Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 23.januar 2012
FOR NYLIG var jeg deltager i et konferenceforløb om en fremtid i ’bæredygtighedens’ tegn – altså en fremtid, hvor menneskeheden lever i harmoni med naturen i stedet for i konflikt med den. Konferencen foregik på engelsk, flere internationale klima- og miljøeksperter var indforskrevet.
I en af debatterne tillod jeg mig det synspunkt, at skønt nye, energi- og ressourcebesparende teknologier bestemt må hilses velkomne, vil det også være nødvendigt, at især de mest velstillede civilisationer omlægger deres livsform. Man kunne for eksempel forestille sig, at vi alle udstyres med en kvote for, hvor meget vi må flyve. Måske 1000 km om året? Det er vel ikke urimeligt, når man betænker, at en flyrejse tur/retur til Bangkok udleder cirka ligeså meget CO2 som et enfamilies parcelhus i løbet af et helt år.[1] Hvis man så absolut vil feriere i Thailand eller Caribien, kan man jo bare spare op til turen ved at undlade at flyve i femten år.
Mit indlæg faldt absolut ikke i god jord! Jeg havde nærmest oplevelsen af at blive skammet ud. Og jeg kan da også godt se, at hele entouragen af klima- og miljøforskere har gavn af de mange konferencer, der snart foregår i Sidney, snart i Mexico, snart i Singapore. Det samme gælder alle de øvrige akademiske forskere, der sædvanligvis mødes kloden rundt flere gange om året.
Og hvad med andre mennesker, der ikke tilfældigvis er forskere eller universitetsansatte? Hvorfor skulle de ikke også tilstås glæden ved at opleve Copa Cabana eller Goa i deres hårdt tiltrængte ferier?
ALLIGEVEL er der noget, der ikke stemmer. Jeg tror ikke på, at mennesker, der udmærket ved, at klimakatastrofen bliver mere og mere overhængende, nægter at give afkald på et par af deres materielle goder, som om de var små børn med bolsjer.
Det er ikke bolsjet i sig selv, det handler om. Det er den sociale symbolik, det repræsenterer. Der er prestige i at kunne rejse verden rundt og have tegnebogen fyldt med internationale betalingskort og bonuspoints hos flyselskaberne. Det er fint. Det viser, at man er på toppen.
Ingen giver frivilligt afkald på social anerkendelse. For, som filosofferne Hegel og Fukuyama har vist: det er det vigtigste af alt i ethvert menneskes liv. Mit forslag ville simpelthen gøre alle til tabere. ”Nu har vi arbejdet os helt herop i det sociale hierarki. Så vil han have, at vi skal holde ferie på Fanø i stedet for på Mauritius! Han har slet ikke fattet, hvad der driver vores vældige arbejdsindsats.”
Men det rejser et nyt spørgsmål: Hvorfor er det blevet så fint at være storforbruger? Hvorfor gælder det efterhånden, som den polske filosof Zygmunt Bauman observerer, at den dårlige forbruger også betragtes som en dårlig borger i demokratiet?
Jeg tror, at en stor del af svaret findes i den økonomiske ”videnskab”. Den blev skabt i sidste del af 1700-tallet på den idé, at menneskers behov er umættelige. For er det ikke sådan, at så snart det lykkes at tilfredsstille et bestemt behov, opstår et nyt? Førhen havde umættelige behov været betragtet som en dødssynd – lav prestige altså. Nu indså Adam Smith og hans samtidige, at en anden behovsopfattelse kan være en vældig motor for fortsat vækst i maskineri og velstand – i deres øjne synonymet for fremskridt.
Mere vil have mere, siger økonomerne. Mere! Mere! Mere! Jo mere avanceret forbrug, jo finere mennesket. Det er gældende norm. Men er det også, hvad vi dybest set tror på?!
I dag ved vi jo, at væksten er en drage. Derfor må vi finde nye prestigesymboler. Jeg sætter min lid til Sankt Jørgen.
NOTER:
[1] Ole Jensen, På kant med klodens klima, 2011, side 100.