Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 3.maj 2010
Du skal ikke tro, du er noget! Sådan har det lydt i børneopdragelsen gennem århundreder. Og sådan lyder det nutildags i de elektroniske medier, når studieværter og kändisser fra tidligt til sent dyrker sig selv i talkshows og ”magasiner”. Bedst som vi for en generation siden troede at have gjort op med knæfaldet for underdanighed og servilitet i familien, dukkede fænomenet op igen på tv-stationerne, der tydeligvis tilrettelægger deres udsendelser efter princippet om, at alle mennesker er dumme – bortset fra de udvalgte, der har adgang til mikrofonerne og rampelyset.
Som bekendt er folkestyret, i hvert fald i Danmark, oprindelig grundlagt på en helt anden forkyndelse: Ingen skal sætte sit lys under en skæppe, for vi er alle Guds børn – den langtidsledige såvel som marketingsdirektøren, kassedamen såvel som storaktionæren.
Det er mærkeligt, men i sidste instans ganske logisk. Udbredelsen af tv-rampelysets servilitet har fundet sted samtidig med, at betydningen af ydmyghed – den klassiske dyd – er gået aldeles i glemmebogen. Ja, mange mennesker forveksler ligefrem de to fænomener!
Vi lever i en hovmodskultur, hvor der er masser af plads til servilitet, men ikke til ydmyghed. Som Vaclav Havel formulerede det for 25 år siden, endnu inden han blev det nye Tjekkiets første præsident: Når vor tids magtstrukturer har antaget karakter af et anonymt voksende megamaskineri (tænk f.eks. på finansmarkederne, KB), hænger det utvivlsomt sammen med civilisationens åndelige tilstand, karakteriseret ved tabet af en højere autoritet, en instans over menneskeheden selv.
”Den store afsked med Gud, som vi gennemgår i moderne tid”, siger Havel, ”hænger sammen med videnskabens, teknikkens og den menneskelige erkendelses udvikling … Den forfængelige antropocentrisme hos det moderne menneske, der er overbevist om, at han kan erkende og underordne sig alt, fornemmer jeg et sted i baggrunden af den nuværende krise.”
Som medlem af Det Etiske Råd møder jeg stort set dagligt denne forfængelighed. Vi har været i stand til at klone et får. Vi har været i stand til at frembringe kimære-væsener med både kanin- og menneskeceller. Vi har opdyrket et menneskeligt øre på ryggen af en mus. Vi har udviklet kunstig sæd af stamcellekulturer. Vi har skabt befrugtede æg med tre forældre. Vi kan nedfryse fosteranlæg og tø dem op, når det passer os. ”Vi er uindskrænkede herrer over døden”, sagde fertilitetslægen Peter Lundstrøm engang i et dagbladsinterview, ”hvorfor skulle vi så ikke også kunne gøre os til herrer over livet?”
Bortset fra, at vi jo netop ikke er herrer over døden, undtaget som drabsmænd, er det ikke vanskeligt at følge dr. Lundstrøms tankegang. Den moderne medicin og lægevidenskab forfører os til at tro, at vi efterhånden kan overvinde alle de brøstfældigheder, som er en del af menneskelivets vilkår. Alle sygdomme, alle handicap, alle skønhedsfejl, alle alderens skavanker. Alt biologisk skal blive perfekt.
Adskillelse af religion og politik, må jeg være fri! Som Havel udtrykker det: ”Hvis verden skal forandres til det bedre, så må noget forandre sig først og fremmest i den menneskelige bevidsthed.” Mennesket må i sig selv genfinde en dybere ”ansvarlighed over for noget højere end det selv.”
Altså den dyd, der kaldes ydmyghed.