Af KLAVS BIRKHOLM – indtalt som Dagens Spids på DR-P1 8.november 2000
Når kioskerne begynder at lokke med overskrifter som ”Pia: de hader mig” og ”Sonny er for cool” og ”Jeg holder på Christina” – så er man klar over, at jagtsæsonen er gået ind. Nu vil intet jo være mere ligetil her på kanalen, end at bryde ud i raseri over åndløse underholdningsprogrammer; så lad os i stedet forsøge at åbne øjnene og reflektere lidt over, hvad det er, der har gjort Robinson-ekspeditionen til en så gigantisk seersucces, som programmet jo notorisk er.
”Jeg er i fjernsynet, derfor eksisterer jeg” – eller kortere ”Jeg er på, altså er jeg”; det er den klassiske kritik af mediesamfundet, hvor skærmen (af mange forskellige grunde) bliver til den mest virkelige af alle virkeligheder. Den kritik rammer bare ikke det specielle ved Robinson-programmet. Den kan med ligeså stor ret anvendes på Hvornår var det nu det var? eller Hvem vil være millionær?
Som ingen kan have undgået at bemærke, er den centrale idé i Robinson, at nogen skal udelukkes, nogen skal ”sendes hjem”, indtil der til sidst kun er én person tilbage: vinderen. Det er et koncept, der lige nu vinder hastigt frem i underholdningsindustrien. TV2 bringer i bedste sendetid fredag aften et program med titlen Den store mission, hvor deltagerne godt nok skal dyste på latterlige færdigheder – men hvor hele spillet kulminerer i, at de fem mest sejrrige sidder i en rundkreds og kæmper om retten til at vælge én af de andre ned under gulvet, indtil der tilsidst kun er én tilbage. Og som om det ikke skulle være nok, har TV-Danmark snart premiere på Big Brother, en voyeuristisk udgave af Robinson, hvor 10 mennesker frivilligt lader sig spærre inde 100 dage i et hus med kameraer overalt, og hvor det vistnok er seerne, der skal stemme deltagerne hjem én ad gangen, indtil den mest tækkelige og populære sidder alene tilbage – med en halv million kroner. Big Brother har været et kæmpehit i adskillige lande, så vi må nok se frem til en kraftig forlængelse af jagtsæsonen i 2001.
Det er en generel tendens, at alle de nye lukke-ude og sende-hjem-programmer vinder frem på bekostning af de mere traditionelle quizzer. Ikke mere noget med: Godaw John, du kommer fra Køge, hvad laver du i din fritid? BBC har netop flyttet sit successhow Det svageste Led til prime time, tirsdag kl. 20 på BBC-1. Det er et program, hvor studieværten fra første færd forsøger at mobbe deltagerne og opmuntre dem til at falde hinanden i ryggen, indtil de tilsidst voterer om, hvem der har været det svageste led – han eller hun får kontant afregning af studieværten, der slutter udsendelsen med at sige: Afsted med dig, John, du er det svageste led, du vinder ikke en bønne!
Man kunne måske fristes til at konstatere, at traditionelle quizzer som Lykkehjulet, Hvornår var det nu det var og Jeopardy er udtryk for industrisamfundets verdensbillede, hvor sproglig kunnen og elementær viden endnu var afgørende færdigheder, og hvor æren stadig spillede en afgørende rolle i enhver kappestrid – mens de nye lukke-ude og sende-hjem programmer afspejler, hvad sociologen Ulrich Beck har kaldt risikosamfundet og fremtidsforskeren Rolf Jensen har kaldt drømmesamfundet. Her er det de sociale færdigheder, det drejer sig om, og risikoen for tab af anseelse kan rigeligt opvejes af chancen for at vinde det eneste, der virkelig tæller: berømmelse.
Men dermed er alt ikke sagt. Når virksomhedsledere og uddannelseskonsulenter idag siger, at skolen skal lære børnene sociale færdigheder og fleksibilitet, så skal vi til Robinson og Big Brother for at se, hvad de egentlig taler om. Hvad er det for ’sociale færdigheder’, der skaber en vinder? Det er evnen til at behage; evnen til at holde lav profil og aldrig være kontroversiel; evnen til at ligne en succes; og endelig, til sidst: evnen til at udnytte sin popularitet til at dolke sine allierede i ryggen. Klinisk talt er det psykopatens sociale færdigheder.
Jamen, vil konsulenterne da gøre os alle til psykopater? Naturligvis ikke; det er ikke hensigten, men det er alligevel, hvad bestræbelsen munder ud i. Det er ikke noget tilfælde, at netværksorganisering er blevet nyliberalismens management-mantra. Den amerikanske sociolog Richard Sennett giver i sin bog Det fleksible menneske overbevisende dokumentation for, at dét med ’at netværke’, det handler om at kunne holde sig populær hos de rigtige – og ’fleksibilitet’, det handler om evnen til lynhurtigt at skifte sin loyalitet og gøre ven til fjende, fjende til ven.
Set i det lys, er sende-hjem og lukke-ude programmernes succes helt naturlig. De er teoriundervisning for enhver, der vil have kørekort til business-reengineering og netværksorganisering. Og hvem kan efterhånden tillade sig at sige nej til det?