Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 22.februar 2002
Husker De engang,
da var hver avis
fuld af sensation og sjov?
Eller rent politisk,
da der fandtes partier.
Dengang skød revyen
tit med rigtigt skarpt.
Tonen var så dejlig grov.
Man skal passe på nu,
hva man står og sir:
– skrev Poul Henningsen i 1941, da besættelsesmagten forsøgte at komme den grove humor til livs med forbud og censur. Visen om De gratis glæder var ikke bare ”køn”, som Klaus Rifbjerg skriver i sin kommentar den 15. februar; den var også en begavet dansk tackling af de kulturpolitiske omstændigheder i de første krigsår.
Her i huset holder vi meget af PH, både på grammofonen og ved klaveret – ikke fordi man skal passe på nu, det skal man ikke, men for visernes swingende humør og poesi. Derfor er jeg mildt sagt desorienteret over Rifbjergs vrisne kritik af min kronik den 11.februar (om de intellektuelle og den påståede nationalisme i Danmark). Helt ubegribeligt læser Rifbjerg en afsky for PH ind i kronikken, til trods for at mine første 34 linjer er ét langt argument for, at tiden skriger på den begavede humor og det ph’ske vrid.
Intellektuel falanks
”Undskyld jeg siger det”, fremturer Rifbjerg, ”men hvor har Klavs Birkholm den vanvittige idé fra, at kulturradikalismen er anti-national og ikke fædrelandskærlig?” Godaw, do! Undskyld jeg siger det, men den vanvittige idé har jeg slet ikke, tværtimod forsøger jeg at gendrive den.
Jeg ved ikke, om det er forbigået Rifbjergs opmærksomhed, men siden folketingsvalget i november har der været gjort – endnu – et forsøg på at konstruere en intellektuel falanks imod, hvad der betegnes som en omsiggribende nationalisme i Danmark. Den falanks har Rifbjerg inddraget sig selv i, og hvis han gerne vil melde sig ud, synes jeg han skal gøre det tydeligt og åbenlyst.
Skal vi lige repetere? I Information begyndte det fire dage efter valget, da Bjarke Møller i en helsidesartikel under overskriften ”Da danskheden gav bagslag” blandt andet skrev: ”Jordskredsvalget, der gjorde Dansk Folkeparti til det tredjestørste parti, ville måske aldrig have fundet sted, hvis ikke en bred flok af højre- og venstrekræfter i årevis havde dyrket og opildnet danskheden og nationalismen”.
Møllers pointe er, at Dansk Folkeparti bedriver en slags identitetspolitik, der har sine rødder hos Grundtvig, andelsbevægelsen og højskolebevægelsen; derfor kan den også uhindret vandre ind i både V og K, Socialdemokratiet og SF. Møller taler om dansk ”selvgodhed” og ”selvforgudelse”. Og han skriver: ”Intet andet folk fejrer med symboler og traditioner nationalismen i stort og i småt, med dannebrog på fødselsdagskagerne, på juletræerne, på gaverne, i parcelhushaverne, på fodboldtribunerne, udenfor folkekirker, rådhusene og nu også selv udenfor campingvognene sammen med parabolen.”
Alt dette går ifølge Møller tilbage til en ”kulturalisme” i dansk guldalderromantik. Den udgør i dag et ”politisk-kulturelt overherredømme”, som både Jesper Langballe, Niels I. Meyer, Bendt Bendtsen og Holger K. Nielsen taler og handler ud fra. Som alternativ vil Møller (og mange med ham) gerne mobilisere en tradition fra den franske Oplysning, der kaldes forfatningspatriotisme; en slags kærlighed til demokratiet uden nationen.
Det samme budskab er gået igen i de tre store morgenaviser, hvor det i øvrigt er dukket op med jævne mellemrum gennem snart fem år; men lad os nu holde os til det aktuelle skvulp i Information. Ti dage efter Bjarke Møller træder professor Peter Gundelach frem som næste musketer. I et interview under overskriften ”Grundtvig og Dybbøl skabte os” udtaler han: ”Danskerne er mere fremmedangste end vores udenlandske naboer”; og ”det har rødder i vores nationale identitet, rundet af Grundtvig og de tabte krige”.
Gundelach er manden, der sidste sommer kunne præsentere en ”videnskabelig” undersøgelse om nationalfølelsen i Europa. Han har spurgt et udsnit af befolkningen i fem europæiske stater om, hvor godt de i grunden synes om deres eget land. Og her det viser sig, at Nielsen og Larsen og Birkholm ligger helt i top: 64 procent af alle danskere foretrækker at bo i deres eget land, mens det tilsvarende tal blandt hollændere er helt nede på 15 procent. De tal viser, at ”Danmark er et af Europas mest chauvinistiske lande”, lyder Gundelachs forbløffende konklusion. Han er også foruroliget over, at næsten hver fjerde dansker mener, at verden ville se bedre ud, hvis andre lande var ligesom Danmark. En befolkning, der ikke kan lide – eller måske ligefrem hader – sit eget land, er åbenbart mere tillidsvækkende.
Rifbjergs rod
Hvad har det altsammen med kulturradikalismen at gøre? Ikke en dyt, efter min mening. Men se nu, hvad Rifbjerg hævder i sit bidrag til antologien Den kulturradikale udfordring (der udkom sidste år):
Der ”er mere brug for kulturradikalismen end nogen sinde”, FORDI (i min kronik havde Information fjernet kursiveringen, så nu forsøger jeg med versaler) – FORDI vi i dag står ”i en politisk konsensus-situation, hvor det nationalromantiske, forsvarstanken og kongerøgelsen er sat i højsædet, og hvor metafysikken og overtroen vinder frem”.
Lidt tidligere i samme bidrag skriver Rifbjerg om pressen: ”Ganske vist har vi ikke censur indført af hensyn til et nazistisk Tyskland. Men at vi er både kongetro, nationale (hypernationale!), gudelige og snobbede, kan der vist ikke være tvivl om.”
Det mener jeg i høj grad, der kan være tvivl om. Argumenterne fra min kronik vil jeg ikke trætte læserne med at gentage. Men i øvrigt fremgår det vel af de to citater, at kulturradikalismen ifølge Rifbjerg ikke bare er anti-royal, anti-gudelig og anti-snobbet, men også … anti-national.
Rifbjerg kan åbenbart ikke blive helt enig med sig selv. Hvilket måske ikke er så underligt, for kulturradikalismen er et mangesidigt fænomen; og som han selv skriver, ”kan emnet hurtigt blive trættende, for uanset hvad man siger og hvordan det bliver sagt, trækker det en hel hale af misforståelser med sig.”
Dét fremgår også tydeligt af antologien om den kulturradikale udfordring. Det er en broget bog med vidt forskellige definitioner af fænomenet og med bidrag af varierende kvalitet. Da jeg satte temaet på dagsordenen i mit radioprogram Agenda den 10.juni sidste år [2001], valgte jeg at invitere forfatterne til to af de (efter min mening) bedste kapitler i studiet: Jørgen Knudsen, som skriver om den gamle Brandes’ syn på den intellektuelles rolle, og Klaus Rifbjerg, som skriver om humøret og livsappetitten specielt hos Poul Henningsen. Et andet fortræffeligt bidrag, der handler om modsætningerne mellem Hørup og Brandes, er skrevet af Ebbe Reich – men ham havde jeg lige haft med i en anden radioudsendelse.
I samtalen med Rifbjerg valgte jeg at gå helt uden om kontroversen om det nationale og det anti-nationale. Det var mit professionelle skøn, at det for lytterne ville være mere interessant at opleve Rifbjergs medvidende levendegørelse af PH og hans aktualitet. Det lykkedes på bedste vis – hør eller genhør samtalen på Internettet! Og jeg begriber ikke, hvorfor Rifbjerg nu skal nedgøre den med insinuationer om, at jeg bag en venlig maske nok har haft en helt anden dagsorden, der ganske vist slet ikke kom frem i udsendelsen.
Det er da rigtigt, at vi langtfra er enige om alt. Og nogle af vores uoverensstemmelser fandt jeg nu anledning til at fremdrage, da konstruktionen af den anti-nationale falanks fortsatte i Informations enquête om kulturradikalismen den 26. og 29.januar. Her især anført af Peter Madsen som tredje musketer, flankeret af Klaus Rifbjerg og Per Arnoldi.
Propagandaindustrien
Det er en triviel erfaring fra propagandaindustrien, at når bare et budskab gentages ofte nok, begynder det at virke. Always CocaCola. Ondskabens Imperium. Vær solidarisk med dig selv.
Sådan er det gået til, at veluddannede danskere, skolelærere, socialrådgivere, læger og mange andre, der i årevis har følt glæde ved højskolesangbogen, også Grundtvigs, H.C. Andersens, Helge Rohdes og Johs. V. Jensens fædrelandssange, nu pludselig er blevet angrebet af anfægtelser. De skammer sig over danskernes fremmedhad og vil ikke længere synge den slags.
Sådan virker propagandaen, helt uberørt af den kendsgerning, at fremmedhadet trives langt mere i medierne end i landbyerne og boligkvartererne.
Min anti-pointe er den ganske banale: at hvis højskolesangbogen af en eller anden grund skulle blive populær igen, hvis titusinder af unge og gamle på skoler og aftenskoler igen skulle finde på at skråle med på ”Som en rejselysten flåde” eller ”Fæderneland” – så vil det ikke være et symptom på, at Dansk Folkeparti er blevet det største parti herhjemme. Tværtimod. Det ville tage vinden ud af sejlene hos Pia Kjærsgaard og Søren Krarup.
Javel, når anti-intellektualistiske strømninger begynder at røre på sig, er der altid grund til at være på vagt. Men man skal også huske at spørge efter, hvad der har fremkaldt dem. Klaus Rifbjerg tegner billedet af en avantgarde, hvor han selv sammen med Peter Madsen og Per Arnoldi rider langt foran det naive og plathedsdyrkende folk. Efter det følger bagtroppen, hvor jeg trasker grøn i hovedet af ressentiment sammen med Søren Krarup, Peter Zinkernagel og Peter Vad – jeg tror, det er løgn, men så har jeg prøvet det med!
Måske skal man alligevel passe på nu, hvad man står og sir.
Link til Rifbjergs polemik: http://www.information.dk/65953