Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 25.oktober 2000
Hvis man har ondt i privatøkonomien, står en hel hærskare af rådgivere idag parat med vejledning og gode idéer. Man kan ikke bare, som førhen, henvende sig til sin revisor – man kan gå til sin ”personlige bankrådgiver”, eller man kan opsøge en ejendomshandler, man kan sågar frekventere en advokat.
Det er muligt, at de mange forjættende posters og tv-spots, der lokker med den slags ydelser, også omfatter den enlige mor med to børn, der godt kunne tænke sig at udskifte sin to-værelses på Nørrebro med et lille rækkehus i Hvidovre – det er muligt. Men det er sikkert, at tilbuddet i hvert fald omfatter overlægeparret i Bagsværd, der gerne vil have fruens Renault udskiftet med en BMW, eller have bygget et ekstra badeværelse til den halvvoksne datter – eller bare drømmer om seks ugers badedas blandt filippinske koralrev.
Så kan rådgivningen eksempelvis gå ud på en omprioritering af huslånene, salg af obligationer, køb af aktier – eller en anden form for transaktion, der kan løfte muligheden for en arbejdsfri (altså rent finansiel) forbrugsgevinst.
Men hvad nu hvis rådgivningen var dårlig? Hvad nu, hvis lægeparret kommer solbrændte og udhvilede hjem fra Filippinerne, blot for at konstatere, at kurserne på de solgte obligationer i mellemtiden er steget, mens kurserne på de nyerhvervede aktier stik mod forventningerne er faldet – så de altså ikke har vundet penge til deres lille sabbat, men tværtimod har sat en formue overstyr?
Ja, så skal rådgiveren straffes, i hvert fald hvis det står til Justitsministeren og Forbrugerrådet. Det fremgår af udkastet til en ny lov, som Justitsministeriet netop har sendt til høring hos de berørte parter. At hvis kunden sidder tilbage med store skuffede forventninger og en væsentligt ringere økonomi, end han var stillet i udsigt, skal han have juridisk krav på kompensation fra rådgiveren.
Aldrig så snart havde Berlingske Tidende i lørdags viderebragt den historie, før flere pengeinstitutter i Radioavisen lod forstå, at de ville overlade sorteper til deres ansatte. Kompensationsansvaret må ligge hos den enkelte rådgiver, der på den måde vil have et stærkere incitament til omhu og præcision i sin rådgivning. Den tanke bryder de ansattes organisationer sig forståeligt nok ikke om. Men, ligeså forståeligt, lyder der fornøjede toner fra den danske advokatbranche. ”Jeg tror på et boom i sager om godtgørelse”, udtaler Morten Samuelsen fra advokatfirmaet Philip & Partnere. Han er ekspert i rådgivningssager og siger, med den vægt som det berettiger: ”Du kan ikke læse af loven, hvor stor en kompensation man vil få, eller hvordan du skal formulere dine krav, så derfor er man nødt til at få mange sager afgjort i retten.”
Er vi da blevet bindegale, fristes man til at spørge. Nej, dét er vi ikke; vi er bare gået i gang med endnu en amerikanisering af det danske samfund. Øvelsen er simpel: Trods vores tilbedelse af det frie individ med det frie forbrugsvalg på det frie marked – eller måske netop i kraft af denne nye religion – insisterer vi på at se os selv og hverandre som sagesløse ofre, der ikke bærer ansvar for vores egne dispositioner.
Hvis jeg efter tyve års cigaretrygning får lungekræft, så er det tobaksindustriens skyld! Og jeg har krav på erstatning. Tilsvarende skal det ikke længere være mit eget ansvar at vurdere, om de råd jeg indhenter vedrørende min privatøkonomi, nu også forekommer fornuftige og tillidsvækkende. Jeg er nemlig slet ikke længere en borger med forpligtelser i mit samfund, forpligtelser til at bære konsekvenserne af mine egne livsvalg. Jeg er kun en forbruger med rettigheder overfor min stat og mine leverandører. Advokater en masse står beredt til at støtte mig. Mod passende salær, naturligvis.
Selv chefrollen indebærer ikke længere noget ansvar. Hvis din ”personlige bankrådgiver” giver elendige råd, falder det ikke tilbage på det firma eller den direktør, der har ansat ham. Det fantastiske er, at selv jobbet som idag betragtes som et forbrugsvalg! Og da ikke mindst chefjobbet. Det kendes ikke kun fra den finansielle sektor, det breder sig som en pest i alle virksomhedskulturer.
I Den Tredje Verden, de såkaldte U-lande, dvs lande som aldrig har udviklet en demokratisk kultur, taler vi om empowerment, myndiggørelse: befolkningen skal udvikle sig til at stå på egne ben, træffe selvstændige beslutninger og bære konsekvenserne. Samtidig, i de såkaldte I-lande, er vi i fuld gang med en disempowerment, umyndiggørelse. Dvs en afvikling af den demokratiske kultur.