Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information i januar 2002
Når Klaus Rifbjerg taler om kulturradikalismen, handler det gerne om PH’s humor, livsappetitten, det venlige swing – de gratis glæder, som Liva Weel sang om i Dagmarrevyen 1941. ”Med højt humør og løftet hale” hedder Rifbjergs bidrag til antologien Den kulturradikale udfordring fra sidste år; en titel, der fint sammenfatter, hvad PH og Rifbjerg har tilfælles.
Og ja, det humør har vi sågu’ brug for! Der er ikke meget at le ad, hvis Jan Gintberg, der er cirka ligeså morsom som pastor Langballe, er det bedste medieindustrien kan drive det til i satire. For slet ikke at tale om Paul Gazans og Morten Løkkegårds konkurrerende reality-shows med Jill og Fogh som de højest begavede vindere – forskellen er ens, og det er ikke sjovt.
Humoren er udadvendt, tiden er indadvendt. Humoren udspringer af et åndeligt overskud, tiden gnaver på et underskud. Humoren er generøs, tiden slås med rundsave. Humoren er frem for alt forsonende: man kan ikke være humorist uden at udlevere sig selv til latteren – det passer skidt med de postmoderne kriterier for succes.
Men når Rifbjerg (i ovennævnte antologi) konkluderer, at der mere end nogensinde er brug for kulturradikalismen, fordi vi i dag står ”i en politisk konsensus-situation, hvor det nationale, forsvarstanken og kongerøgelsen er sat i højsædet, og hvor metafysikken og overtroen vinder frem”, så spørger jeg mig selv, hvilket reality-show han mon befinder sig i.
# Kongerøgelse? Jeg har godt bemærket, at Billed-Bladet og Se&Hør de seneste 327 uger har haft Pingo på forsiden, hver uge i en ny liason; de mener åbenbart det sælger. Jeg husker også, at Kim Larsen for nogle år siden udgav en sang om at stå ”På Vagt for Dronningen”; men netop Kim er da en af de få, der generøst og forsonende vil skide på den postmoderne succes. Selv englænderne er kommet i tvivl om monarkiet (et flertal er nu imod). Og hvis danskerne gerne vil beholde det, er det af cirka de samme grunde som at vi gerne vil blive ved med at kunne gå i Tivoli og købe Anders And. Reaktionerne på Prins Henriks seneste fjert vidner heller ikke ligefrem om en folkelig undersåtlighed som for hundrede år siden.
# Metafysik? Da FN’s klimapanel for et par år siden fremlagde den definitive dokumentation for drivhuseffekten, reagerede en af TV-aviserne ved at invitere repræsentanter for landbrugs- og gartnerierhvervene i studiet til en samtale om, hvad det vil betyde for eksportindtjeningen, hvis vi kan dyrke majs og tomater på friland i et dansk subtropeklima. Luk gluggerne op: Vi lever i en totalsækulariseret kultur. Intet er helligt længere, hverken livet eller døden. Universet er kun materie, jordkloden kun et marked. (Det er netop én af grundene til, at latteren er døet hen.) Folkekirken er i det store hele blevet en statslig serviceindustri. Hvem kan høre forskel på en bisp og Henrik Dahl? Og hvis film- og terapibranchen har et nichemarked for det okkulte, skyldes det kun pengene.
# Nationalromantik? Nu er det jo nærmest blevet suspekt at synge ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Aksel Schiøtz og Hal Koch har efterhånden status som mørkemænd, blot fordi de spillede en rolle i den nationale modstandskamp! Som skuespilleren Troels II Munk siger*, gjorde den socialdemokratiske regering for ti år siden kærlighed til Danmark til et anatema i den offentlige samtale. Munk berette f.eks., hvordan daværende kulturminister Jytte Hilden en dag opdagede et dannebrog på Købkes guldaldermaleri ”Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro, 1838” og straks erklærede, at dét billede burde ikke længere udstilles, i hvert fald ikke med statsstøtte (på et øjeblik flyttede hun 25.000 stemmer over til Pia Kjærsgaard). Og hvis jeg offentligt omtaler min glæde ved Thøger Larsens lyrik og min lykke ved dens landskab – der også er mit – så krænker jeg det nationale anatema og forbryder mig definitivt mod de postmoderne succeskriterier.
Kongerøgelse, metafysik, nationalromantik er f.g.m. ikke dækkende betegnelser for nutidsånden. Dækkende er derimod den beskrivelse, Suzanne Brøgger for 7-8 år siden gav på forsiden af Information: Man kan sige hvad som helst i en mikrofon, man kan skrige i den, man kan stikke sig med nåle og skære sig med barberblade, alt er tilladt – man får bare aldrig noget svar. Torvepladsen er affolket. Den offentlige samtale er erstattet af den (såkaldt politiske) private forbruger.
Oplysning – en god idé
Hvilket bringer os videre til Per Arnoldis udtalelser i Informations enquête om kulturradikalismen. Der er mere end nogensinde brug for rummelighed og tolerance, siger Arnoldi. Gab! Det er så langt ude, at det ikke engang er sjovt. Læs Suzanne Brøgger igen.
Arnoldi vil gerne aktivere ”arven fra Oplysningstiden”; det samme vil flere andre debattører, der betegner sig selv som kulturradikale. Oplysning lyder som en god idé, især hvis man (med Arnoldis ord) sigter til den frie tanke og den sunde fornuft. Blot trænger de intellektuelle åbenbart også til en smule Oplysning:
Blandt meget andet var den franske Oplysningsfilosofi også fadder til den europæiske nationalstat. Hvordan man end drejer det, var de revolutionære i 1789-94 dybt inspirerede både af Voltaires fornuftsdyrkelse og fremskridtsfilosofi og af Rousseaus egalitære idé om den sociale kontrakt og hans protototalitære idé om almenviljen. Det var med disse filosoffer i ryggen, at den franske revolution gennemførte Europas hidtil mest vellykkede eksempel på en etnisk udrensning, da eliten i Paris med største brutalitet nedkæmpede den folkelige kultur og selvbestemmelsestrang i de vestlige og sydlige ’provinser’.
Resultatet blev den centraliserede enhedsstat – med ét oktrojeret normsprog, ét homogeniseret undervisningssystem, almindelig værnepligt o.s.v. Resultatet blev også Napoleon, den nyere histories første, erobringsgale imperator, der karakteristisk nok har opnået en helt anden status i historieskrivningen end hans senere åndsbeslægtede, Stalin og Hitler. På den måde er nationalstats-krigen også en arv fra Oplysningstiden. Der går en rød tråd fra Vendée til Banja Luka.
De intellektuelle, der gerne vil supporte Socialdemokratiet i at gøre kærlighed til Danmark til anatema, forsøger nu at konstruere en modsætning mellem en fransk ’forfatningspatriotisme’ og en tysk nationalromantik. Men den etnisk rensede, franske nationalstat kom altså før den tyske nationalromantik, der i høj grad var inspireret af Napoleons felttog – so ein Ding müssen wir auch haben. Vi husker også Voltaires råd til Katarina II om at tilintetgøre Polen, slet og ret. Gør vi ikke?
Den tyske Oplysningsfilosof J.G. Herder (1744-1803), der på mange måder er de nationale vækkelsers stamfader og derfor nu gøres til det store udyr i åbenbaringen, var til gengæld aldrig optaget af statsbyggeri. Hans bestræbelse var alene den, som Johs. V. Jensen 150 år senere udtrykte i sin nu suspekte hyldest til forfædrene: Vil selv du fatte / dit væsens rod, / skøn på de skatte, / de efterlod!
I den intellektuelle provins, hvor oplysningstiden er hvid og romantikkens tid er sort, og hvor man ikke længere føler sig forpligtet til at studere historien nærmere – er ”dit væsens rod” endda mere end bare noget suspekt; det er en rent ud kriminel tankefigur, både hos danskere og hos indvandrere.
Anderledes kan jeg ikke tolke hensigten, når professor Peter Madsen nu gentager den absurde påstand, at ”under den besyndelige overskrift ’danskhed’ påberåber sig alle mulige fløje sig forskellige udgaver af kristendommen som nationalt grundlag” (Information, 29.01). Påstanden er tidligere fremsat af Hans Hauge og Peter Gundelach, men det bliver den ikke mindre absurd af. Meningen er naturligvis ikke, at de 414.000 danskere, der stemte på Dansk Folkeparti, alle tænker som Søren Krarup. Meningen er, at de allesammen er ansatte i røvballegardinindustrien. Så kan enhver kulturradikal nemlig være med.
Men det er heller ikke sjovt. Røvballegardinindustrien er det postmoderne ord for det, de franske revolutionære i 1793-94 kaldte gironden: det uoplyste og uregerlige folk. Ligesom man visse steder siger om tjetjenerne og balterne i dag.
Intellektuel kollaps
Må jeg så be’ om Jørgen Knudsen, der definerer sin kulturradikalisme efter den gamle Georg Brandes. ”Den intellektuelle”, parafraserer Knudsen, ”er den person, der uden nogen anden autoritet end den, han henter i sine egne argumenter, sætter sig til dommer over almene samfundsforhold, og som ved hjælp af argumentet, især fremført i den moderne dagspresse, søger at påvirke opinionen” (Den kulturradikale udfordring, s. 63).
Med stor skarphed aktualiserer Knudsen nu Brandes’ sønderlemmende kritik af samtidens intelligentsia; den holdt op med at tænke selvstændigt, så snart de europæiske nationalstater fór løs på hinanden i 1914. En lignende kollaps er vi vidne til i dag. Ikke mindst, mener jeg, i den kritikløse opslutning bag Hildens kulturreaktion; i går var det Grundtvig, i dag er det Johs. V. Jensen, i morgen bliver det vel PH, der også er for dansk.
Det er fint – og tiltrængt – at ønske sig mere europæisk engagement af danskerne. Men Jørgen Knudsen har sgu’ da ret i, at når de intellektuelle begynder at marchere i takt, så er de ophørt med at være intellektuelle. Så er de selv blevet provins.
* Troels II Munk, Klaus Rifbjerg og Jørgen Knudsen kan alle høres i Klavs Birkholms radioprogram Agenda, udgaven fra 10.06.2001 (der har kulturradikalismen som tema): www.dr.dk/kultur