Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 17.maj 2010
ET STED i begyndelsen af Cees Nootebooms vidunderlige rejsebog, Omveje til Santiago inviteres læseren på besøg i klosteret Veruela nær Soria, hvor man får lejlighed til at falde i staver over en grav fra det 13. århundrede. Don López Jiménes ligger sideværts, op ad væggen, og:
”Det unge, næsten kvindelige ansigt hviler på en stenpude, hans venstre hånd hviler på hjertet, den højre holder om fæstet på hans store sværd. To grifagtige dyr, hvoraf det ene holder et lille menneskehovede mellem sine rovfugleklør, hæver hovederne og har næbene på vid gab for at give en lyd fra sig. Man ser lyden, man hører den ikke, men ved at se den, hører man den alligevel. Effekten understreges af næbenes åbning, af hulningens form ser man den lyd, som de frembringer, en høj, skrækkelig hylen. Nogen må have været meget ked af det, da denne ridder døde.”
Man ser ikke griffene, man læser om dem, og ved at læse om dem, ser man lyden. Og man hører stilheden i klosterets buegange og kapitelsal. 700 år er henrullet, men sorgen over den døde don López taler med samme intensitet, forstår man; den er hugget i sten.
Vil nogen om 700 år tænke tilbage på os? Vil nogen huske mig? Vil nogen huske dig, min læser? Og betyder det noget?
Ja, for nogen gør det. Den store tyske digter J.W. Goethe var panisk ved tanken om at blive glemt, og kampen for at få sine laurbærkranse udhugget i sten var drivende i hans livsværk (24 bind à mindst 800 sider hver, bare på min bogreol). Den tjekkiske eksilforfatter Milan Kundera har skrevet en hel roman om det samme, Udødeligheden (i øvrigt med Goethe som en af hovedpersonerne).
Ganske vist vil erindringen om både Goethe og Kundera utvivlsomt overleve millioner af deres samtidige – i den forstand er historien ubønhørlig overfor den moderne lighedstanke. Men mindre kan vel også gøre det? Eftermælet er os kun ligegyldigt, hvis vi ikke har noget at sige til vore efterkommere.
”EFTER OS syndfloden”, sagde Madame Pompadour i 1757, da Frederik den Store af Preussen havde besejret den fransk-tyske hær. Sentensen er muligvis antik, men den er karakteristisk for den moderne livsfølelse. Samtale mellem generationerne – måske ligefrem empati – er blevet et ukendt fænomen. Man forestiller sig Madame Pompadour besøge klosteret i Veruela under et ufrivilligt ophold på en rejse til Toledo. Hun vil haste sine skørter forbi don López’ gravmæle og næppe værdige det et blik.
Tilsvarende anno 2010, hvor bilisterne drøner forbi på E804. Måske siger de som en yngre børsmægler, da det tyske ugemagasin Der Spiegel for ti år siden lavede en enquête om den kreative klasses egoisme: ”Efter mig syndfloden”. Det er ikke bare moderne, det er postmoderne. Hvorfor skulle jeg bruge tid på at glo på en 700 år gammel stenridder?
Jeg tror, at når det moderne menneske ikke kerer sig om eftermælet, men kun om sin egen selvrealisering nu og her, skyldes det dybest set, at det ikke kerer sig om efterkommerne. Tiden går hurtigere og hurtigere, og jeg skal aldrig dø – ellers kan det hele også være ligegyldigt!
Hvorimod don López Jiménes og hans familie har levet med salmistens ord: ”Mine dage er som skyggen, der hælder, og jeg må visne som græs.” Bevidstheden om dødelighedens vilkår og livets korthed – det lykkelige nu – har gjort det vigtigt at tale til dem, der kommer efter. For i dem føres livet og lykken videre.