Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 21.juni 2000
Jeg læser lige et par stillings-overskrifter fra Berlingske Tidendes Jobtillæg i søndags:
Large Account Manager. Applikationsmanager. Projektleder til procesudvikling. Communications Specialist (eBusiness). Powerbuilder. Projektkonsulent. Product Line Manager. Proces Consultants (eCommerce projects). Projektkoordinator. Management konsulent. Market Analyst.
Det er nu snart ti år siden, den amerikanske økonom Robert Reich fremsatte sin berømte teori om, at i informationssamfundet vil den erhvervsaktive befolkning blive opdelt i (groft sagt) en overklasse af såkaldte ’symbolanalytikere’ og en underklasse af uuddannede servicearbejdere og mere eller mindre permanent arbejdsløse. ’Symbolanalytikerne’ definerede Reich som mennesker, hvis uddannelse og arbejde fortrinsvis handler om at manipulere med abstrakte størrelser som markedssegmenter, trends, finansielle aktiver, motivationspsykologi, konfliktteori, osv.
Hvis nogen fortsat er i tvivl om gyldigheden af Reichs teori, så henvises vedkommende til at læse disse søndagstillæg til Berlingske Tidende. Og eventuelt samtidig anskaffe sig Socialforskningsinstituttets nyligt udgivne notat ”De langvarige kontanthjælpsmodtagere” – der dokumenterer, at antallet af langtidsledige i Danmark nærmest er eksploderet og i det hele taget er vokset konstant under de seneste syv års såkaldte højkonjunktur.
Nærlæser man stillingsannoncerne, viser det sig, at de eksotiske titler i meget stort omfang dækker over konsulenter, projektledere og projektvejledere. Ja, mange af stillingerne kan man ligefrem kun søge gennem et bureau af konsulenter, der på et firmas vegne skal vurdere, hvem der er egnede som konsulenter dér.
Virksomhedskonsulenter. Salgskonsulenter. Marketingskonsulenter. Reklamekonsulenter. Proceskonsulenter. Konsulentbranchen er for tiden den stærkest voksende sektor i hele det globale erhvervsliv! En stadig større del af både de private og de offentlige virksomheders budgetter går til konsulentydelser. Og da ”konsulent” bare er et fremmedord for ”rådgiver”, er den tanke nærliggende, at virksomhederne er så rådvilde som aldrig før.
Det er da også tilfældet. Bestyrelser og virksomhedsledelser er under voldsomt pres, bl.a. fordi management-moden hele tiden skifter: Management by chaos. Human Ressources Management. Teamwork. Kvalitetsmanagement. Det sørger den selvsamme konsulentbranche for: Hver gang den ene ideologi fører til fiasko, finder branchen på en ny – så mange arbejdspladser i dag ligner rene slagmarker i tilstande af permanent revolution.
Permanent revolution er løsenet. For både presse og aktionærer står som klapperslanger parate til hug ved den mindste stilstand, den mindste blottelse: en fejlinvestering, et ubrugeligt edb-system, for dårlig kundeservice. Og da ingen vil hugges ned eller ligne en fiasko, må de stressede ledelser hele tiden omstrukturere, oprette nye mærkværdige afdelinger og ansætte nye chefer, der i grunden ikke aner, hvad de skal lave og derfor hyrer endnu flere konsulenter til at fortælle dem det. Men konsulenterne har i reglen ikke forstand på stort andet end netop eksotiske stillingstitler, og derfor ekspederer de skyndsomst opgaven videre til de menige medarbejdere, som på den måde får endnu mindre tid til dét, de dybest set er ansatte til.
Virksomhedskulturer og værdifulde kompetencer ødelægges i rivende hast. Men er der slet ingen gevinster? Jo, gevinsten er, at ansvaret for fiasko og skandale ikke længere kan placeres. Det er netop konsulenternes mission. Ledelserne kan henvise til rådgiverne, men konsulenterne gav jo netop bare råd, som de i øvrigt havde hentet hos medarbejderne. Derfor er den nye konsulentbranche ikke bare en hån mod vores sunde fornuft. Den er også en trussel mod både fællesskab, folkestyre og menneskelig kultur.
Hvornår begynder nogen at tale om ansvar og pligter i dén ende af arbejdsmarkedet?