Om erhvervet mening og erhvervets mening. Essay
Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i WeekendAvisen 30.december 2011 [1]
1.
Den afgørende forskel mellem Forretningsmanden og Den Frie Intellektuelle: Forretningsmanden må vælge at påtage sig en karakterrolle, som markedet efterspørger. Det kan være Dyne-Larsen, der lever sig ind i klichéen om den jyske kræmmer. Det kan være ejendomsmægleren, der uophørligt må spejde efter fortrin, som kan øge salgsprisen på udbudte ejendomme. Eller det kan være pr-konsulenten, der til enhver tid må påtage sig at fremfinde og eksponere de tiltalende sider af et produkt eller en virksomhed og derfor kun kan være værdirelativist.
Forretningsmandens lov er: Du skal sælge dig selv! Igen og igen. Det er naturligvis et eksistentielt valg, som den enkelte selv må træffe, men én gang truffet står det ikke til forhandling. PR-konsulenten kan ikke med ét forlade sin værdirelativisme, for den er blevet noget centralt i hans personlighed, hans såkaldte identitet.
Det er heller ikke muligt for Forretningsmanden at træde ud i den offentlige samtale som bærer af andre synspunkter, end dem han opretholder i medfør af sit erhverv. Ejendomsmægleren kan ikke publicere en kronik om, at bankernes inkompetence og grådighed får boligpriserne til at inflatere til skade for samfundsøkonomien. Dyne-Larsen kan ikke gå i TV-avisen med det synspunkt, at kulturudbuddet i de jyske provinsbyer er for fladpandet.
Forretningsmanden kan ikke frit definere sin egen karakter og dermed sine værdier. Måske derfor nærer mange medlemmer af denne socialgruppe et slet skjult ressentiment mod De Frie Intellektuelle. (Jeg har en formodning om, at dette ressentiment, udfoldet i samfundets celler og væv, spiller en væsentlig rolle for den sociale og politiske udvikling efter ungdomsoprørene 1968 ff. Men det er aldrig blevet undersøgt.)
2.
Den Frie Intellektuelle er kendetegnet ved, at han lader sine holdninger og sin karakter forme af samvittigheden alene. Han forsøger at tænke uhildet af, hvilke meninger og hvilken typologi markedet efterspørger. Men der hører mere til.
Som David Riesman i sin tid gjorde opmærksom på, går forestillingen om, hvad han kaldte det indrestyrede menneske, tilbage til renæssancen, eller rettere: til sammenbruddet for middelalderens traditionsstyrede menneskeideal. [2] Men skønt indrestyring er en nødvendig kvalitet hos Den frie Intellektuelle, er den ikke tilstrækkelig til at definere ham. Også nogle af 1800-tallets store forretningsfolk kunne være indrestyrede – indtil deres opbrudsnormer blev tradition for en ny socialgruppe; tænk på Johann Buddenbrook d.æ. i Thomas Manns roman, tænk på John D. Rockefeller i stormogulernes USA [3]. De skulle endnu ikke sælge sig selv.
Rockefeller var ”fri” for at bekymre sig om den offentlige mening om ham, men han var naturligvis ikke af den grund en intellektuel. Den intellektuelle har som sin primære aktivitet refleksionen, argumenternes prøvelse og – ikke mindst – medtænkning af en historisk og kulturel dannelseshorisont. Den Frie Intellektuelle udøver denne aktivitet degageret enhver markedsinteresse. Dét er som allerede nævnt den afgørende forskel mellem ham og Forretningsmanden.
3.
Der findes naturligvis fortsat en mængde erhverv, som ikke lægger beslag på udøvernes holdninger. En tømrer, for eksempel, er fri til at mene, hvad han vil, om både samfund, kultur, religion og økonomi. Han sælger alene sin faglige kunnen. En frisør er i princippet lige så frit stillet, skønt det ofte er en del af dette erhverv at kunne tale sine kunder efter munden. Frisørens forretning vil i mange tilfælde sagtens kunne overleve, hvis han vælger at “stå ved sine meningers mod”. Dog vil mange mennesker i så fald typisk sige: frisør Andersen er ikke nogen helt god forretningsmand!
Jeg taler her om selvstændige erhverv. Lønmodtagere er fra gammel tid defineret ved, at de kun sælger deres arbejdskraft i et bestemt antal timer om ugen. De sælger ikke deres sjæl, som man sagde. Men på det punkt er en stor transformation i gang, og har været det siden Den Kolde Krigs ophør. Både private og offentlige virksomheder, eksempelvis Bang & Olufsen, Novo Nordisk, Jysk Sengetøjslager, Det Kongelige Bibliotek og Silkeborg Regionshospital indfører nu ”værdigrundlag”, som de ansatte bedes identificere sig med. På Novozymes er det ikke nok at være en dygtig laborant eller stamcelleforsker; man skal samtidig kunne internalisere virksomhedens vision, som er præget af revolutionær retorik og jævnthen venstresnoet. Således fordres det, at man går til sit arbejde med passion og ikke frygter fejltagelser (”Do not fear mistakes; learn from them”). [4]
Eller, et eksempel fra den mere bizarre afdeling: Da jeg i 2004 lavede en radioreportage fra Silkeborg Centralsygehus med fokus på virksomhedens mission og strategi, var det ikke nok at være en dygtig sygeplejerske på anæstesiafdelingen; man skulle også kunne identificere sig med den overordnede målsætning på virksomhedens strategitræ og såkaldte balanced scorecard, som var: et større antal bedøvelser på Silkeborg Centralsygehus! [5]
Lønmodtageren som en person, der efter arbejdstid er fri til at mene, hvad han vil, er i færd med at blive udryddet. Det er netop Forretningsmanden – i skikkelse af en management- eller HR-konsulent – der rykker ind på virksomheden og vil forvandle alle de øvrige ansatte til Forretningsmænd. De skal være som ham selv, og de skal først og fremmest identificere sig med Forretningsmændene i virksomhedens øverste ledelse. Kan de ikke det, bør de finde sig et andet sted at være.
Er man eksempelvis – som jeg – tilhænger af forsigtighedsprincippet i biologisk forskning, kan man selvfølgelig ikke være ansat på Novozymes, der forlanger, at man ikke frygter fejltagelser.
Paradoksalt nok beskrives denne omformning af virksomhedskulturen ofte som ”arbejdets intellektualisering” eller som udtryk for en ”intellektualisering af arbejdskraften”. Men det er kun rigtigt i den yderst begrænsede forstand, at de ansatte må forholde sig til management- og virksomhedskonsulenternes mange abstrakte begreber og symboler – og dem er der i sandhed ikke megen intellektuel virksomhed forbundet med. Tværtimod: fra at være baseret på medarbejdernes faglige jugement flyttes styringen af arbejdsprocesser over til ’dumme’ modeller, hvilket betyder en afprofessionalisering af arbejdskraften.
Ved universiteterne, hvor den moderne managements fordringer samles i formlen ”fra forskning til faktura”, sker præcis det: en afintellektualisering. Poul Thorsen i Århus og Milena Penkowa i København er blot de ekstreme eksempler blandt mange på Forretningsmanden, der agerer Fri Intellektuel, men er helt afskåret fra at være det.
4.
For en halv snes år siden holdt kultur- og videnskabsredaktionen ved DR’s P1 et to-dages seminar for samtlige ansatte. Emnet var Business Proces Reengineering, og managementkonsulenten, der kom fra E-mentor, lagde ud med at fortælle, at han havde skrevet universitetsspeciale i dansk litteratur om Henrik Pontoppidan. ”Jeg er i virkeligheden ligesom jer”, forklarede han.
Nej. Konsulenten var ikke ligesom os. Hans opgave var bundet af en økonomisk interesse og i sidste instans baseret på markedstænkning. Han skulle iscenesætte en proces, hvor 60 medarbejdere (med vidt forskellige faglige kompetencer) blev ført igennem et ”model”- og ”øvelses”-abrakadabra (meget lidt intellektuelt), hvis endemål var: nedskæring af redaktionen med én kontormedarbejder, én lydtekniker og to journalister.
Det klæder ikke akademikere, der har valgt at påtage sig en rolle, som markedet efterspørger og altså har opgivet tilværelsen som Frie Intellektuelle, at paradere som om de var det. Men fænomenet er meget udbredt. Slå op på Kommunikationsforum.dk, hvor netop denne type dyrker sig selv.
5.
Da Christian S. Nissen i 1994 tog over som generaldirektør, var Danmarks Radio en virksomhed, der i mangt og meget svarede til idealerne i den frembrydende vidensøkonomi. Redaktionerne var befolket med kreative lydkunstnere, selvstændigt tænkende reportere, billedmagere, masser af indrestyrede journalister og et begrænset antal ledere og sekretærer, der stort set alle havde tydelig respekt for de producerende medarbejderes intellektuelle og kreative aspirationer. Udveksling af ideer og etablering af projekter ad hoc foregik løbende på medarbejdernes eget initiativ og uden videre indblanding fra noget bureaukrati. Danmarks Radio var alt det, som vidensøkonomiens teoretikere snart skulle drømme om.
Ti år senere, da Christian S. Nissen havde gennemført sin managementrevolution, var selvsamme Danmarks Radio forvandlet til en meget gammeldags industrivirksomhed med ekstremt hierarkiske kommandostrukturer, et overdimensioneret lag af inkompetente ledere og et reduceret antal producerende medarbejdere, der alle blev spærret inde i meget stramt afgrænsede specialreservater, som de ikke havde lov til at bevæge sig ud fra.
Og, for et øjeblik at vende tilbage til David Riesman, så blev indrestyring som karakter- og professionsideal med lynets hast udskiftet med ydrestyring eller, som Riesman kaldte det: det gruppestyrede individ. Medarbejderne blev bogstavelig talt afskåret fra at gå i enrum for at tænke og være kreative. Skillevægge blev fjernet, og alle typer af arbejdsprocesser blev stuvet sammen i storrumskontorer, mange af dem med drengerøvskulturen som toneangivende stil.
For en, der som jeg har gennemlevet hele denne virksomhedsforandring indefra, er det ganske ejendommeligt at læse Christian S. Nissens selvbillede i hans nye bog med den pompøse titel Lederskab – til borgernes bedste. Om ledere som persontyper skriver han, at de fleste befinder sig et sted ”mellem yderpunkterne at være henholdsvis som Christoffer Columbus eller admiralen i Pinafore” – og det lyder jo helt tilforladeligt.
En opdagelsesrejsende eller en bureaukrat? Nissen var desværre ingen af delene. Hvad han iværksatte på Danmarks Radio kan bedst sammenlignes med Mao Ze Dongs Store Spring Fremad, der på tilsvarende vis ødelagde et fint netværk af kompetencer, traditioner og kulturer i det kinesiske samfund. Uopretteligt og i løbet af meget kort tid.
Og mantraet for denne målrettede kulturvandalisme var: forretningsgørelse. Omdannelse af DR til en virksomhed befolket af Forretningsmænd. Årlige licitationsrunder. Intern kontering. Bytte, bytte købmand! Lege, lege marked!
6.
I hele Europas historie har både Kunstneren og Den Frie Intellektuelle altid haft svært ved at skaffe et eksistensgrundlag. Mæcener, akademier, universiteter, eventuelt latinskoler (gymnasier), forlagshuse og senere den frie presse – dermed er mulighederne stort set udtømte. [5]
Petrarca, der i flere henseender kan anskues som det moderne Europas første Frie Intellektuelle, ernærede sig ved kontorarbejde og skabte sit litterære værk i fritiden. Geoffrey Chaucer gjorde noget tilsvarende. Og at Botticelli og Verrocchio i slutningen af 1400-tallet kunne afsætte deres kunstværker til Huset Medici og andre rige familier i de italienske bystater, gjorde heller ikke dem til forretningsmænd. De solgte netop værkerne og ikke sig selv. Kunne de ikke finde afsætning i Firenze, havde de mulighed for at flytte deres bottega til en anden by.
Markedet som regulator af alle samfundsmæssige forhold er et nyere fænomen og langt mere midlertidigt end de fleste mennesker gør sig klart. For intelligentsiaen præsenterede det sig for alvor fra omkring midten af 1800-tallet. Skulle man som poet, filosof eller kritiker kaste sig ud på markedets 70.000 favne? Eller skulle man holde sig til embede med pension?
I et kort, historisk boom, der begyndte efter 1.verdenskrig og varede frem til velfærdsstaten nåede sine økonomiske og sociale grænser, voksede mulighederne til overflod. Men bølgen af privatiseringer, de offentlige nedskæringer, new management i private virksomheder og entertainiseringen af pressen har igen bragt tilstanden tilbage nær status quo ante. Endnu findes nogle få, akademiske professioner, der lader sig forene med rollen som Fri Intellektuel. Men det er netop få.
Fremover er det slet ikke meningen, at intellektuelle skal kunne eksistere som frie, kun som forretningsmænd. I velfærdsstatens mest ophedede tiår begyndte samfundene at satse på akademiske uddannelser en masse. Men at tillade alle disse akademikere en tilværelse som frie intellektuelle har samfundet slet ikke plads til. Derfor er det ikke Den Frie Intellektuelle, men den akademiske Forretningsmand, der er nutidens sociale idealtype.
Typen idealiseres af samfundsvidenskaber og medier som ”den kreative klasse”. Richard Floridas bog med samme titel er en hyldest til den akademiske Forretningsmand og samtidig én lang fortrængning af den kendsgerning, at han ikke kan være en Fri Intellektuel. Når virksomhedens organisation er ”horisontal”, når arbejdspladsen er ”slipsefri”, så er man vel fri, ikke sandt? [6]
Nej, det er man ikke. Hvad enten han hedder Jørgen Mads Clausen og kommer fra produktionsvirksomheden Danfoss eller Frederik Preisler og kommer fra pr-bureauet Mensch, kan slipsekonventioner og uddannelsesniveau kan ikke ændre Forretningsmandens grundtræk.
NOTER:
[1]Under titlen “Den frie intellektuelle er en truet art”.
[2] David Riesman: Det ensomme Massemenneske (1965), side 58 ff. (Originatltitel: The Lonely Crowd, 1950, 1961.
[3] Jvf også Klavs Birkholm: Købmandsliv og købmandsmoral. Et radioessay, DR P1, 21.05.1995
[4] Andre eksempler er: ”Rethink tomorrow” (Tænk morgendagen om igen!); og ”Embrace diversity” (Omfavn mangfoldighed!). Se http://www.novozymes.com/en/about-us/vision-and-values/Pages/default.aspx
[5] Klavs Birkholm: Agenda. Når patienter bliver til kunder, DR P1, 04.09.2004. Silkeborg Centralsygehus hedder i dag Regionshospitalet Silkeborg.
[6] Richard Florida: Den kreative klasse – og hvordan den forandrer arbejde, fritid, samfund og hverdagsliv (2005). (Originaltitel: The Rise of the Creative Class (2001).