Af KLAVS BIRKHOLM – tale ved udgivelsen af Poul Engbergs bog Nationalisme eller Folke-lighed, Vartov 22.september 2001
Et af kendetegnene ved det moderne samfund er kravet om, at alting hele tiden skal være nyt; vi skal opleve en uophørlig fornyelse. Det er netop dét, ordet moderne betyder: dyrkelsen af det sidste nye. Det er en tvang, der er særlig udtalt i medieverdenen og i den akademiske forskningsverden – dé to hænger forresten mere og mere sammen i den samme industri, tilfældigvis den industri, jeg er ansat i. Så hvis jeg dér går rundt og citerer Poul Engberg (og det gør jeg faktisk på mandag morgen i radioen) – så vil de allesammen sige: ”Ham Birkholm, han er da vist ved at falde af på den. Lader sig inspirere af en gammel grundtvigianer på 93. Vi behøver vist ikke tage Birkholm alvorligt længere.”
Helt anderledes er det, hvis jeg nævner Pouls navn på de folkelige talerstole, højskoler og forsamlingshuse. Så lyser ansigterne op, for de fleste kender Poul og det han står for. Og det er noget godt!
I den moderne medieverden har vi også en betegnelse for de forsamlinger, der godt kan lide Poul. Vi kalder dem ”det fællesskabsorienterede segment” (til forskel fra ”de individorienterede segment”). Nu spørger jeg: Kan man i dag opnå nogen større udmærkelse end at være højtelsket i det første og hengemt i det andet?
Hele den modsætning er i øvrigt heller ikke ”det sidste nye”. Pouls store mentor, gamle Jørgen Bukdahl var i mange år plaget af, at smagsdommerne på det københavnske parnas ikke ville anerkende folkelighedens fortaler på bjerget i Askov. Og faktisk har jeg indtryk af, at Poul bærer sin udmærkelse med større stolthed end Bukdahl gjorde.
Men der er nu også noget andet på færde i dag. Hvor arven fra Grundtvig endnu i 40’erne og 50’erne var omgivet af en vis, ærbødig respekt, så er Grundtvig i dag blevet en provokation – som det hedder på moderne a pain in the ass. Grundtvig og grundtvigianismen gøres nemlig (bestemt ikke uden ret) ansvarlig for, at danskerne er så modvillige overfor det europæiske Unionsprojekt.
Intellektuelle storsvindlere som f.eks. Hans Hauge (der helt skandaløst fik lov til at redigere Kirkeligt Samfunds blad i flere år) siger så, bare for at gøre opgøret med Grundtvig-arven meget nemmere, at han var en slem nationalist og alle grundtvigianere render rundt med et slemt tyskerhad i blodet. Det er nu blevet sagt så mange gange de sidste år, at selv bundhæderlige folk som Ove Korsgaard og Ebbe Reich er begyndt at gentage det. Det bliver det bare ikke sandere af, og her kommer vi til kernen i Pouls nye bog – og hvorfor den er så vigtig.
Netop i disse dage, hvor den hårdtpumpede offentlighed, anført af en hysterisk TV-industri, liner op til Hellig Krig mellem civilisationer (d.v.s. religioner), kan der være god grund til at minde Vesten (d.v.s. Kristenheden) om Grundtvigs smukke verslinjer:
Sanddru Hedning, Tyrk og Jøde,
Dem har Gud i grunden kær;
Hader frem for alt de søde,
som på skrømt Ham træde nær.
Gud elsker den sandhedssøgende muslim (og jøde!), men ikke den hykleriske præst eller præsident, der bare tager Guds navn forfængeligt! Grundtvig digtede vel at mærke ikke dé linjer i formanende besindighed, han digtede dem i forklarelse; de var udtryk for hans inderste overbevisning. For ham rummede Evangeliet jo en forkyndelse om, at der er noget guddommeligt i os alle – i alle mennesker og alle folkeslag. Derfor var Grundtvig også hele livet en forkæmper, til tider en militant forkæmper, for fred mellem folkeslagene. Alle mennesker og alle folk er udvalgte, og bør derfor alle have myndigheden over deres egen tilværelse. Hvorfor de til gengæld kvitterer med en uophørlig palaver om, hvad denne myndighed så skal bruges til; det er det, vi kalder Pinsen – den aldrig standsende samtale (eller vekselvirkning) mellem folk og kulturer. Hvorved forskellighederne frugtbargør hinanden:
I Jesu Navn da Tungen gløder
Hos Hedninger, såvel som Jøder.
I Jesu-Navnets Offer-Skål
Hensmelter alle Tungemål.
Af samme evangeliske grund var Grundtvig også en arg modstander af den moderne idé om nationalstaten med hertil hørende nationalisme. Det var altsammen bare en ny elites redskaber til at skaffe sig magt og embeder, mente han; og resultatet ville uundgåeligt blive, at franskmænd blev sat op mod englændere, tyskere mod franskmænd, danskere mod tyskere … o.s.v., o.s.v.
Pointen er så aktuel som nogensinde, og den repeteres med fynd og klem i Pouls nye bog. ”Ord som nationalstat, nationaløkonomi og national interesse bevæger sig på de ydre sider af vor menneskelige tilværelse; de indebærer ofte en modsætning eller en bedrefølelse i forhold til andre nationer” – skriver Poul. Og fortsætter: ”Grundtvig ville dybere ned, han ønskede en frigørelse af hele folket, også af den oversete bondealmue”.
Altså: Et samfund og et styre baseret på lige værdighed i borg og hytte. Den intellektuelle, ideale forfatningskonstruktion, der udgik fra den franske revolution og fra Hegels statsfilosofi var ham derfor ikke nok. Med Pouls ord: ”Kun i folkets egne hjerter er der varig bærekraft for et folkestyre med menneskelig ligeværd”.
Ånden må forenes med hjertet, himlen med jorden, eller på mytologiens sprog: de kamplystne aser må forenes med de kvindelige vaner. Det er ikke noget tilfælde, at bogens omslag prydes af Thorbjørn Olsens fremstilling af ”Asernes Mur”, der nok gav dem sikkerhed, men kun på bekostning af livet, lyset og kærligheden. Overfor dette symbol på nationalismen stiller Poul så Grundtvigs sjællandske fortolkning af den franske revolutions slagord:
Folke-Lighed er et nordisk Ord,
Læmpeligt løser det Lighedens Gaade:
Aser og Vaner gør Eet i Nord,
Ånden og Hjertet tillige mon råde!
Sammen de synge med Liv på Hav:
Frihed og Lighed og Broderskab.
Et enkelt, lille greb med rimet. Så har Rousseau og Robespierre fået eksproprieret det, der i dag hedder ”deres intellektuelle ejendomsret” til revolutionens slagord; det er blevet ført derhen, hvor det hører hjemme: i folket.
Grundtvigs modstandere var, som Poul fremhæver, de national-liberale, der ville ha’ nationalstater og økonomisk liberalisme – og i øvrigt førte Danmark ud i de håbløse krige mod Tyskland. Jeg vil hævde, at i vore dages Europa spiller det moderne fænomen inter-national-liberalismen en ligeså skæbnesvanger rolle som national-liberalismen, dens åndsbeslægtede forgænger, spillede for 150 år siden. Folkeligheden bliver fremdeles kriminaliseret – nu kaldes den ”nationalisme” og ”chauvinisme”, af Hauge, Korsgaard, Arno Victor Nielsen og alle de andre.
Poul skærer velgørende igennem alt dét intellektuelle sludder: den nationalistiske nationalstat har aldrig været en hverken grundtvigsk eller folkelig idé. For hvad er sagen? Sagen er, at netop på det tidspunkt (i 1848), da national-liberalismen og de revolutionære borgerbevægelser delte Europas lande op i en uforsonlig klassekamp, netop på det tidspunkt proklamerede Grundtvig: ”Nu er stændertiden omme, nu skal folketiden komme!”
Og det skete! Det skete virkelig! Danmark blev oversvømmet af en folkelig vækkelse, der som bekendt gav os både andelsmejerier, andelsslagterier, højskoler, gymnastik- og skytteforeninger og den gode historie, vi allesammen kender. I Frankrig huggede de hovedet af de gamle magthavere, i Tyskland tog de pikkelhjælme på, overalt rykkede nye, kvikke hoveder ind de gamle embeder, og statsmægtigheden forblev den samme. Bare ikke i Danmark. Hos os opblussede en folkelig tro på, at vi alle er udvalgte Guds børn, og derfor skal ingen kommandere over os. Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde. En vision om et folkeligt styre med lige værdighed i borg og hytte.
Den historie er slut nu. Bare ikke helt, i hvert fald ikke i ’det fællesskabsorienterede segment’. Ja, videre endnu blandt danskere lever drømmen om, at vor tids afsked med nationalstaten ikke behøver føre til en ny (global) elites herredømme. Det er det, der gør Grundtvig til a pain in the ass for de moderne inter-national-liberale. Det er den side af Grundtvig, der helst skal fortrænges. Om nødvendigt med løgnen om hans nationalisme.
Tak til Poul, fordi du endnu engang skærer igennem! Og tillykke til os allesammen, fordi vi stadig hos os har en autentisk arvtager af den grundtvigske tankeverden – tilmed en arvtager i fuld vigør!
PS: Min ven Poul Engberg døde den 21.maj 2008, fem dage før sin 100-års fødselsdag. Hans mange bøger kan på det varmeste anbefales.