KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort på KlavsBirkholm.dk 7.august 2011

FRISTELSEN til at drage anledning af massemordet på Utøya til et angreb på ens politiske modstandere har tilsyneladende været stor, i en del tilfælde uimodståelig her i Danmark.

Det er for det første et vidnesbyrd om, hvor slet det efterhånden står til med den almene dannelse – den menneskelige tragedies omfang taget i betragtning, forekommer en sådan politisk polemik både takt- og smagløs.

For det andet er det udtryk for en fuldkommen demokratisk afsporing.

Hvis man virkelig mener, at Dansk Folkeparti fører en proto-fascistisk politik eller ligefrem leverer inspiration til antistatslig terror, bør man være forpligtet til at formulere dette synspunkt og argumentere for det i fuld offentlighed. Mumlende insinuationer hører ikke hjemme i den politiske samtale, og da slet ikke insinuationer af en så alvorlig karakter.

Jeg har hørt mennesker, som jeg ellers respekterer, begrunde deres insinuationer med, at ”det er jo det samme, Søren Espersen og Morten Messerschmidt altid gør”. Et umanerligt ringe argument. Man udpeger et par eksempler på dårlig debatkultur og lader så dem være målestok for ens egen debatkultur.

Først på banen var Politikens Anita Bay Bundegaard, som på tredjedagen skrev, at ”det helt afgørende spørgsmål, der står tilbage efter terrorhandlingen”, er følgende: ”Skal man fortsat skelne mellem voldelige højreradikale og parlamentariske højrepopulister – og regne de første for galninge og martyrer ligesom de få terroristiske islamister? Eller skal man betragte det [hele] som et kontinuum af kulturkonservative populister …” etc. [1]

Bundegaards eget svar er det sidste: ”Ekstremisme er netop en udfoldelse af det, som det er en ekstrem af – blot med skrappere midler.” Samme aften forklarede denne skolemesterinde i politisk korrekthed på DR2’s Deadline i en debat med Søren Espersen (DF), at Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer skam ikke bar nogen skyld for tragedien på Utøya, det var alene deres politiske synspunkter!

Bundegaard opfatter åbenbart det politiske engagement i stil med et sæt modetøj, man kan tage af og på efter forgodtbefindende. Inderst inde er Søren Espersen det nøgne menneske, ganske uskyldigt: Nu mangler blot, at han reviderer nogle af sine politiske synspunkter (– se blot, hvad de kan føre til!) og f.eks. bliver tilhænger af et multikulturelt Danmark, så skal han være tilgivet og få adgang til vores gode selskab!

Således giftig var tonen i nogle dage i debatten om den norske udåd. Tilsyneladende følte den liberale venstrefløj sig ovenpå, fordi terroren denne gang kom fra en etnisk indfødt, skydegal nationalist.

Indtil højrefløjens valkyrie, Sørine Gotfredsen slog kontra med en påstand om, at det i virkeligheden er de liberale multikulturalister, der har frembragt Anders Breivik. På udådens ugedag skrev hun i en kronik i Berlingske Tidende, med afsæt i den megen tale om tonen i debatten: Et ”had som det, der har udfoldet sig i Norge, skabes næppe gennem sprogbrug. Det næres af en langt dybere følelsesmæssig kilde, der driver et individ til at ville udrydde ideologien om mennesket som et abstrakt væsen, der ikke er afgørende forbundet med kulturelle og religiøse rødder. Det er en teori, der står i klar kontrast til selve menneskenaturen, så mens vi i disse dage får serveret remsen af navne på dem, der anklages for at opildne til ekstremisme  – heriblandt Lars Hedegaard, Karen Jespersen, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og Søren Pind (sidstnævnte synes desværre at have fået kolde fødder), skal man huske den anden remse. Navnene på dem, der i årevis har forkyndt, at det gode menneske kan skabe det gode multikulturelle samfund. Folk som Marianne Jelved, Svend Auken, Margrethe Vestager, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden. Det er utvivlsomt dem, Anders Breivik primært animeres af, fordi han afskyr tanken om det kulturløse menneske og i ren trods selv bliver helt overordentlig konkret. Både i tanke og handling. Han bliver til det menneske, der vil bremse den evige relativering af det, vi selv kommer af, og som derfor begynder at slås.” [2]

Også Sørine Gotfredsen vælger med andre ord at benytte den ufattelige menneskelige tragedie til at triumfere over sine politiske modstandere.

Hvilket – efterhånden forudsigeligt – få dage efter affødte et symmetrisk svar i dagbladet Information, der efter en gengivelse af Gotfredsens synspunkt skrev: ”Dermed er hun på linje med den franske ultranationalist Jean-Marie le Pen, der på sin personlige videoblog luftede en lignende analyse af baggrunden for Breiviks handlinger”. Hvorfor denne samstilling? Jo, le Pen har ifølge Information udtalt, at Norges regering og samfund selv bærer ansvaret, fordi de ”ikke har taget hensyn til den massive immigrations globale trussel, som er hovedårsagen til denne dødsensfarlige, skøre mands idéer”. [3]

Det er altid nemt at putte folk, man ikke kan lide, i bås med andre, som flere ikke kan lide. I dette tilfælde er det særlig nemt.

Dagen efter fulgte Information op med et oversat essay af Slavoj Žižek, hvori Gotfredsens synspunkt tages alvorligt, men vendes på hovedet. Da en variant af det multikulturelle samfund ifølge Žižek er Europas eneste mulige fremtid, må venstrefløjen tage sig sammen og komme ud over sin nuværende magelighed. I dag gælder W.B. Yeats berømte ord fra The Second Coming (1919) [4]: ”De bedste mangler al overbevisning, mens de værste / er fulde af lidenskabelig intensitet”. Žižek efterlyser med andre ord politisk lidenskab på venstrefløjen.

Også han tilføjer sin egen kæphest: De ”progressive og frisindede er naturligvis forfærdede” over den ”populistiske racisme”, men deler i virkeligheden ”de indvandrerfjendske kræfters behov for at holde de andre [= de fremmede] på passende afstand. De andre er OK, jeg respekterer dem, men de bør ikke trænge for meget ind i mit eget rum. [… Det er som] kaffe uden koffein, fløde uden fedt, øl uden alkohol, [… De progressive indtager] den anden uden Andethed, den koffeinfri Anden, der danser sine fascinerende danse […] alt imens vi lukker øjnene for hans tilbøjelighed til voldelig kvindeundertrykkelse …” [5]

ER VI HER IKKE kommet alt for langt væk fra den norske tragedie? Og er én af årsagerne ikke, at Anita Bay Bundegaard, Sørine Gotfredsen og Slavoj Žižek tilsyneladende er enige om én ting: det handler alt sammen om indvandring og multikulturalisme? Det er jeg ikke så sikker på, at det gør.

Anders Breivik lufter mange forskellige synspunkter i sit såkaldte manifest på Internettet. De stritter i vidt forskellige retninger og står ubestrideligt i indbyrdes modsætning. Hvorfor så søge forklaring her? Vi taler trods alt om en person, der efter at have dræbt 69 forsvarsløse mennesker og være blevet arresteret, straks krævede den norske regerings afgang.

Og à propos multikulturalisme og indvandringsdebat har Breiviks store idol (omtalt 111 gange i det såkaldte manifest) forklaret, at Breivik er aldeles ukendt i Norges islamkritiske miljø. Peder Nøstvold Jensen gad end ikke mødes med sin påtrængende proselyt; ”han virkede kedelig – som en støvsugersælger” [6].

Jeg er naturligvis enig i, at denne ”kedelige” massemorder ikke kan anskues som et isoleret fænomen, løsrevet fra det samfund, han er rundet af. Men måske er det ikke lige netop den norske åbenhed for indvandring, der har gjort ham til den, han blev. Måske har andre træk ved samfundet og kulturen været mere betydningsfulde.

Læser man beretninger fra tidligere skolekammerater og arbejdskollegaer, får man indtryk af en ung mand, der har været høflig, pligtopfyldende, genert på grænsen til skyhed, en smule anonym og temmelig social inkompetent. Hertil kan man åbenbart lægge et umådeligt grandiositets-kompleks: manden forlanger at blive fremstillet for retten i ”uniform”, han afbilder sig selv på Internettet iført (falske) ordensmedaljer og som skarpskytte med potente våben etc.

Det er præcis den karaktertype, den amerikanske kulturhistoriker Christopher Lasch beskrev i sin klassiker fra 1979, Narcissismens Kultur. Selv om bogen er skrevet tyve år før terrorangrebet på World Trade Center, er den stadig så aktuel som nogensinde.

Nogle kritikere, som havde læst bogen overfladisk eller slet ikke, gav sig straks til at tale om den kulturelle narcissisme som befolket af individer med et alt for stort ego. For at korrigere denne misforståelse skrev Lasch opfølgningsværket Det Minimale Selv (1984). Narcissisten lider netop af et manglende selvbillede. Narcissisten er usikker på sin egen identitet. Han er ikke fast forankret i sin kultur og sin personlige historie. Og, som en bekendt for nylig sagde: ”Alt er muligt for den, der ikke er ramt af indsigt.” Hvis narcissismen, som det ofte er tilfældet, ytrer sig i forsøg på at være grandios (store omvæltninger, store lån, store handler, dyre biler, almagtsfantasier etc.), er der i reglen tale om fortvivlede forsøg på at finde frem til det manglende selv i en skikkelse, som narcissisten anser for anerkendelsesværdig.

Fænomenet er selvfølgelig ikke fuldstændig nyt. Som Lasch påviser, dukker det frem som et ledsagefænomen til velfærdsmoderniteten, hvor det efterhånden bliver mere og mere udbredt. Den elitære managementkultur, der først er vokset frem efter Lasch’ død (1994), er jo et slående eksempel på netop det. Tomhed kombineres med grandiositet.

Men allerede i 1872 beskrev Fjodor Dostojevskij den samme mennesketype i sit romanværk De Besatte – en forrygende fremstilling af en gruppe revolutionære nihilister, der ikke skyr noget middel for at føre deres storhedsvanvittige planer ud i livet. [7] Hvad der satte Dostojevskij i gang med denne roman, var et mord på en ung student ved Landbrugsskolen i Moskva. Hovedmanden bag mordet, Sergéj Netsjajev var en begavet anarkist, der udgav adskillige proklamationer med voldsomt indhold, blandt andet den berømte Revolutionær Katekismus (1869). Mordet på den sagesløse landbrugsstudent iværksatte Netsjajev med det formål at ”hærde” medlemmerne af sin revolutionære celle som forberedelse til mere frygtindgydende aktioner mod staten.

Er jeg her lige så langt væk fra den norske tragedie som Bundegaard og Gotfredsen? Det tror jeg ikke. Dostojevskij præsenterer os i sin roman for et helt galleri af forskellige nihilister, som dog alle har ét tilfælles: en grænseløs, indre tomhed.

Den mest berømte af dem er Nikolaij Stavrogin, som – med Knud Hansens ord [8] – er Dostojevskijs fremstilling af acedia, livslede, en oldkristen dødssynd. Det er et menneske, der er blevet totalt afskåret fra tilværelsens herlighed og føler kvalme ved berøring med alt virkeligt. Kun når han udsætter sig for et overmål af livsfare (f.eks. ved at stille sig for skud i en duel), eller når han påkalder sig offentlighedens had ved en gennemført geménhed – kun i sådanne ekstreme situationer kan han overhovedet føle at være til.

Stavrogin opsøger en hellig eneboer, Tikhon, og betror ham den måske mest forfærdelige af alle sine bedrifter: Han har forført en tolvårig pige og derefter helt bevidst vist hende en sådan ligegyldighed, at det drev hende til selvmord. Hun hængte sig på et tagkammer, mens Stavrogin sad i værelset ved siden af og udmærket vidste, hvad der foregik. Nu spørger han Tikhon, om han bør offentliggøre den historie, som en slags skriftemål. Men den hellige mand gennemskuer ham og ser noget forfærdeligt: Bekendelsen er affattet i en hovmodig tone. Snarere end at være bodfærdig, foragter Stavrogin på forhånd sine læsere af den offentlige bekendelse.

Nihilismen var et vesteuropæisk fænomen, en følge af den fremadskridende sekularisering og det, den tyve år yngre filosof Friedrich Nietzsche på omtrent samme tid beskrev som ”Guds død” og alle værdiers venden-på-hovedet (”Umwertung aller Werte”). Dostojevskij frygtede, at hvis ikke det lykkedes at inddæmme denne virus i Rusland, ville både samfund og kultur gå i opløsning.

Er det ikke det, der er ved at ske? Hvordan kan man ellers forklare, at da nyheden om de forfærdelige begivenheder begyndte at indløbe, gav en af Danmarks to førende public service-kanaler skærmplads til en journalist (Niels Brinch), som i hele sit tonefald og sin reportageprægede stemmeføring valgte at opføre sig som tililende tilskuere ved voldsomme ulykker?

Og hvordan kan man ellers forklare, at kommentatorer, der normalt anses for seriøse, benytter en så ufattelig tragedie til at fremsætte politiske insinuationer mod hverandre?

ET MEGET betydende lyspunkt skal dog noteres: reaktionen i det norske folk og den norske offentlighed (som viste sig at være væsensforskellig fra den danske presse).

Statsminister Jens Stoltenberg har modtaget megen ros for sin optræden de seneste uger. Men han har blot været den fremmeste repræsentant for en regering og en offentlighed, der har været præget af samme seriøsitet og værdighed. Det er ikke noget tilfælde, tror jeg, at Stoltenberg er statsminister i Norge og ikke i Danmark.

Da Norge i 1998 nedsatte sin – her i landet heftigt kritiserede – verdikommisjon, var en af de udløsende faktorer en udtalt offentlig bekymring over, om de mange oliemilliarder var i færd med at gøre nordmændene mere gridske og måske ligefrem uanstændige i deres rigdom. Derfor skulle værdikommissionen ”bidrage til en bred værdimæssig og samfundsetisk mobilisering med henblik på at styrke positive fællesskabsværdier og fælles ansvar for miljøet og fællesskabet”. Særlig vigtigt var det ”at modvirke ligegyldighed og fremme personligt ansvar, deltagelse og demokrati” [9].

Det kan man passende modstille den såkaldte værdikamp, som angiveligt skulle have pågået i Danmark siden 2003.

Ja, tænk engang!