Sene aborter: Myten om det frie valg

– 18. juli 2011

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 18.juli 2011

FOR NOGLE uger siden kom det frem, at antallet af kvinder, der søger om sen abort, er støt stigende her i Danmark. Anledningen var Abortankenævnets årsberetning for 2010. Heraf fremgår, at siden 2004 – da systematisk fosterscreening blev indført – har der været tale om en tilvækst i antallet af ansøgninger på i alt 34 procent, så det samlede tal nu er oppe på 945 ansøgninger årligt. Heraf er de 877 blevet efterkommet.

I den forbindelse udtalte ledende fødselsoverlæge Charlotte Wilken-Jensen fra Roskilde Sygehus til Kristeligt Dagblad (30.06):

”Vi har som samfund valgt at prioritere de muligheder og give forældrene et valg om, hvilken slags børn de gerne vil have. Det valg betyder stadig flere aborter og stadig færre børn med eksempelvis Downs Syndrom, og det kan man mene om, hvad man vil. Vi må bare konstatere, at vi har fået, hvad vi selv har bedt om.”

Af hensyn til debatten om fremtidens fosterdiagnostik og abortpraksis er det afgørende vigtigt at forstå, hvor urigtigt det er, hvad Charlotte Wilken-Jensen her siger.

Vi har ikke ”som samfund” valgt det nuværende system. Tværtimod. Det er de sundhedsprofessionelle, der har valgt systemet på trods af samfundets ønsker!

Den 15.maj 2003 vedtog Folketinget, på baggrund af en forespørgselsdebat om de (dengang) nye fosterdiagnostiske teknologier: ”Folketinget mener, at der er behov for øget klarhed om, at formålet med fosterdiagnostik ikke er at hindre, at børn med alvorlige sygdomme fødes, men at bistå en gravid kvinde med at træffe sine egne valg. Folketinget finder, at det ikke er de tekniske muligheder for at finde sygdomme hos fostre, der skal fastsætte grænserne for fosterdiagnostikken. Etiske overvejelser bør altid være udgangspunktet.” Osv.

Vedtagelsen, der var enstemmig, fortsatte med en opfordring til regeringen om ”løbende etisk overvågning af fosterdiagnostikken” og en mere målbevidst indsats med hensyn til ”hjælpemuligheder for familier, der venter eller har børn med handicap”. Det er ikke til at tage fejl af, at Folketinget her vender sig mod en systematisk frasortering af fostre i Danmark.

Ikke desto mindre iværksatte hele det danske sundhedsvæsen mindre end et år senere det såkaldt ”nye paradigme” for fosterdiagnostik. Til alle gravide sagde man nu: ”Vi synes, I skal have undersøgt, om jeres foster har risiko for kromosomfejl eller misdannelser, så I eventuelt kan få det fjernet. Men det må I selvfølgelig selv bestemme.”

Hvad er det for en social norm, det offentlige sundhedsvæsen her signalerer? ”Ja, hvis I virkelig ikke vil have en undersøgelse, trods vores gentagne opfordringer, så er det selvfølgelig jeres eget valg.”

Det er uforskammet overfor befolkningen at påstå, at de gravide par i dag befinder sig i et frit svævende rum, hvor de kan træffe deres ’autonome’ valg uafhængigt af nogen social og kulturel kontekst. Kun moderne ”filosoffer” kan hævde sådan noget bavl.

Fosterscreeningen blev indført for at spare penge til handicapudgifter, det kan dokumenteres. Myten om det frie valg blev til gengæld iværksat og udbredt ikke mindst af Sundhedsstyrelsen for at holde Folketinget i ro.

De folkevalgte opdagede aldrig, at de var blevet kørt ud på et sidespor, og nu er spørgsmålet, om det vil gentage sig, når teknologien om få år gør det muligt at screene fostre tidligt for disposition for f.eks. overvægt, asperger og brystcancer?