Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 16.februar 2000
Nu stiger benzinprisen. Med ni øre per liter. En dansker, der dagligt kører 15 kilometer til arbejde i egen bil (og 15 kilometer hjem igen) – f.eks. mellem Ballerup og København eller mellem Malling og Århus – bør med andre ord skynde sig at oplyse sin bankrådgiver om denne forventede merbelastning af privatbudgettet. Med hele fire kroner om måneden!
Jo, jeg ved godt, at privatbilen såvel som firmabilen benyttes til andet og mere end arbejdstransport. Så lad os sige, man kører 40.000 km om året. Det svarer normalt til, at man brænder 3.000 liter benzin af. Altså må ens dyrtidsbesked til bankrådgiveren lyde på godt 22 kroner om måneden.
For benzinselskaber og tankbestyrere er 9 øre pr liter utvivlsomt mange penge, men for den enkelte forbruger det samme som ingenting. Hvorfor skulle Ritzaus Bureau da præsentere nyheden under den tendentiøse overskrift ”benzinpriserne får endnu et nøk opad”? Og hvorfor skulle vi straks udsættes for den obligate jammer fra udvalgte automobilforhandlere?
Fordi brændstoffet benzin efterhånden er blevet en del af det menneskelige stofskifte. Det 20.århundredes vigtigste, mest kulturforandrende, opfindelse blev ikke flyvemaskinen, ikke penicillinet, ikke fjernsynet, ikke atombomben, ikke mikrochip’en – men langt mere banalt: automobilet. Siden ploven har ingen enkelt teknologi ændret jordens overflade så radikalt. Helt oppe fra månen kan man nu se de store motorvejssystemer og bilkoncentrationer omkring storbyerne. Vi har indrettet vores beboelser, vores arbejdssteder, vores hverdag, vores fritid, vores familieliv på bilens betingelser. Og vi betaler gerne prisen: skamfering af landskaberne, et liv i støjhelvede, flere dræbte og kvæstede end under hele 1. verdenskrig. Man kan måske sige, at bilen er blevet en sindstilstand. Vi har fået benzin i blodet. Bilen er blevet en så banal del af vores civilisation, at vi helt overser hvor central den er. Vi er blevet homo automobilis.
Hvem kender ikke den berusende oplevelse af fart? Af at have kontrol over sit køretøj? At kunne manøvrere gennem trafikken og landskabets forhindringer? For slet ikke at tale om de stille, intense samtaler, man kan føre i bilens lukkede rum, mens man suser gennem natten?
Bilen er blevet en ny gevækst på menneskets krop. Et lem. Derfor er benzinen blevet os mere dyrebar end luften, vi indånder. Og meddelsen om stigende benzinpriser fremkalder nærmest amputationsangst. Det er klart: næsten hver femte husstand her i landet har nu to biler. Tilsammen transporterer vi os årligt næsten 65 milliarder km i personbiler, det er en stigning på 70% over 25 år.
Og så taler vi om den menneskelige frihed? det frie samfund? Come on! Alene i USA dræber bilismen 50.000 mennesker om året. Og selv den økonomiske fornuft kan intet stille op mod det vanvittige i at kødannelserne årligt stjæler arbejdstid for mindst 150 milliarder dollars. Vi er nemlig blevet slaver af vores eget nye lem. Som børs- dealeren er på coke og narkomanen er på heroin, sådan er hele vores kultur på benzin.
Den allerhøjeste pris betaler børnene. Bilerne har jo simpelthen invaderet bardommens land. Både byerne, landsbyerne og det åbne land er blevet dødsensfarlige som legepladser. Derfor ser vi da stort heller ingen fritgående børn længere. Børnene må parkeres – i institutioner. Indtil de selv kan køre bil.
Derfor dette børnevenlige forslag til økonomi- og skatteministrene under EU’s nye regeringskonference: Læg yderligere 20 kroner i afgift på hver eneste liter benzin, så prisen kommer over de 25!
Amputér de voksne junkies, for børnenes skyld!