Lundbecks ynkelige svar på min kritik af virksomhedens mangel på etik er selv et vidnesbyrd om, at noget er galt
Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 11.maj 2011
Medicinalvirksomheden Lundbeck hævder gennem sin kommunikationschef Anders Schroll, at den ikke er i stand til at behæfte produktet Pentobarbital med en amerikansk slutbruger-klausul, der forbyder anvendelse af præparatet ved henrettelser. Udtalelsen fremsættes af Anders Schroll på forsiden af Kristeligt Dagblad 9.maj, som en slags svar på min kritik (samme dag) af Lundbecks mangel på etisk forståelse.
Kommunikationschefen kommunikerer dårligt, for spørgsmålet er ikke, om Lundbeck kan forhindre, at deres medicin bruges til aflivning af mennesker. Det skal de finde en vej til at gøre. Selv om de mange medicinsk uddannede på virksomhedens lønningsliste ikke længere praktiserer lægelig omsorg på hospitaler eller klinikker, er de nemlig ikke fritaget fra det etiske kodeks, der binder hele professionen.
Hvert eneste menneske med en lægefaglig baggrund er forpligtet til at beskytte og bedre helbredet hos de personer, som påvirkes af hans eller hendes gerning. Det gælder også, hvis ens arbejde består i at udvikle og teste medicin. Er der tale om forsøg, skal hensynet til forsøgspersonens integritet og velbefindende veje tungere end både videnskabens og samfundets interesser.
Dette og meget mere fremgår af Helsinki-deklarationen, som Verdenslægeforeningen (WMA) første gang vedtog i 1964 og senest har ajourført i 2008. Og som altså også gælder, selv om man har ladet sig ansætte i Lundbeck-koncernen.
JEG HAR peget på to mulige veje, som Lundbeck kunne gå, hvis virksomheden ønskede at leve op til sit etiske ansvar. Anders Schrolls tilbagevisninger er tydelige eksempler på, hvordan kommunikation kan blive til spin, også i erhvervslivet.
”Vi sælger Pentobarbital videre til en grossist, som leverer til et apotek eller et hospital. Grossisten vil ikke have en chance for at kontrollere, hvad midlet bruges til”, udtaler Schroll som argument for, at en slutbruger-klausul ikke kan komme på tale.
Det svarer nærmest til at hævde, at Folketinget ikke kan vedtage hastighedsbegrænsninger på de danske veje, eftersom automobilforhandlerne alligevel ikke kan kontrollere, hvor hurtigt bilisterne kører.
Grossisten kan naturligvis aldrig blive politimyndighed. Hvis en slutbruger-klausul følger reglerne for den slags i USA, vil en eventuel krænkelse af klausulen være en sag for myndighedernes efterforskning og eventuel overgivelse til retten. Det er der masser af fortilfælde for.
Det er tænkeligt, at Lundbecks amerikanske grossist er modstander af en slutbruger-aftale, fordi den på det amerikanske marked kan opfattes som et politisk signal, der i værste fald kan få patienterne til at vælge et alternativt præparat. Men det handler i så fald om, at økonomiske hensyn vægtes tungere end etiske. Og det er uacceptabelt.
Kommunikationschef Schrolls andet argument er, at da det ikke er muligt at udføre kliniske forsøg med henrettelser, kan Lundbeck ikke foretage den risikoanalyse, som Helsinki-deklarationen ellers forlanger. Pentobarbitol sælges som epilepsimiddel og har ingen medicinsk historie som hverken narkose- eller aflivningsmedicin, og derfor vil der kunne sås tvivl om, hvordan den indsatte vil opleve en henrettelse med dette præparat.
Det var præcis det argument, som Cleve Fosters advokat med held benyttede den 5.april til at få udsat sin klients henrettelse i sidste øjeblik.
Spørgsmålet er, hvorfor Lundbeck bruger sin energi på at fortælle mig og den danske offentlighed, at man ikke kan lave en risikoanalyse, men ingen energi på at advare sine kunder om – og selv overveje – hvad den manglende risikoanalyse indebærer på den etiske bundlinje.