Den iscenesatte mistillid

– 27. september 2000

Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 27.september 2000 

”Jeg stemmer nej”, sagde ingeniør Andersen, da vi som sædvanlig stod ved sidelinjen og så vore sønner spille fodbold. ”Jeg stemmer nej, og det må du gerne sige i radioen. Jeg har ellers stemt ja hver eneste gang, og jeg skal også nok gøre det igen fremover (dén euro kommer jo alligevel). Men på torsdag stemmer jeg saft­susemig nej; det er helt utroligt som de behandler os, og som de taler til os”.

”Det er meget godt”, svarede jeg, ”men jeg vil ikke sige det i radioen, jeg er jo ikke ansat til at føre kampagner”. Så blev vi afbrudt, da en af de rødblusede fældede vores Kenneth i det kriminelle felt uden at dommeren reagerede. Jeg glemte helt mit fortsæt; men Andersens raseri blev hængende. Det er vel nok en overvejelse værd, hvorfor disse EU-afstemninger i dén grad splitter det danske folk og skaber en stadig dybere kløft af mistillid mellem folk og politikere. Ja, det er mit indtryk, at polariseringen og mistænkeliggørelsen er værre end nogensinde, værre end i ’92 og langt værre end i ’72.

Noget af det ligger selvfølgelig i selve afstemningsinstitutionen: Vi skal sige ja eller nej. Man inddeles i to hold – ’ja-siden’ og ’nej-siden’, som det hedder med karakteristisk forenkling. Ét hold vinder, det andet taber, det er som en olympisk fodboldkamp: de røde mod de blå. Logikken er, om jeg så må sige, digital; man kan altid kun vælge nul eller ét. Nul eller ét? rød eller blå? ja eller nej? sort eller hvid? Debatten digitaliseres.

Sådan går det til, at alle nej-stemmer nu er visionsløse nationalister og alle ja-stemmer er elitære eurokrater. I grunden ved enhver, at dét passer ikke: danskere stemmer ja og nej af vidtforskellige årsager. Nationalister findes på begge hold. Europæere findes på begge hold. Og Erik Hoffmeyer, den tidligere nationalbankdirektør, der stem­mer ja, kan udmærket have flere argumenter tilfælles med Mette Kofoed Bjørnsen, den tidligere forligskvinde, der stemmer nej, end med Uffe Ellemann-Jensen, der stemmer ja ligesom Hoffmeyer. Tilsvarende kan Klaus Riskær Pedersen, der stemmer nej, udmærket have flere argumenter tilfælles med Margrete Auken, der stemmer ja, end med Gunnar Thorlund Jepsen, økonomiprofessoren der stemmer nej ligesom Riskær.

De nuancer kan sagtens komme frem henne i forsamlingshuset. Her mistænker ingen ingeniør Andersen for at være nationalist, heller ikke Henriette, som er fagforeningssekretær, medlem af socialdemokratiet og ja-stemmer med fynd og klem. Ligesom hverken Andersen eller nogle at vi andre vil mistænke Henriette for at være eurokrat; hun har nemlig også en søn på mikroputholdet. Kort sagt: over kaffeborde­ne, på fodboldbanerne og i menighedshusene ved forenings-Danmark udmærket, at man sagtens kan stemme ja til euroen, fordi man mener dét vil være bedst for den sociale anstændighed, og at man sagtens kan stemme nej, fordi man mener dét vil være bedst for den europæiske integration. Hvorfor gælder det samme så ikke i den store fælles-offentlighed?

Pressen har en kolossal magt i det moderne mediesamfund – men netop i denne omgang har mange redaktioner lagt sig i selen for at give plads til den mere nuancerede debat (selv om nogle aviser nu i slutspurten falder tilbage til skræmmerubrikkerne). Til gengæld virker det, som om de ledende kombattanter helst ikke vil ud af den digitaliserede ja-nej/sort-hvid debat. Jens-Peter Bonde og Keld Albrechtsen forsøger hele tiden at bil­de danskerne ind, at ja-holdet har en skjult dagsorden, der handler om alt mulig andet end euroen. Mens omvendt Poul Nyrup og Marian­ne Jelved taler til nej-holdet som en uartig skoleklasse, der ikke kan eller vil forstå lærebogen. Begge dele er jo mangel på respekt for debatten. Det samme gælder, når den konservative Lene Espersen fører annoncekampagne på sloganet ”skal vi også sige nej til Internettet” – underforstået: ingeniør Andersen er en tekno­logifjendtlig neanderthaler. Eller når Pia Kjærsgård hævder, at Danmark efter et nej aldrig mere vil kunne træffe en selvstændig pengepolitisk beslutning – underforstået: pas på, lille Henriette, for hvis danskerne skulle finde på at ønske sig kronen tilbage, så kommer den fæle eurohær og forhindrer os i at gøre det.

Den gode nyhed er, at dén falder Andersen og Henriette ikke for; de bliver med med at respektere hinandens argumenter. Den dårlige nyhed er, at de får sværere og sværere ved at respektere de politikere, reklamefolk og imagologer, der ikke vil gøre det.