Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 31.maj 2010
Befrugtningsindustrien har længe været en vækstbranche i Danmark. I løbet af de seneste ti år er antallet af årligt påbegyndte behandlinger med kunstig befrugtning eksploderet fra 8.793 (i 1999) til 14.884 (i 2009). Medregnes tallet for kliniske inseminationer er de danske fertilitetsklinikker nu oppe på 33.778 påbegyndte behandlinger om året!
Læger, både herhjemme og i udlandet, har advaret om, at op mod 20 procent af en børneårgang i løbet af få år vil blive undfanget i laboratorier. Men hvorfor skulle det standse her? Tempoet i både arbejds- og fritidsliv øges til stadighed, blandt andet med den følgevirkning, at graviditeter udsættes til en alder, hvor den naturlige fertilitet ikke længere er så høj. Og drengebørn, der undfanges gennem såkaldt mikroinsemination – hvor mandens sædkvalitet er ringe – har stor risiko for at arve faderens skavank; de drenge bliver der m.a.o. flere og flere af.
Så jeg anser det ikke for urealistisk at antage, at halvdelen af alle nyfødte mennesker i løbet af bare en generation vil blive bestilt og leveret fra befrugtningsindustrien.
De samfundsmæssige og kulturelle følgevirkninger af en så drastisk ændring i menneskets artsvilkår er det i øjeblikket stort set umuligt at sætte til debat. Dels fordi al etisk argumentation for tiden synes centreret om, hvad der er til gavn eller til skade for det enkelte individ. Dels fordi det politiske tidevand har forvandlet folkestyre til forbrugerstyre – borgeren til forbruger – og i den kontekst er det nærmest blevet en menneskeret at få børn, der rummer ens egne gener.
Sådan cirka lyder tidsånden: ”Vi har alle ret til at få børn, endda fejlfri børn, og det offentlige har pligt til at levere varen!” Det er en art socialisme, og den deles tilsyneladende af Simon Emil Amnitzbøl, som tidligere på måneden har gjort sig bemærket ved at ville udvide graviditetsretten med en ret til oplysning om det kommende barns køn – med henblik på en mulig abort, hvis kønnet skulle være forkert.
DERFOR ER det både glædeligt og modigt – meget modigt – at den såkaldte Genopretningspakke vil fjerne den offentlige finansiering af befrugtningsindustrien, bortset fra støtte til de allermest værdigt trængende.
Et kor af kritikere, anført af industriens fertilitetslæger, foreningen for ufrivilligt barnløse og det voksende kuld af utilitaristiske ’filosoffer’ står parat til at anklage forligspartierne for at være børnefjendske og sælge ”retten til eget afkom” for en sølle besparelse på statsbudgettet.
Allerede på offentliggørelsesdagen gik en af befrugtningsindustriens helt tunge drenge, Jakob Ingerslev fra fertilitetsklinikken på Skejby Sygehus, i Radioavisen for rørstrømsk at oplyse befolkningen om, hvor stor en glæde det er at få børn, og hvor stor en sorg det er, når man ikke kan.
Jamen ja! Sådan har det jo været slægtled efter slægtled, og derfor kender vi alle til onkler og tanter, som vi som børn har haft fornøjelsen af at ferie hos eller komme på byture med.
Jeg skriver ikke til forsvar for hverken tanter eller tanterier. Men jeg beder alle borgere i den offentlige debat om at tage stilling til, hvorvidt børn med vore egne gener ikke er på den anden side af grænsen for, hvad staten skal garantere os som forbrugere?