Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 26.september 2011
UANSET OM den nye regering piber eller synger, vil det danske sundhedsvæsen fremover blive en stadig tungere post, både økonomisk og politisk. Den dramatiske afvikling af amterne og det amtskommunale selvstyre for få år siden og den forestående afvikling af de nye regioner (før eller siden) er blot ét blandt mange udslag af denne ”sundhedspolitikkens sejrsmarch”.
I industrisamfundets gode gamle dage talte man om SUS – social-, uddannelses- og sundhedssektoren – som de tre dominerende poster i velfærdsstatens politiske og fiskale budget. Men idag har sundhedspolitikken væltet sine to søskende ud af reden. Den sociale sikring og forsorg er dels udliciteret, dels forvandlet til administration, mens folkeskolen og de videregående uddannelser befinder sig i frit fald.
Forklaringen på denne skævvridning kan ikke alene findes i den omsiggribende privatisering og markedsgørelse, der jo rammer både arbejdsformidling, forskeruddannelser og knæoperationer. En bølge, der i øvrigt afspejler en ændret holdning til det politiske demokrati – hvor politikerne for tyve år siden opfattede de offentlige infrastrukturer og institutioner som tilhørende samfundet, opfatter de dem nu som markedsaktiver, der kan spindes guld på. Alligevel kan de selvsamme politikere ikke håndtere sundhedsomkostningerne, hvorfor ikke?
En banal forklaring er naturligvis den mere og mere kostbare teknologi. Alskens avancerede scannere, instrumenter til kikkert-kirurgi, digital patientovervågning, mikrobiologi-laboratorier, helikoptertransport o.s.v. – en hospitalsseng er ikke ligefrem blevet billigere!
Alligevel ser det ud til, at både speciallæger og små privathospitaler i det store hele har formået at holde trit med den teknologiske udvikling. Så når omkostningseksplosionen næsten altid nævnes som forklaring på sundhedspolitikkens dominans, holder det ikke for en nærmere prøvelse.
DEN EGENTLIGE årsag skal findes et helt andet sted: hos dig og mig, kære læser! Vi har nemlig fået rang af sundhedspolitiske forbrugere. Mens brugerne af de to andre SUS-sektorer – modtagere af overførselsindkomster og uddannelsessøgende – ikke længere tages alvorligt i den politiske offentlighed, er den sundhedsfikserede, fitness-dyrkende middelklasse blevet politikernes nye majestæt.
Som sundhedssociologen Nikolas Rose bemærker: Hvor mennesker for tyve år siden fortolkede deres tilværelse i lyset af sociale og psykologiske forhold, er det nu kun kroppen og de genetiske dispositioner, der tæller. Hvilke sygdomme har jeg risiko for at erhverve? Hvordan kan jeg forebygge? Det er det, hele tilværelsen handler om.
Og ifølge den sundhedspolitiske forbruger har velfærdsstaten pligt til at levere de ydelser, som jeg har ret til at modtage – fra kunstig befrugtning til cancerbehandling, fra øjenlågsløft til en ny hofte.
Denne nye rettighedstænkning understøttes af et stalinorgel af patientforeninger og sundhedsprofessionelle, sammen og hver for sig – Foreningen af Ufrivilligt Barnløse, ADHD-foreningen, Kræftens Bekæmpelse, Stressforeningen, danske fertilitetslæger, parforholdsterapeuter, plastikkirurger, neuropsykologer, stamcelleforskere, ergoterapeuter – for blot at nævne nogle få.
Denne overmagt kan intet Folketing sætte sig op imod. Ikke før end det fælles bedste igen kommer på mode.