Folkeafstemninger uden folkestyre

– 30. august 2000

Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 30.august 2000

Når ja’et til euroen er hjemme, skal politikerne stoppe de folkeafstem­ninger, sagde tidligere statsminister Poul Schlüter forleden – og tilslut­­tede sig dermed et voksende kor af politikere og eksperter, der kræ­ver skærpet brug af Grundlovens paragraf 20. Den giver folketinget mulig­hed for at overdrage dansk suverænitet til mellemfolke­lige myndigheder ”i nærmere bestemt omfang” (som det hedder), dog kun med med femsjet­te­dels-flertal i tinget. Senest har også økonomiminister Marianne Jelved udtalt sympati for tanke­gangen.

En styrkelse af den folkelige indflydelse i dansk politik er den jo ikke ligefrem udtryk for; men sådan som de selvsamme politikere og eksperter efterhånden forvalter folkeafstemningsinstitutionen, så er der al mulig grund til at forvente, at de også får magt som de har agt. Det bliver sværere og sværere at finde fornuftige begrundelser for afholdelse af denslags folkeafstemninger. Den gode idé, som ethvert ægte demokrati bygger på, nemlig at et sandt folkestyre er et udtryk for folkets myndige deltagelse – ikke bare i den politiske meningsdannelse, men i hele samfundslivet – den gode idé er blevet arkiveret lodret. I stedet for at lade afstemningerne være anledning til at involvere borgerne, at øge den folkelige deltagelse – så gør man dem til en slags opinionsmåling, hvor borgerne skal stå på sidelinjen og vifte med nej- eller ja-skilte, altimens politikere og eksperter umager sig med at lave ekstra flotte pirouetter og salto­mortaler og friløb på glatisen, i håb om at formå de måbende tilskuere til at tage det andet skilt op i stedet for det første.

Seneste eksempel var weekendens såkaldte nationale folkehøring på Odense Universitet, arrangeret af Danmarks Radio i samarbejde med Huset Mandag Morgen og PLS Rambøll Management – i øvrigt et pudsigt eksempel på privatiseringen af den politiske debat, som tidligere var et offentligt anliggende.

Hensigten har uden tvivl været prisværdig hos de eksperter fra Mandag Morgen og Odense Universitet, som tog initiativ til høringen. Den skulle være ’et demokratisk eksperiment’, den skulle foregå ’på deltagernes præmisser’, sætte ’borgerne i centrum’ og tilrettelægges ’så de professionelle debattører ikke kunne dominere’. Det var formodentlig derfor, de 362 omhyggeligt udvalg­te deltagere blev sat til at arbejde i grupper. Tre gruppesessioner fik de. På første session var opgaven at formulere spørgsmål til et panel af eksperter, anført af tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer. På anden session at formulere spørgsmål til et panel af EU-parlamentarikere anført af Jens-Peter Bonde. På tredje session at formulere spørgsmål til et panel af nationale politikere, anført af Marianne Jelved. Til sidst fik de så lov til, uden forudgående gruppesamling, at møde fire nationale partiledere, anført af Poul Nyrup.

Således ganske udmattede af at stille de sædvanlige spørgsmål og høre de sædvanlige svar, blev de 362 deltagere ikke alene belønnet med festmiddag og hotelophold, men også med et lakseskærebræt, og desuden deltog de i lodtrækningen om et antal trykkaffekander og week­endrejser. Det var vel fortjent, for de havde i to dage været statister i noget, som danskerne ellers forlængst har afvist at deltage i:  politiske rabaldermøder (der normalt kun besøges af loyale partiaktivister). Meget træffende betegner Mandag Morgen deltagerne som ’respondenter’, og en amerikansk ekspert i denslags høringer, James Fishkin, understreger, at man kun har fået at se, hvad et meget informe­ret udsnit af den danske befolkning nu vil gøre med deres to skilte.

Fishkin må være lovlig undskyldt, men véd de danske arrangører virkelig ikke, at hver eneste uge samles – ikke 362, men hundrede gange så mange danskere i landets forsamlingshuse, på højskoler, i gymnastiksale og menighedshuse – ikke for at stille spørgsmål til de kloge, men for at indgå i en folkelig samtale med hinanden? Her vil den deltager, der spurgte på folkehøringen i Odense: hvad skal der blive af EU’s landbrugsordninger, når de østeuropæiske lande kommer med? – her vil hun få svar! ikke et bedrevidende svar, men et åbent svar, hvor den indbudte taler lægger sin viden og sine erfaringer sammen med borgernes, så alle bliver klogere.

Det er den demokratiske kultur, som dansk folkestyre hviler på. Det er måske derfor, Danmark er så uregérligt. Og måske også derfor, vi nu skal den fjerde folkeafstemning om det samme spørgsmål. For at trætte folkestyret.