Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 1.februar 2010
Det gamle mundheld om, at ”intet nyt er godt nyt” er netop …. gammelt. Det havde sin gyldighed i en tid, hvor mennesket ikke bildte sig ind at være herre over alting, både den ydre og den indre natur, og hvor mange derfor frygtede ”skæbnens” tilskikkelser. I dag lever vi som bekendt i en civilisation, der har beruset sig i optimisme, og hvor alt nyt derfor kun er af det gode.
Måske er det ligefrem definitionen på den såkaldte modernitet: den historiske epoke, hvor ”moderne” er det største plusord, og hvor alt ”umoderne” er yt? Eksempelvis er jo moderne virksomhedsledelse per definition bedre end umoderne, ligesom fremskridtet i de moderne kommunikationsmidler dårligt kan bestrides. Den, der i ramme alvor vil beklage savnet af det postbesørgede papirbrev og ikke foretrækker email og sms i døgndrift, er jo håbløst umoderne og kan slet ikke tages alvorligt. Og den medarbejder, der betvivler gevinsten ved teambuilding, strategipapirer og human ressources management, er jo simpelthen så forandringsresistent, at virksomheden er nødt til at afskedige ham.
I politik har moderniteten især manifesteret sig ved almengørelsen af det idiotiske begrebspar højre/venstre, der stammer fra de deputeredes placering i Nationalforsamlingen efter den franske revolution og netop derfor er tilstrækkelig lineær til at kunne forsimple alting: At stå til venstre betyder den dag i dag at være progressiv, at gå ind for det nye og derfor bedre, mens den højreorienterede er reaktionær, hvilket jo bare betyder at udelukke sig selv. Derfor er der så få konservative tilbage i Danmark, og slet ingen i Folketinget.
Det er heller ikke noget tilfælde, at de såkaldte nyhedsmedier efterhånden er blevet modernitetens mest feterede magtcentre. De store TV-stationer leverer jo selve tidens identitet, det magiske stof: news. Værterne på de landsdækkende TV-aviser har nærmest kongelig status – hvis de skal flytte fra kæresten, er det en meget vigtig nyhed, og når nogen skal interviewes af dem, er værtens eksponering altid vigtigere, end hvad gæsten mon har at sige.
Intet er mere truende for nyhedsmedierne end tanken om at bringe ”gamle nyheder”. Her gælder i sandhed, at intet nyt er forfærdeligt nyt. Men det problem har mediehusenes moderne management naturligvis taget højde for, bl.a. ved at tilrettelægge nogle ”forhåndsnyheder”. Man ser ofte en vært slutte de sene TV-aviser af med at fortælle, hvilke nyheder seerne kan forvente i morgen. Og er der ikke noget vigtigt at se frem til, kan man altid gøre sig selv til news: ”Forbrydelsen er opklaret. Kriminalassistent Strange var morderen”, meddelte Reimar Bo Christensen glædesstrålende som den allerførste nyhed den aften, den historiske begivenhed indtraf. Næsten dagligt finder man eksempler på, at fiktion og underholdning forveksles med real news.
Og omvendt. For det allerstørste, der kan ske for nyhedsmedierne, er krige og katastrofer – det er tydeligt for enhver, nu igen efter jordskælvet på Haiti. Så fordobles adrenalin-niveauet hos alle journalister og fotografer, og man hører de eksalterede stemmer råbe på ekstraudsendelser, ekstrabemanding, rejsebudgetter, o.s.v. Begejstringen er begribelig: endelig kan vi vise vores eksistensberettigelse og give tiden sit egentlige, identitetsbærende stof.
Derfor er det kun logisk, at medierne fejrer sig selv og til sidst også gør real news til fiktion og underholdning.