Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 9.januar 2012
DET LYDER såre tilforladeligt, når fertilitetslæger og andre repræsentanter for befrugtningsindustrien herhjemme slår til lyd for flere foranstaltninger, der skal øge udbuddet af ubefrugtede æg til donation på danske klinikker. Det handler jo bare om at glæde Sarah, Camilla og alle de andre danske kvinder, der ikke selv kan producere brugbare æg. Gør det ikke?
Så enkel er sagen desværre langtfra. De mange moralske dilemmaer i forbindelse med donation af æg og handel med æg, er noget af det mest komplekse, jeg har været med til at behandle i min tid i Det Etiske Råd.
Man må gøre sig klart, at ægdonation ikke uden videre kan sidestilles med sæddonation, som mange ellers hævder. Til forskel fra manden, der sagtens kan ejakulere 25 milliarder sædceller om året, fødes en kvinde med et begrænset antal æg, og de kommer ikke naturligt udenfor hendes krop, så længe de ’virker’. Så for det første er kvindens æg noget langt mere ’personligt’ dyrebart, end mandens sæd. Og for det andet er udtagning af æg en højteknologisk proces, der godt kan være belastende og heller ikke er helt uden risici.
Så hvordan undgår man, at unge kvinder med attraktive æg sættes under pres for at gøre ’det Gode’? Vil et vist pres være acceptabelt som en slags modydelse, hvis kvinden modtager gratis fertilitetsbehandling? Eller vil det være mere acceptabelt, hvis man tillader donation mellem slægtninge? Kan princippet om donoranonymitet fastholdes?[1] Og hvad med forholdet mellem den donerende kvinde og hendes partner – kan det beskyttes mod den belastning, der ofte indtræder, fordi en usynlig ’tredje person’ kommer tilstede?
DA DAVÆRENDE sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i 2006 liberaliserede adgangen til ægdonation, valgte han at overhøre et meget stort flertal i Det Etiske Råd, som på grund af de ukendte langtidsvirkninger og de mange moralske komplikationer tværtimod var tilbøjelig til at stramme de dengang gældende vilkår.
Indtil 2006 måtte kun kvinder, der i forvejen var i fertilitetsbehandling, donere deres (overskydende) æg. Nu blev den samme mulighed åbnet for alle under 36 år. Men trods det nye carte blanche stillede befrugtningsindustrien sig ikke tilfreds. Udbuddet af æg dækker langtfra behovet, siger fertilitetslægerne[2] – og foreslår nu økonomiske incitamenter.
”Der mangler en rimelig honorering. Hvis vi havde det, tror jeg ikke, vi var nødsaget til at sende vores patienter til udlandet”, siger Ursula Bentin-Ley, der driver en privat fertilitetsklinik på Frederiksberg[3]. Altså: I Spanien er der æg nok, for dér modtager en kvinde cirka 7000 kr per æg, og i USA kan beløbet være ti gange så stort. Så Sarah må desværre købe en flybillet.
Befrugtningsindustrien er Danmarksmester i at bringe menneskekærlige argumenter i spidsen for sin egen, merkantile interesse i at øge ’markedsandelen’, d.v.s. andelen af kunstigt frembragte børn herhjemme. De etiske følgevirkninger tager den sig ikke af – for eksempel et par revolutionære ændringer af vores kulturelle normer. Såsom (1) at børn i stigende grad opfattes som et forbrugsgode; en hyldevare, vi alle har ret til. Og (2) vé den arme kvinde, som ikke får børn; hendes liv betragtes som en fiasko.
Måske vil den ovenfor omtalte tredje person i kulissen af donorkvindens ægteskab heller ikke blive ved med at være så usynlig, når først DR’s uanstændige program ”Sporløs” tager fat. Så vil en strid om moderretten ikke længere kunne afgøres ’salomonisk’. For de to kvinder i beretningen om Kong Salomos dom[4] kan i princippet begge være mødre til den søn, som kongen truer med at hugge i to halvdele. Et trist udfald for barnet.
NOTER:
[1] I den canadiske stat British Columbia blev donoranonymitet forbudt i 2011. Udviklingen går samme vej mange andre steder. Se ”Canadian court bans anonymous sperm and egg donation” i Nature, 27.05.2011.
[2] Antallet af ægdonorer har været faldende siden 2006.
[3] ”Kvinder i kø til ægdonation”, Berlingske Tidende 1.april 2010.
[4] Første Kongebog, Kapitel 3: v16 Engang kom to skøger til kongen. De trådte frem for ham, v17 og den ene kvinde sagde: »Hør mig, herre! Denne kvinde og jeg bor i samme hus, og jeg fik et barn derhjemme. v18 To dage efter at jeg havde født, fik også denne kvinde et barn. Vi var sammen, og der var ikke nogen anden hos os i huset; vi to var alene derhjemme. v19 Så døde denne kvindes søn om natten, fordi hun kom til at ligge på ham, v20 og midt om natten stod hun op og tog min søn fra mig, mens jeg sov, herre; hun lod ham ligge i sin favn og lagde sin døde søn i min favn. v21 Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, var han død; men da jeg så nærmere på ham i morgenlyset, var det slet ikke min søn, ham jeg havde født.« v22 Den anden kvinde sagde: »Nej, det er min søn, der lever, og din, der er død.« Men den første sagde: »Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.« Sådan skændtes de foran kongen. v23 Da sagde kongen: »Den ene siger: Det er min søn, der lever, og din, der er død. Den anden siger: Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.« v24 Kongen sagde: »Hent mig et sværd!« Og da de havde bragt ham sværdet, v25 sagde han: »Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel.« v26 Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: »Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!« Men den anden sagde: »Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig.« v27 Da sagde kongen: »Giv hende det levende barn, dræb ham ikke; det er hende, der er barnets mor.«