KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 5.december 2011

REGIONER og kommuner satser lige nu vildt på de såkaldte velfærdsteknologier. Robotstøvsugere, spiserobotter, humane vasketurbiner, den intelligente sæl Paro og den omvandrende fladskærm Giraff dukker i øjeblikket op næsten overalt – blandt andet fordi alle gerne vil have del i ’velfærdsmillionerne’ fra den statslige ATB-fond, der blev oprettet med finansloven for 2008.[1]

Således er kommunalpolitikere, robotingeniører og konsulenter (mange af dem finansieret fra de selvsamme projektpenge) blevet en slags turnerende salgsteam, der forsøger at overbevise de ansatte i sundhedssektor og ældrepleje om de nye teknologiers velsignelser. Brugerne bliver sjældent spurgt.

Absolut førende i dette nationale kapløb er Region Syd, hvor man ligefrem kræver af de ældre borgere, at de selv skal anskaffe sig en robotstøvsuger som forudsætning for at modtage hjemmehjælp. Den såkaldte Billund-model skal nu også implementeres i Odense.[2] Det er også Region Syd, der gør mest ud af at ’uddanne’ politikere og konsulenter til at anprise den nye teknologi, og nogle af dem er efterhånden ganske dygtige.

Når jeg kommer tilstede ved den slags salgsmøder for at pege på et par etiske forbehold, oplever jeg næsten altid, at ’sælgerholdet’ indleder med et argument, der forventes at gøre alle indvendinger tavse: Påstanden om, at vi om få år vil savne hænder til de massivt voksende plejekrav.[3] Det er et stykke lodret svindel eller i bedste fald en bevidstløs gentagelse af en vildfaren myte.

Myten om ’ældrebomben’ kolporteres ofte med en grafik, der viser, at antallet af borgere på 65 år og derover vil vokse med 70 procent fra 2000-2040, mens antallet af borgere i alderen 17-64 forventes at forblive stort set uforandret.[4] Den spektakulære kurve dækker ifølge Danmarks Statistik over den lidt mindre dramatiske prognose, at gruppen af borgere over 65 år vil stige fra 17 procent af den samlede befolkning i dag til 24 procent i 2040, mens gruppen af 18-64 årige tilsvarende vil mindskes fra 61 til 54 procent af alle danskere[5].

Hvad fortæller det os? Ikke ret meget. At den gennemsnitlige levealder stiger, betyder naturligvis ikke, at plejebehovet vokser ligefrem proportionalt hermed. Ligesom antallet af ’hænder’ til rådighed ikke automatisk falder, bare fordi fødselstallet daler. Og netop forholdet mellem gruppen af plejekrævende og gruppen af arbejdsduelige er det interessante tal – som robotsælgernes power points aldrig fortæller noget om.

Det er indlysende, at med væksten i gennemsnitlig levealder vokser også sundhedstilstanden. En mand på 65 år kan i dag være lige så frisk, som en mand på 55 var i 1960. Hvis gennemsnitsalderen, hvor man bliver plejekrævende, i dag er 72 år, er den måske 77 år i 2040.

Det betyder oven i købet, at de fleste mennesker ikke ophører med at være arbejdsduelige, når de bliver 65. Antallet af fysisk nedslidende job bliver stadig mindre, og vi hører allerede nu historier om mennesker, der efter at være gået på pension ønsker sig tilbage i arbejdslivet. Efterhånden som vi lever længere, kan fællesskabet jo heller ikke betale for, at alle får fri til at spille golf, så snart de fylder 65.

Endelig må man spørge, hvorfor politikerne taler om manglende hænder, når ledighedskøerne bliver ved med at vokse? Ny teknologi sparer jo hele tiden arbejdskraft i næsten alle fag, og da kun de færreste vil arbejde på nedsat tid, har antallet af mennesker på overførselsindkomst i den arbejdsduelige alder holdt sig permanent over de 800.000 gennem snart 30 år. Der er masser af ledig arbejdskraft, og det vil der fortsat være.[6]

Der er ikke noget at sige til, at kommunalpolitikerne, der er blevet enormt presset på deres budgetter, søger efter ekstra indtægter, hvor de overhovedet kan findes. Men det er ikke rimeligt, at det skal gå ud over de ældre og plejekrævende.

Nogle af de nye robotteknologier kan være trivselsfremmende, endda i høj grad – det gælder efter min opfattelse sælen Paro. Hvorimod andre teknologier virker meningsløst fremmedgørende – bl.a. spiserobotten MySpoon. Men dette konkrete skøn får plejere og brugere hverken rum eller tid til at foretage. De præsenteres altid straks for den tikkende ’ældrebombe’, og hokuspokus – så er der ikke længere så meget at tale om.