Af KLAVS BIRKHOLM — offentliggjort i Kristeligt Dagblad 1.marts 2010
Rundt regnet 3000 mennesker aflives årligt af læger i Holland. Det svarer til en mindre by på størrelse med Stege eller Mariager, og i løbet af en generation vil antallet af ombragte blive til en by på størrelse med Aalborg. Hvis årsgennemsnittet altså forbliver konstant. Dobbelt så mange hollændere får nemlig afslag på deres anmodning om at blive aflivet, fordi de ikke kan leve op til kravene i den hollandske eutanasi-lov fra 2001.
Tallene blev fremlagt af professor i medicinsk etik, JJM van Delden fra Utrecht, da Det Etiske Råd i sidste uge holdt internatmøde med eutanasi på dagsordenen. Rådet vil gerne tage alvorligt, at et antal debattører med stor vedholdenhed rejser spørgsmålet i offentligheden og bl.a. anklager os for at være ude af trit med befolkningen.
”Bør der indføres en lov, som tillader en læge at slå sin patient ihjel, hvis patienten er i stor lidelse og beder om det?” Sådan lyder spørgsmålet, hvis det ikke skal formuleres ledende. I øjeblikket er handlingen strafbar med op til tre års fængsel i Danmark, og det ønsker Det Etiske Råd at fastholde. Men de nævnte debattører mener, at et flertal i befolkningen gerne vil legalisere lægelig aflivning i en eller anden form.
Det centrale argument er næsten altid selvbestemmelse, autonomi; man ønsker selv ”at være i kontrol” til det sidste. Både folketingsmedlem Helge Adam Møller og professor Niels I Meyer har for ganske nylig – med adresse til Det Etiske Råd – indvendt, at hvis man er imod aflivning af mennesker, er man naturligvis fri til at fravælge denne løsning for sit eget vedkommende, men det er formynderisk at ville forbyde det for andre, som ser anderledes på sagen. Hvad kommer de andres valg mig ved?
DET KOMMER i allerhøjeste grad mig ved – det kommer enhver ved – om vi lever i et samfund, der fastholder det absolutte drabsforbud, eller et samfund, der tillader drab under forskellige betingelser. Valget mellem disse to samfund er ikke et individuelt, men et fælles valg.
Hvis vi skal lovgive om aflivning af mennesker på begæring, er det naturligvis vigtigt, at betingelser og metoder fastlægges knivskarpt. Niels I Meyer mener, at der bør fastsættes en aldersgrænse på 65 år – hvorfor? Vigtigere er vel en lovfæstet definition på ”ubærlig lidelse”? Men skal depression og andre mentale lidelser også være omfattet? Og hvem skal afgøre, om kriterierne er opfyldt i det enkelte tilfælde? Skal der eventuelt udstedes autorisationer til at godkende begæringer om aflivning, således at kun særlige læger eller myndighedspersoner kan gøre det?
Ansøgningerne skal selvfølgelig formuleres skriftligt, så det er vigtigt, at blanketterne er præcise. Og der skal føres tilsyn med både godkendelse og udførelse. Hvilke bedøvelsesmidler må anvendes, inden den dødelige gift indføres? Hvordan sikres det, at patienten er bedøvet i tilstrækkelig grad? Hvilke giftmidler må benyttes og i hvilke doser? Hvordan sikres det, at aflivningen gennemføres på det fastsatte tidspunkt, så patienten ikke skal vente ubærligt? Både godkendelser og kvalitetskontrol bør vel underlægges et særligt, statsligt kontor for aflivning.
ETHVERT menneske kan risikere at blive bragt i en situation, hvor vores samvittighed byder os at bryde loven og bagefter tage straffen. Men loven sætter grænsepæle for de fælles normer, og disse grænsepæle er ikke et individuelt valg.