sted: »Hvis etniske forskelle, medfødte handicaps og fattige opvækstvilkår forhindrer individet i at søge sine evner udnyttet, er friheden indskrænket og sympatien erstattet af skyklapper.«
Det er liberalismen, der har frembragt den omsiggribende naturødelæggelse: »Dens tro på, at mennesket var herre over naturen, forenede sig med videnskabstroen på bekostning af omgivelserne og kulminerede med kapitalismens ubegrænsede udnyttelse og marxismens grænseløse udbytning af naturen«.
Midt i alt dette sidder så den tidligere miljøminister på sin tømmerflåde, der – som han selv beskriver den – efterhånden kun består af tre planker: Edmund Burke, Karl Popper og Alain Touraine. Burke er den konservative tænknings grundlægger i slutningen af 1700-tallet. Popper er en af liberalismens store tænkere i vort århundrede. Touraine er mest kendt som en socialistisk orienteret sociolog, der bl.a. gjorde indtryk med sin tolkning af den franske arbejder- og studenterrevolte i 1968.
Og samtidig erkender P. S. Møller for sit vedkommende, at konservatismen, liberalismen og socialismen hverken kan eller bør hænge sammen.
Altså virkelig: SOS!
Social indignation
Før den bemærkelsesværdige slutning dukker op, har P. S. Møller taget læseren med på en idéhistorisk ekskursion til 1700-tallets midte. Det er her – i tolv-året 1748-59 – Oplysningens bække begyndte at strømme, mener han. Måske et lidt tilfældigt snit; det starter med Montesquieu’s De l’Esprit des Lois og slutter med Adam Smith’ The Theory of Moral Sentiments. Men under alle omstændigheder en epoke, der emmer af præ-revolution og præ-romantik. Det er ikke bare encyklopædiens, det er også den følsomme brevromans tid. Det er ikke bare rationalismens, det er også libertinismens guldalder. Og midt i det hele – i 1755 – indtræffer jordskælvskatastrofen i Lissabon, der slår det første skår i den forjættende tro på, at mennesket-på-egne-ben kan skabe den bedste af alle verdener.
Naturen var 1700-tallets store evangelium: det naturlige menneske, den naturlige dyd, det naturlige samfund, naturretten, naturtilstanden havde gennem efterhånden flere århundreder været det opadstigende borgerskabs mod-forkyndelse til det feudale aristokratis kunstige normer. I så henseende havde Montesquieu, Helvétius, Rousseau og Adam Smith ganske rigtigt fælles udgangspunkt.
Det er også rigtigt, at den sociale indignation over de voksende modsætninger mellem befolkningens almindelige levevilkår og artistokratiets dekadente excesser var en drivkraft i 1700-tallets opbrud – både for Oplysningsfilosofferne og for revolutionsbevægelserne. P. S. Møller mener ligefrem, at 1750’erne i så henseende ligner 1990’erne!
Men det er uholdbart at ville føre konservatismens idé tilbage til det samme revolutionære oplysningsmiljø. Montesquieu og Adam Smith blev faddere til liberalismen, Helvétius og Rousseau blev faddere til socialismen – for alt, hvad de to ideologier i øvrigt fik tilfælles. Konservatismen udvikledes derimod i 1800-tallet som en reaktion imod denne revolutionære moderniseringsproces.
Konservatismen rykkede til forsvar for traditionens værdier og for de kulturelle netværk mellem staten og individet. Blandt andet med Burkes smukke tanke om en kontrakt mellem generationerne, som P. S. Møller flere gange parafraserer: »En generation har ikke lov til at formøble den næste generations muligheder. Ligesom man har fået samfundet med dets institutioner i arv, har man fået naturen i forvaltning, men det er en dårlig forvalter, som sætter gården til. Ved at opæde ressourcerne og forgifte grundvandet har man ikke beskyttet, men ødelagt arvegodset og forskertset den næste generations muligheder for at få glæde af arven.«
Her bekender P. S. Møller sig til Burkes konservatisme. I uforsonligt brud med den oplysningstradition, som folketingskollegaerne på stolene omkring ham – bevidst eller ubevidst – fungerer videre på.
Per Stig Møller: Den naturlige orden. 344 sider. 248 kr. Gyldendal. Udkommer idag.