Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 4.januar 1997
Hver tredje medborger anser nu »volds- og narkotikaproblemet« for at være det største samfundsproblem i Danmark. Frygten huserer: »Flere og flere er bange for at gå ud om aftenen; ældre mennesker tør ikke tage tog eller bus, fordi de frygter vold og tyveri«, hævdede statsministeren i sin nytårstale. På mandag følger B.T. op ved at arrangere en telefonstorm til justitsministeren; han skal af bladets læsere have gode råd om »Hvordan bekæmper vi volden?«
Og hvor frygten ikke huserer, huserer forargelsen over frygtens huseren. Ikke sjældent kombineret med kravet om flere »socialpædagogiske initiativer«, som f.eks. i Politikens leder fredag.
Men hvad er det for et fænomen, vi taler om? Når retshjælpsforeningen KRIM erklærer, at »folk behøver skam ikke være bange«; når kriminologen Flemming Balvig rykker ud med statistiske belæg for, at voldskriminaliteteten ikke er stigende; når samtidig Karen Jespersen varsler en ny sociallovgivning, der vil anbringe kriminelle under 15 år på lukkede institutioner; mens Frank Jensen skærper tonen yderligere, og vil indespærre voldelige børn helt ned til 11 år; og når omvendt græsrodsbevægelsen Stop Volden hævder, at justitsministerens såkaldte voldspakke ligefrem vil føre til mere kriminalitet – så er det vel ikke for meget at antage, at debatten ikke har gjort sig sin egen genstand klar.
Anderledes formuleret: Frygt handler om, hvad vi tror og mistror. På færde i denne debat er ikke kun spørgsmål som udviklingen i salget af springknive, antallet af politianmeldelser og domstolenes straframmer. På færde er også hele det moderne samfunds menneskesyn og verdensssyn. Som det bl.a. ytrer sig i familielivet, og i den tillid – eller mistillid – vi møder vore medmennesker med.
Hvad mener vi i grunden, når vi taler om tillid? Ordet har idag fået så mange mange betydningslag – at afdække dem er hundesvært. Så lad os da begynde med hunden. Kan en hund føle tillid? Sådan hedder det jo i dagligsproget: En hund er så ’tillidsfuld’ over for sin herre, at den følger hans ordrer, uanset hvor store farer, de tilsyneladende bringer dyret ud i. Men det skyldes jo ikke bare, at hunden stoler på sin herre. Det skyldes først og fremmest, at den er afrettet. Man devaluerer ordet tillid, hvis man bruger det i den forbindelse.
Men hvalpen da? Den lille, ubeskyttede dyreunge? Eller bedre: det nyfødte, hjælpeløse menneskebarn? Hvad er det, der møder os, når vi ser ind i øjnene på dette rene og skære ansigt? Vi ser et under – nogle vil sige, »vi ser det guddommeliges spejl«. Vi ser i hvert fald ikke mistillid. Men vi ser heller ikke tillid. Ingen af delene: Vi ser en åbenhed. Reagerer vi med hjælp, omsorg og kærlighed, kan vi opbygge en tillidsfuldhed i barnet. Men hvis barnet møder afvisning, kulde og ondskab, vil det lukke sig mere og mere for verden. Kun dét barn, der møder kærligheden og får tilliden, bliver udrustet til at klare sig og overleve.
Lad os et øjeblik tænke tilbage til de første mennesker, der levede i flokke som samlere og jægere. For dem var den vilde natur ikke bare et eksistensgrundlag, men også en bestandig trussel. Farer lurede overalt – rovdyr, giftslanger, stejle kløfter, voldsomme uvejr. Så efter at være blevet beskyttet af deres mors kærlige omsorg, skulle børnene dernæst lære at være på vagt overfor alting. Ovenpå den grundlæggende tillid skulle der bygges en slags mistillid. Den blev først trængt tilbage – eller overlejret af et nyt lag tillid – i det omfang, menneskene lærte at kommunikere; at bruge tegn og ord, at gøre sig indbyrdes forståelige, at skabe mening i verden. Ordet og meningen holdt dæmonerne i skak.
Ovenpå den første, blinde tillid byggede sproget en tillid af anden orden. Det er det fænomen, teologen og filosoffen K. E. Løgstrup omtaler som »samtalens tillid«: Al samtale lever af vores tillid til, at ordene i den andens mund ikke er rent bedrag; at vi taler om den samme virkelighed; at den talendes mening virkelig er den talendes mening. Selv de argeste politiske modstandere må vise hinanden den tillid, for overhovedet at kunne debattere. Ja, selv anklageren og den anklagede.
Tillid er i den forstand noget mellemmenneskeligt, noget af det fineste i menneskers forhold til hinanden, en forudsætning for ethvert menneskeligt fællesskab – ligesom gaven, løftet og tilgivelsen. Altsammen livsytringer, der sætter os ud over bare at være i dæmonernes vold og reagere med blinde reflekser. De er ytringer af menneskelig frihed.
Men de hænger også sammen med oplevelsen af, at verden ikke altid er meningsløs og uretfærdig. De forudsætter sproget. I begyndelsen var ordet, og ordet satte skel mellem godt og ondt. Og ordet tog bolig iblandt os.
Tilliden opstår kort sagt dér, hvor mennesker gør sig fri af den blinde skæbne. Det er derfor, der dukker religiøs sprogbrug op i de ovenstående betragtninger. Den kristne religion indebar en mægtig indsprøjtning af tillid i kulturhistorien. Naturreligionernes dæmoner og de antikke samfunds uafvendelige fatum (skæbnetro) måtte vige for Den gode Guds forsyn, der altid sørger for, at retfærdigheden til sidst vil ske fyldest. Man kunne næsten sige, at kristendommens forsyn frembragte en barnlighed af anden orden. Det var dét tillidsforhold, der for snart 2000 år siden blev grundlaget for den europæiske civilisations historie.
Nu er Gud som bekendt død forlængst. Og det, vi med ét ord kalder moderniteten, er bl. a. karakteriseret ved den besynderlighed, at oldtidens blinde skæbne er blevet bragt tilbage – ganske vist under et andet navn: »tilfældet«.
Da Lissabon i 1755 blev ramt af et voldsomt jordskælv, som dræbte op mod 30.000 mennesker, var jordbunden forlængst gødet for, at oplysningsfilosofferne kunne rette et generalangreb mod forestillingen om Guds almagt og retfærdighed. Katastrofer, ulykker og anden ondskab rammer helt tilfældigt, hævdede bl. a. Voltaire.
På det tidspunkt var Europa allerede præget af protestantismen, den naturvidenskabelige rationalisme og den fremstormende borgerklasses økonomiske foretagsomhed. Så det nye syn på ondskab og ulykker blev også et løft for forsikringsvæsenet. Som islam-forskeren Jakob Skovgaard Petersen gør opmærksom på i en fortræffelig lille bog (Religion og risiko, 1995) træder forsikringsbranchen ind, hvor forsynet glider ud. Forsikringen kan med økonomisk fornuft, risikostatistik og sandsynligshedsregning sørge for en slags erstatning til den skadelidte. Men ’retfærdigheden’ måles her ganske vist ene og alene i penge. Derved bliver forsikring også en slags hasardspil, der bidrager til at give tilfældigheden en endnu mere fremtrædende rolle i vores moderne forståelse af verden.
»Det gælder om at være TRYG«, hed det sidste år i en TV-reklame, der skulle sælge forsikringspolicer. Men tryghed er ikke det samme som tillid. Altså at noget er til at stole på, er usvigeligt. I et samfund, hvor forsynet råder, har det menneske, der rammes af ulykken, ikke noget »krav på erstatning«; til gengæld vil hans nærmeste sandsynligvis føle et ansvar for at hjælpe ham på fode. I dag er denne næstekærlige hjælp blevet til en »rettighed«, der sælges af forsikringsagenter.
I et samfund, hvor tilfældet råder, skal vi allesammen forsikre os. Derfor er opgangene i byernes store boligkarréer blevet lukkede; vi kan ikke bare gå lige ind, vi skal identificere os i et kaldeanlæg. Vi garderer os mod tilfældet. Tyven, børnelokkeren, voldsmanden: er der ikke en overhængende risiko for, at han slår ned i lige netop mit liv? Vi må hellere køre børnene til og fra skole. Vi må hellere lade være med at gå ud om aftenen. Vi må hellere indrette video-overvågning. Vi udstiller mistillid. Frygten huserer.
Det er »som om, der er kommet noget råt og brutalt ind i tiden«, sagde dronning Margrethe i sin nytårstale. »Det er næsten blevet et modefænomen, og det virker skræmmende«.
Dagen efter fik tabloidpressens blodhunde rig lejlighed til at svælge i et bestialsk knivdrama i Tappernøje, hvor en 18-årig bistandsklient nytårsnat skar halsen over på en 22-årig mand, der hen på de små timer havde gjort lidt for kraftige tilnærmelser til den 18-åriges kæreste.
Dronningen har sagesløst kunnet bevidne, hvordan denne og andre begivenheder nytårsnat er blevet brugt til at udlægge hendes tale. Men hvis man tror, at en yngre mands jalousimord i alkoholiseret og festligt lag er udtryk for »noget nyt i tiden« og afspejler nogen »tendens til stigende vold«, så tager man grueligt fejl.
Århundrede efter århundrede er halse blevet skåret over og knive stukket i ryggen – på landet, i knejperne og ved hoffet. Her har Flemming Balvig ret! Når det ifølge statistikkerne er kommet så vidt, at hele 2 promille af befolkningen i løbet af 1996 er blevet udsat for vold med straffesag til følge, så skyldes det først og fremmest, at volden er blevet os langt mere afskyelig. »Fysiske overgreb betragtes som mere og mere forkastelige, af flere og flere. Fysisk integritet omgives med stadig stigende værdi og respekt«, fastslår Balvig.
Det er den positive side af den oplyste modernitet. Men som »pølsemor« på Nørrebro siger i B.T.’s volds-enquête fredag: »Børnene får ikke nok kærlighed, og så er det ikke så underligt, at de gør ting, de ikke burde gøre. Der skal også være nogle aktiviteter til de unge, så de får afreageret.«
En anden »pølsemor«, antropologen Anne Knudsen specificerer: »De unge har ikke lært at slås! Sådan forstået, at de nu i skolerne får at vide, at det er forfærdeligt at slås under nogen omstændigheder. Før havde børn helt på rygraden, hvilke slag der er dødsensfarlige, og hvilke der er mere harmløse. Men idag lærer de slet ikke nogle regler for at slås og går helt grassat, hvis de ender i slagsmål.«
Som dronningen talte: »Det er ikke, at man ikke må blive vred eller ophidset; det er menneskeligt og ikke i sig selv usundt. Men man må have grænser, der gør, at man ikke lader sig rive med eller giver efter for sine aggressioner. Og de grænser skal man selv kunne sætte.«
Hvilket bliver meget svært, hvis man aldrig har fået pølsemors kærlighed, kun erstatningen på Karen Jespersens institutioner.
Idag er det de unge knivstikkere. For halvandet år siden, i sommeren 1995, var det tre vanvittige forbrydelser mod børn. Også dengang løb debatten vild – i spørgsmål om kastration, livstidsindespærring og andre detaljer. For hvem kan tænke sig nogen mere meningsløs og skræmmende forbrydelse end den, der begås mod et uskyldigt barn i leg på gaden eller på vej til ridetime?
Og dog er der heller ikke her noget nyt under solen. Århundrede efter århundrede er børn blev udsat for grov vold og seksuelle overgreb, uden at det nogensinde har ført til politianmeldelse. Det sker stadig. Hver eneste dag. I modernitetens Danmark.
Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij er en af de få, der har sat debatten om vold og frygt, tillid og skæbne ind i sit rette perspektiv. I et af hans hovedværker, Onde Ånder fra 1872 (lige udkommet i ny dansk oversættelse) er hovedpersonen, Stavrogin, blevet så iskold af livslede, at han netop af den grund ender som volds- og ugerningsmand. Han forfører en 12-årig pige og viser hende derefter – helt bevidst – en sådan ligegyldighed, at det driver hende til selvmord. Hun hænger sig på et tagkammer, mens Stavrogin sidder i værelset ved siden af og udmærket er klar over, hvad der foregår. Senere i romanen overvejer han at offentliggøre hele historien, for måske kan den offentlige forargelse give ham det emotionelle kick, han savner.
Her er vi inde ved civilisationens afgrund. Langt borte fra den 18-årige affektmorder i Tappernøje. Langt nærmere verdenssynet i David Cronenbergs nye film Crash, hvis hovedpersoner efter sigende kun kan få deres erotiske kicks gennem voldsomme bilsammenstød. Langt nærmere nutidens verdenssyn, for som Margrete Auken siger til B.T.’s enquête, er bilerne i dag en langt grovere mordforbryder end knivene.
Det samme mener den sydafrikanske forfatter J. M. Coetzee, hvis roman Mesteren fra Petersborg (dansk 1995) så at sige er skrevet ovenpå Onde Ånder. Forlægget for Dostojevskijs roman var et mord, der i 1869 blev begået på landbrugsskolen i Skt. Petersborg. Hovedgerningsmanden var en ung revolutionær og nihilist, Sergej Netjajev, der tilsyneladende havde indviklede politiske motiver til at skaffe sig af med en af sine medsammensvorne.
I Mesteren fra Petersborg lader Coetzee Dostojevskij møde Netjajev og reflektere over hans personlighed: »Umuligt at forestille sig Sergej Netjajev som forfatter. En egoist og det der er værre. Også en dårlig elsker, bestemt. Uden følelse, uden sympati. Umoden i sine følelser, sat i stås, som en dværg. En fremtidens mand, det næste århundredes, med et uhyrligt hovede og en uhyrlig appetit og intet andet. Ensom, alene. Hans rette sted er en trone i et nøgent rum. Ideernes trone.«
Lad mig invitere læseren med på en køretur i dette århundrede, nu hvor det lakker mod enden. En køretur i den oplyste liberalisme-idés tronland, USA. Lad os vove os ind i én af de store byers værste områder, og lad os træde en smule for hårdt på fartpedalen.
Her følger standardproceduren for en politimand, der registrerer vores forseelse: Først vil han køre efter os med hylende sirener og blinkende blålys. Når vi standser, vil han køre sin store Chevrolet Caprice ind til siden et stykke bag os. Så vil han rette nogle blændende projektører mod alle vores spejle og bagvinduet, så vi ikke kan se, hvad han foretager sig. Hvis han har parkeret foran os – hvilket han helst skal undgå, da det er langt farligere – vil han råbe til os, at vi skal anbringe hænderne på brættet foran, så han tydeligt kan se dem. Ethvert forsøg fra vores side på at stå ud af bilen vil blive mødt af en megafonkommando om at blive indenfor. Der indtræffer nu en pause, mens betjenten taster vores registreringsnummer ind på sin computer – der i øvrigt allerede har registreret og viderekommunikeret hændelsens præcise lokalitet. Hvis noget som helst går galt, vil der straks være 5-10 andre Chevrolet’er på vej mod stedet, og computeren vil straks vise de biografiske data på mulige chauffører i vores bil.
Til sidst stiger betjenten ud og nærmer sig – helst bagfra, og i hvert fald i en nøje fastlagt vinkel. Han modtager vores førerbevis og går baglæns tilbage til sin egen bil for at kontrollere oplysningerne på computeren. Under hele seancen gør vi klogt i at blive siddende musestille, badet i det skarpe projektørlys. For som Bryan Appleyard, der har oplevet tildragelsen, underdrevent kommenterer: »Hele atmosfæren er tyk af mistænksomhed og frygt.«
Vi taler her om et samfund med mere magt til politi og domstole. Vi taler om et samfund med skrappere strafferammer. Vi taler om et samfund med flere advokater, flere forsikringsagenter, flere straffesager og flere erstatningssager. Vi taler om det mest moderne af alle samfund. Hvor frygten huserer. Hvor både mistilliden og tilfældet råder.
I dette samfund kan vi rammes af uheldet, men vi kan jo også rammes af heldet. Forsikringbranchen og lotteri-branchen er som skabt til hinanden. Hvem har efterhånden ikke hørt om en bekendt, der vandt i Mandags-chancen, Super-chancen, Tandbørste-chancen, Lykke-Lotto eller Lykke-hjulet eller Stjernetegn? 50.000, 100.000, 300.000, en million. Det kunne jo nemt blive mig.
Sig ikke, at TV-stationerne holder sig upartiske i politisk, ideologisk og religiøs henseende. Udsendelsesvirksomheden er ét stort korstog imod forsynet, for den blinde skæbne. Først TV-avisen: Ældre dame voldtaget, da hun lukkede lodseddelsælger ind i sin lejlighed. Så underholdningsprogrammet: Gårdejer fra Strøby-egnen skraber 300.000. Så igen nyhedsprogrammet: Togbetjente stukket ned af hærværksmagere. Så tilbage til Viking-Lotto. Osv.
Hvilket altsammen er logisk. Det er der nemlig flest seere i. Hvis forsynet rådede – jævnt og muntert – hvem ville så sidde klinet til TV-skærmene? Ovenpå tilliden af anden orden bygger TV-moderniteten så at sige en dæmoni af anden orden. Endnu engang alles-kamp-mod-alle, ligesom i samlertiden. Det er måske derfor, Darwin og Dawkin er så populære.
Frygten huserer. Mistillid er budskabet. Det eneste, enhver beslutningstager, ja ethvert moderne menneske kan tage alvorligt. Tillid? Selvtillid? Nogen at stole på? Må vi være fri. Det er det ikke milliarder i.
Højst en pølsevogn på Nørrebro.