Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 26.april 2008
At fixe var i de ubekymrede 1960’ere betegnelsen for at sprøjte sig med et skud heroin, for på den måde at overkomme sine personlige bekymringer. Heraf opstod udtrykket det tekniske fix, som vistnok blev opfundet af biologen Jesper Hoffmeyer, og som refererer til det træk ved den moderne civilisation, at vi meget ofte forsøger at løse vores grundlæggende problemer på en måde, der ligner narkomanens: Vi finder på en teknisk ”løsning”, der giver os en midlertidig opblomstring, men til gengæld gør os dybt afhængige og gør den efterfølgende nedtur endnu mere dyster.
De moderne bioteknologier tilbyder en række tekniske fix på den globale fødevarekrise, der lige nu antager mere og mere truende dimensioner og også har fået FN til at slå alarm.
Et eksempel er dyrkning af kød fra stamceller – en teknologi der i øjeblikket udforskes flere steder i verden. Fordelene forekommer indlysende: hvis svinekød og lammekød kan produceres på laboratorielignende fabrikker, kan vi reducere husdyrholdet. Vi behøver m.a.o. ikke bruge så stor en andel af de globale afgrøder til foder, og vi slipper for en betragtelig del af de (ret slemme) drivhusgasser, som kvæget slipper ud i atmosfæren.
Etisk set kan man vel ikke have nogle indvendinger imod det?
Et andet eksempel er den nye generation af genmodificerede fødevarer (GMO), som hævdes at besidde evnen til at vokse på saltholdige jorder eller i tørkebælter – altså et oplagt teknisk fix på de forringede dyrkningsvilkår, der følger af klimaforandringerne. Både bøndernes og forbrugernes modstand mod første generation af GMO’er har været uventet stor, men de biokemiske gigantkoncerner, som har opnået patentrettigheder på GMO, får naturligvis et enormt salgsargument på hånden i takt med skærpelsen af den globale fødevarekrise.
Hvordan kan den privilegerede europæiske forbruger forsvare at beskytte sig selv imod de (meget diskutable) GMO-risici, hvis mennesker i verdens tørkeplagede områder skal betale med deres liv?
Etisk set forekommer de tekniske fix at være af det gode, der er bare et afgørende aber dabei: Den samlede mængde af energi til rådighed for jordens mennesker er begrænset. Hvordan energien fordeles, afgøres ikke af snilde teknologier, men af brutale magtforhold. Vi kalder i reglen dette magtforhold for ”verdensmarkedet”, men den store tyske klimaforsker, Wolfgang Sachs, er nok mere præcis, når han taler om ”det globale oligarki”. Den økonomisk velstillede verden lægger beslag på en stadig større andel af den i forvejen begrænsede energimængde.
Det er netop derfor, den aktuelle fødevarekrise er opstået. Som følge af endnu et teknisk fix. Sidste år vakte den anerkendte forsker i global energi og bæredygtighed, Lester Brown furore i USA, da han fastslog, at ”den mængde korn, der skal til for at fylde en 100-liters benzintank i en firehjulstrækker med ethanol, kan brødføde et menneske i et år”.
Det californiske Institut for Fødevare- og Udviklingspolitik skriver i en ny rapport: ”Det skønnes, at halvdelen af USAs majsproduktion ved udgangen af 2008 anvendes til produktion af ethanol. Eftersom USA tegner sig for omkring 40% af den globale majsproduktion, påvirker den øgede efterspørgsel efter amerikansk majs til brændstof det globale marked for majs til fødevarer. Og eftersom mængden af landbrugsjord, der dyrkes med majs, stiger på grund af den stigende efterspørgsel, reduceres mængden af jord til andre fødevareafgrøder som hvede og sojabønner, hvilket også fører til prisstigninger på disse markeder. Over hele kloden oplever mennesker de pris- og forsyningschok, som forårsages af det voldsomt stigende ethanolforbrug i USA”.
Etisk set er en kørende firehjulstrækker at sidestille med et anvendt mordvåben. Men det er jo netop det dæmoniske ved at være på sprøjten: Er man først begyndt at fixe, er det næsten umuligt at holde op. Eller bare at se virkeligheden i øjnene.