Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 31.maj 2008
”Vi hjælper naturen på vej”, skriver fertilitetsklinikken Nordica på sin hjemmeside. Det er en meget mærkelig omskrivning af befrugtningsindustriens virksomhed.
Er det naturen, eller er det menneskelig teknologi, der er årsag til, at flere og flere par ikke uden videre kan forplante sig?
Og i det omfang naturen har været medvirkende til, at hver femte mand i Danmark nu i realiteten er ufrugtbar – er det så at ”hjælpe naturen på vej”, hvis man giver disse mænd afkom alligevel?
Undersøgelser af værnepligtige i en række europæiske lande konkluderer, at hele 40% af unge, danske mænd har utilfredsstillende sædkvalitet. Kemikalier i vores miljø er under mistanke, herunder ikke mindst hormonforstyrrende stoffer og pesticider. Forskningen mener, at de samme stoffer også kan være årsagen til, at hvert tiende drengebarn herhjemme nu fødes med misdannede kønsorganer, og at danske mænd har rekord i testikelkræft.
Men befrugtningsindustrien har et godt tilbud til alle disse forplantningssvage drenge. Mikroinsemination er en teknologisk mere avanceret form for reagensglasbefrugtning end den oprindelige fra 1982. Ved den klassiske metode anbringes kvindens æg i et reagensglas med et stort antal sædceller, hvoraf én får held til at trænge ind i ægget og dér sætte gang i en ny celledeling; ved mikroinseminationen føres en tilfældig valgt sædcelle derimod ind i ægget ved hjælp af et ekstremt tyndt rør.
Befrugtningsindustrien tager så at sige en af de svagelige sædceller, anbringer den i en højteknologisk kørestol og giver stolen et uimodståeligt kick ind i ægget.
Er det at ”hjælpe naturen på vej”, eller er det tværtimod at modarbejde naturen?
Ved et møde i Folketingets Fremtidspanel om Bioetik i maj 2003 spurgte jeg forskningsleder Søren Ziebe fra Rigshospitalets fertilitetsklinik, om det mon er helt uden betydning, hvilken sædcelle der medvirker ved befrugtningen?
”Så vidt vi ved, er det ligegyldigt”, lød svaret!
Det kalder jeg overmod – og dødsforagt – på menneskehedens vegne! Når forplantningen foregår ved naturmetoden, sender en ganske almindelig mand op mod 450 millioner sædceller ind i kvindens skede. Disse millioner af sædceller, der kan leve op til tre døgn, indleder nu et rasende kapløb op gennem skeden, livmoderen og æggelederen, indtil én eneste af dem når frem til kvindens æg og opnår den triumf at blive bærer af et nyt liv.
Vinderen tager det hele. De øvrige 449.999.999 går tabt! Ingen ved, hvorfor kampen om genernes videreførelse foregår på denne barske måde. Men sådan er det foregået i årmillioner. I naturen.
”Såvidt vi ved”, er det uden betydning, siger nu nogle tusinde forskere, der har indhøstet erfaringer gennem mindre end en generation!
Prøv engang at tænke over det: Forestillingen om, at et flertal af nyfødte mennesker om bare en enkelt generation vil blive ”frembragt” gennem kunstig befrugtning, er skræmmende. Jeg tænker ikke bare på, at menneskeheden på den måde helt kan miste evnen til naturlig forplantning (infertilitet nedarves). Jeg tænker nok så meget på, hvilke følgevirkninger dét vil have på vores opfattelse af kønnet, kærligheden og den genetiske variation (herunder forskellige handicap, sygdomme og skønhedsidealer).
Slægtens videreførelse er i færd med at blive et markedsanliggende. Hvem vil betale for forsøg på at forklare – og eventuelt kurere – andres ufrugtbarhed?
Så er der mange flere penge i den kunstige befrugtningsindustri.