Af KLAVS BIRKHOLM – leder i Dagbladet Information 3.januar 1997
UDTRYKKET GÅR tilbage til Kong Christian IX’s æra. Selv var den glücksborgske rytterofficer ikke videre folkekær – han støttede bl.a. Estrups provisorier – men prins og prinsesser blev spredt over det ganske kontinent, og Fredensborg blev den naturlige sladrecentral for Europas kongehuse.
I en helt anden betydning fristes man idag til at genbruge det gamle udtryk om et andet dansk slot. Der hviskes og tiskes i Christiansborgs korridorer – om hvad der mon vil ske i EU og i dansk Europa-politik det kommende år. Er der udsigt til politisk strid eller borgfred? Får vi endnu en folkeafstemning? Vil EU’s regeringskonference overhovedet blive afsluttet med et nævneværdigt resultat?
LAD OS begynde i statsministerkontoret. Poul Nyrup Rasmussen vil gerne benytte 1997 til at få bragt mere klarhed over den grundlæggende indstilling: Hvorfor er Danmark overhovedet med i EU-samarbejdet? Skal vores velfærdsvisioner og vores miljøpolitiske målsætninger virkeliggøres indenfor EU eller udenfor EU? Hvis det spørgsmål ikke kan blive afgjort én gang for alle, kommer vi aldrig igang med en diskussion om substansen i den europæiske politik, mener statsministeren.
Derfor vil han ikke tage imod Hans Engells forslag om en slags ‘borgfred’ i EU-spørgsmålet. Nu må brættet gøres op, hvisker han sammenbidt. »Tænk, hvis Danmarks befolkning og de politiske partier stadig befandt sig i dyb strid om, hvorvidt Folketinget skal være her eller ej. Holdningen til EU som institution er en sten, der åbenbart må ryddes af vejen, før end vi kan gå igang med at debattere, hvilket EU-projekt, vi vil satse på.«
I EN ANDEN fløj af slottet sidder De Radikales EU-ordfører, Elisabeth Arnold. Hun mener – »helt for egen regning« – at en kommende folkeafstemning bør holdes samtidig med et folketingsvalg. Hensigten med denne øvelse skulle være at forpligte de danske vælgere til at afgive deres mandat ud fra en større helhedsbetragtning. »Forsøget på at adskille Europa-politikken fra den hjemlige politik er udtryk for en form for fejhed, der har udviklet sig til et enormt demokratisk problem«, hvisker hun.
Til forskel fra mere højttalende Venstre-politikere ønsker Elisabeth Arnold ikke at aflyse traditionen for folkeafstemninger (som hendes egen udenrigsminister jo gerne vil have flere af). Ganske konsekvent – når man erindrer, at det netop var De Radikale, der i begyndelsen af 80’erne underminerede Grundlovens fæstningsværk mod vigtige udenrigsafgørelser uden bred politisk konsensus (§§ 19-20). Det skete som bekendt ved indædt at holde liv i en regering, der udenrigspolitisk befandt sig i nærmest permanent mindretal.
MEN SKET er sket – anno 1997 er der ingen grund til at fortsætte al den hvisken og tisken. Lad os dog få en klar og redelig, højlydt samtale om både Poul Nyrup Rasmussens og Elisabeth Arnolds anliggende.
Med et par tilføjelser, vel at mærke. For som landet ligger er der ikke bare en skelnen for meget, der er også en skelnen for lidt i den danske Europa-debat. Der skelnes ganske rigtigt for meget mellem de indenrigsparlamentariske hensyn og de europæiske udfordringer. Men der skelnes til gengæld for lidt, alt for lidt, mellem Europa og EU.
Så forplumret er debatten efterhånden blevet, at det idag er fast umuligt at kritisere EU’s politik på specifikke områder uden straks at blive stemplet som anti-europæer. Mange fornuftigt tænkende og europæisk sindede danskere må nøjes med at hviske deres frustrationer i helt intime sfærer.
DEN FOLKELIGE debat op til Maastricht-afstemningen i juni 1992 rummede ansatser til et brud med denne digitalisering af debatten. Lad os fortsætte, hvor vi slap dengang. Ud til forsamlingshusene med de irske forslag om fælles asylpolitik og øget politisamarbejde! Ud til forsamlingshusene med ØMU-vedtagelserne om finansdisciplin og stabiliseringspagt! Fremskaf en regeringsredegørelse om EU’s sikkerhedspolitiske udfordringer til fri afhentning på posthusene!
Så viser det sig jo, at danskerne er både livligt og ansvarligt optaget af de europæiske anliggender. Men hvis hviskegalleriet på Christiansborg elitært beslutter sig for, at folket aldrig skal indvies i detaljerne – kun tage stilling ‘for’ eller ‘imod’ (hvad?) – er vejen banet for endnu 25 år med nedgroede fronter i dansk Europa-politik.
EU’s regeringskonference er forlængst kørt på vildspor. Det storhedsvanvittige – og højst risikable – ØMU-projekt sluger al ilten; det forhindrer de nødvendige reformer af landbrugspolitikken; og det udskyder helingen østpå til en meget fjern fremtid.
Bruxelles trænger i høj grad til et modspil – et oplyst, folkeligt funderet modspil. For Europas skyld. birk