Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 13.september 2000
Den efterhånden halvgamle sentens ”politikkens tivolisering” har fået en helt ny og aktuel betydning, nu hvor man også kan tale om ’Tivolis politisering’. – For 15 år siden var den en nedsættende henvisning til partiernes forsøg på at imødegå svigtende medlemstilgang og dalende politisk interesse ved at efterligne markedspladsens afdeling for tant og gøgl: ”Mød Poul Schlüter i Bamseteltet på gågaden lørdag formiddag” eller ”Kør i cykeldemonstration med Poul Nyrup”! På udenlandsk talte man om politikkens ”festivalisering”; og når det på dansk blev oversat ved ”tivolisering”, var det vel ikke helt rimeligt overfor Carstensens gamle have, men skete måske oprindelig med tanke på de omrejsende tivoli med skydetelte og lykkehjul og pågående markskrigermikrofoner.
Eller måske anede den første oversætter af ordet allerede, hvor det bar hen med Københavns Tivoli? I sommer blev dét tydeligt for enhver, da Brygger Jakobsens gamle aktier blev overtaget af bl.a. House of Prince – De ved, jeg er også gået over til 1,2 mg nikotin og 11 mg tjære. Og minsandten om ikke det viste sig, at selvsamme House – der ifølge Sundhedsstyrelsen er yderst skadeligt for helbredet – også sponsorerer adskillige politiske partier. Så snart kan man vel slet ikke skelne mellem tivolisering og politisering?
I øvrigt er sponsoraftaler, ifølge Tivolis hjemmeside, ikke noget man indgår med hvem somhelst. En sponsoraftale rummer gensidige forpligtelser. Man må kunne stille krav til hinanden. Et eksempel møder Tivolis besøgende straks indenfor hovedindgangen, hvor man kan læse: ”Pantomimeteatret – sponsored by Mobilix”. France Télecom’s chique datterselskab oplyser, at det af flere grunde har valgt at sponsorere Tivolis gamle teater med to millioner kroner de næste tre år. Dels er Pantomimeteatret ”et enestående eksempel på, at kommunikation kan antage andre former end blot samtale”, dels har teatret ”de seneste år oplevet en stigende popularitet og opmærksomhed fra såvel Tivolis gæster som fra medierne”, hedder det i en pressemeddelse. Og Havens direktion kvitterer med en udtalelse om, at Mobilix’ sponsorat gør det muligt ”at bevare den kulturtradition som Tivoli og Pantomimeteatret står for”.
Og hvordan gør man så det? Jo, det er her den nye betydning af ordet tivolisering viser sig: Direktionen starter med (som et andet politisk parti) at indkassere de to millioner sponsorkroner til sig selv. Derefter skærer den yderligere 1,2 millioner af Pantomimeteatrets budget. Balletmester Flemming Ryberg, der om nogen har været garant for både kvalitet, tradition og fornyelse, må afskediges – og netop af den grund. Pantomimen skal fra nu af drives uden kunstnerisk leder. Den faste stab af dansere skal reduceres fra sytten til syv, resten af rollerne må klares af sæsonansatte freelancere – så hvis Columbine får en minusdag, aflyser man slet og ret forestillingen. Så stor er respekten for en kunstart, der er enestående i hele verden, og for en tradition, der har været hjertet i Tivoli siden 1843.
Dét er den sørgelige kendsgerning om, hvad tivolisering efterhånden betyder – et fænomen, der kun er alt for velkendt i hele den offentlige og halvoffentlige sfære: Man ansætter en overdirektør, der kan sige ’marked’ og ’konkurrencevilkår’ både forfra og bagfra. Og så meget ved den nye direktør, at i det globaliserede risikosamfund ligger der landminer overalt, ansvaret kan lynhurtigt eksplodere i ansigtet på én, derfor gælder det om at hyre et virksomhedskonsulentbureau; det er et firma, der ikke har forstand på noget andet end at få ledelsesansvar til at forsvinde. Konsulentbureauet (i Tivolis tilfælde endnu et house, Price Waterhouse) – går så rundt til de ansatte med fjogede spørgeskemaer og afholder dyre kurser med rollespil og foredrag om, hvordan hjernen fungerer. Så divisioneres virksomheden i en stribe nye afdelinger – IT, Sales and Marketing, Logistik osv – og man ansætter et utal af nye chefer, direktører og underdirektører, som helst skal være dummere end overdirektøren. F.eks. en underholdningsdirektør, hvis kvalifikationer er, at han har parodieret dronningen og ledet Amagerscenen til fallit. Tivolis Jan Hertz mener, at ”bare tæppet går” og ”noget bevæger sig oppe på scenen” går det godt med Pantomimeteatret, for hver dag kommer et nyt publikum, der nærmest er begejstret på forhånd. Altså kan informationschefen (hvis eneste kvalifikation i øvrigt er, at hun har læst sportsnyheder på fjernsynet) udsende en neddyssende pressemeddelelse med alle de velkendte managementudtryk: Vi vil ”udvikle Pantomimeteatrets profil”, ”udnytte ressourcerne bevidst” og sikre et ”underholdningsløft”. Et underholdningsløft!
Manden i toppen vil ikke udtale sig, hvilket er logisk nok, han har jo ikke ansvar for noget. Bortset fra hurtigst muligt at sørge for, at Tivoli ikke længere har nogen ledere, der kan tyde og forstå de kinesiske skrifttegn på Pantomimeteatrets proscenium: ”med folket sammen glæde”.