Fremtidsdrømme og gode hensigter

– 28. februar 2011

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 28. februar 2011

EN AF MINE personlige ledetråde i de sundhedsetiske debatter har længe været: Tag aldrig stilling til en ny medicinsk forskning eller bioteknologi ud fra hensigterne! Som K.E. Løgstrup gjorde opmærksom på, er det i reglen de uforudsete bivirkninger, der forvandler verden – ikke de tilstræbte mål. Desuden har jeg aldrig mødt en medicinsk forsker, som ikke var drevet af de mest ædle hensigter.

På dét punkt ventede der mig dog en rystelse, da jeg for nylig gik ind i Filmhuset i København og bad om at se Ove Nyholms berømmede dokumentarfilm fra 1984, Fremtidens Børn. Hvad molekylærbiologerne dengang, for små 30 år siden, kunne finde på at udtale, kom nærmest som et chok for mig.

”Sex er sjovt, men det er ikke den bedste måde at få børn på”, siger f.eks. James F Bonner (1910-96). ”Ingen anden art har tidligere, i kraft af indsigt i generne, kunnet kontrollere sin egen skæbne”, og ”hvis ikke mennesket nu griber denne mulighed, vil vi uddø”, forklarer han.

Logikken er følgende: Eftersom der kun er plads på kloden til, at vi får to børn per par, skal vi være kræsne med vores afkom. Hos fremtidens mennesker må et højt energiniveau, høj intelligens og lang levetid være at foretrække. Derfor foreslår dr. Bonner, at man udtager nogle kønsceller fra alle nyfødte, der herefter steriliseres. Når individets liv er til ende, vurderer man, om flere af samme slags vil være ønskelige for menneskeheden. Hvis nej, destrueres de nedfrosne kønsceller – hvis ja, tør man dem op og skaber nye eksemplarer ved hjælp af kunstig befrugtning.

En anden medvirkende er fertilitetsforskeren Richard Seed – ham, der engang irriterede sine kollegaer ved at erklære, at ”kloning er det første skridt mod menneskets bliven ét med Gud”. I Nyholms film nøjes han med at forsikre, at vores art i løbet af 30-50 år vil blive i stand til at kontrollere selve livsprocessen, og vores ”store gevinst” vil være en betragtelig forlængelse af levetiden.

En særlig interessant figur er dr. Stephen Zamenhof (1911-98), der selv kalder sin forskning ”ikke-genetisk biologisk ingeniørkunst”. Han er med sine rotteeksperimenter ekstremt optaget af muligheden for ad kemisk vej at optimere hjernens kapacitet i den fase af fosterudviklingen, hvor neuronerne dannes – hos mennesket op til 18.graviditetsuge.

Hvorfor? Fordi vi med vores nuværende hjerne ikke kan forstå universet. Hvad var der før universets tilblivelse? Hvad kommer der efter? Hvad er der uden for universet? En hel masse andre spørgsmål kan vi end ikke formulere! Vi er forfærdelig tilbagestående, nærmest ligesom aberne, der hverken har sprog eller kognition. Det er ydmygende, forklarer dr. Zamenhof, og derfor ”repræsenterer jagten på en bedre hjerne det bedste håb for menneskeheden”.

Det slående ved filmens mange interviews er forskernes uhæmmede optimisme på menneskehedens vegne, en optimisme som ikke mindst molekylærbiologien gøres til bærer af.  Og alle forskerne, også de mere advarende, anskuer – som man netop bør gøre – de moderne bioteknologier i et milliard-årigt evolutionsperspektiv.

Da filmen efter alt at dømme tegner et dækkende billede af den bioetiske debat i de tidlige 80’ere, er det vel en overvejelse værd, hvad der i dén grad har fået debatten til sidenhen at blegne og tabe niveau? For selv om forskernes fantasier synes vidtløftige, er det jo stadig væk, når alt kommer til alt, dem der driver værket. Her kastes et helt nyt og grelt lys over den gamle sentens: Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter!